| Lorentz Bertelsen Galster |  |
Moder Elisabeth Scharlotte Mari Ane Castonier, født 1793 i Fredericia og død 1860 i København.
Døbt:
Død:
Begravet:
januar 1888 i Ålborg Amt
Døbt:
Død:
Begravet:
december 1910 i Ålborg
1857 lod han den gamle "Sundby bod" nedrive, og lige nord derfor - på hjørnet af Søndergade og torvet - lod han bygge en stor ny købmandsgård, 2 etages. - Denne måtte afståes 1865 ved tvangsauktion.
1868 fik han ved venners hjælp købt en gård, Ludvigslyst i Vadum, ca. 10 km vest for Nørresundby. Det var en mindre gård, ca. 50 tønder land, tildels uopdyrket engjord. - Ludvigslyst lå lige vest for flyvepladsen, syd for "Rokkedrejerens hus". Den blev revet ned under besættelsen.
ninger:
-
Rektor Dr. Phil. Kjeld Galster skriver i tidsskriftet: "Himmerland og Kjær herred", 1951-1952 - bind XVII, siderne 1-30 1959, side 79-82, artiklen "Et handelshus' fallit i Nørresundby 1859 og 1865" - Se [afskrift af artiklen]:
I 1807 var Johan Georg Galster kommet til Danmark og nedsatte sig året efter i Ålborg, hvor han grundlagde flere fabriker, som gik strålende, indtil pengekrisen kom i 1813. For at hjælpe ham, der var en driftig og evnerig mand, gav regeringen ham (1814) privilegium på at drive bondehandel i Nørresundby, d.v.s. sælge "grove varer" som jern, kul, tjære. Varerne skulle han købe hos Ålborg købmænd. - Handelen, "Sundby bod", lå ved færgebroen, og her boede han. - 1815 blev han udnævnt til kgl. Agent. - I den svære tid, der fulgte efter statsbankerotten, havde han mange vanskeligheder.
Med købmandslauget i Ålborg lå han i stadig strid. De beskyldte ham for at købe varerne direkte og for at sælge andre varer, end privilegiet tillod ham. I 30'erne og 40'erne, da de gode tider kom, steg hans velstand, men striden vedvarede. Da lod agenten i 1846 sine to unge sønner, Julius (født 1819) og Lorentz (født 1821) nedsætte sig i Ålborg som købmænd, og så fik han altså virkelig sine varer fra Ålborg købmænd.
1848 døde han og handelen overtoges af hans enke Charlotte Galster. Der var stadig vanskeligheder med købmandslauget i Ålborg, men værre var de vanskeligheder, der blev med hendes 2 sønner. - Det var hendes agt at flytte til København, og l. oktober 1851 opsatte hun så en kontrakt med sine to sønner; hun skulle have 1200 rd. årlig, og udbyttet af handelen skulle derpå deles med 1/3 til hver. - Hendes søn Julius ledede forretningen i Nørresundby, medens Lorentz førte deres forretning i Ålborg - på hjørnet af Nørregade og St. Hansgade - videre. Hun tog derefter ophold i København med sine to yngste sønner.
- Snart opstod der uoverensstemmelser mellem Julius og moderen: hendes husholdning var for dyr. Hun overskred de 1200 rd., og forretningen kunde ikke bære det, sagde han. Dertil kom, at de to brødre, der begge var hidsige af gemyt, enedes dårligt. - 26. juni 1853 tilskrev Julius derfor sin moder følgende brev: -
Grundet på alle de fra dig hidindtil modtagne breve af København som og dine mundtlige Ytringer, at hvad Penge, du vilde have, skal dig honoreres, alt ligesom forhen er sket lige indtil i dag - for det første overstiger det langt Contracten af 1. October 1851 imellem os, for det andet kan det umuligt holde længe stik. Jeg har derfor at affordre dig dit skriftlige Svar, om du i et og alt vil holde dig ovennævnte Contract efterrettelig, og skal du da erholde dine Penge kvartalsvis udbetalt af en Mand i København. I modsat Fald behage du at overtage Bestyrelsen af Handelen her til l. Januar 1854 selv, hvilket herved kundgøres dig. Din hengivne Søn
Julius Galster.
Samme dag opsagde han interessentskabet med broderen. - 17. oktober 1853 enedes de to brødre da om, at Lorentz alene overtog bestyrelsen af moderens handel i Nørresundby, medens Julius alene drev forretningen i Ålborg. - 23. juli 1856 opsattes kontrakten: Moderen skulle have 1800 rd. årlig og 1/3 af overskuddet, Lorentz de 2/3. - Men forholdet blev ved at være dårligt, da Julius og Lorentz stod så stejlt over for hinanden, at Lorentz endog mistænkte sin brodér for, at han modarbejdede ham.
De forhold, Lorentz havde at arbejde under, var langtfra gunstige. - Hans handel var oprindelig en privilegeret handel - i byen havde der hidtil foruden enkelte spækhøkere og krejlere kun været "Sundby bod". Men mellem grundlovens løfteparagraffer var jo, at "alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov".
I 1855 var de national-liberale kommet til magten, og som et led i kampen for næringsfrihed udstedtes 16. februar 1856 en lov, hvorved bl.a. landsbyen Nørresundby blev gjort til "handelsplads". Med færgebroen som centrum og med en radius af 1000 alen blev byen og de nærmeste jorder skilt ud fra det øvrige sogn.-
§ 1 lyder: "Handlende og andre næringsbrugere, der have borgerskab i Ålborg, skulle være berettigede til at øve deres næring enten tillige eller alene i Nørresundby, på lige måde som de ere berettigede til at øve samme i Ålborg.
- Følgen var, at flere Ålborg-købmænd flyttede over fjorden eller anlagde filialer derovre. Der nedsatte sig ikke mindre end 18 handlende i handelspladsen.
Mens denne udvikling foregik, tog Lauritz konsekvensen af den skærpede konkurrence: Den gamle "Sundby bod" fra 1815 lod han nedrive, og lige nord derfor på hjørnet af Søndergade og torvet lod han - med opbydelse af al sin kredit - bygge en stor købmandsgård, 2 etages, så den kunde se alle husene i Nørresundby over hovedet. - 4. maj 1857 blev grundstenen lagt.
Bygningen kom til at koste hele 36.000 rdl., og nu skete det ulykkelige, at handelskrisen satte ind, endnu før købmandsgården stod færdig. De fornødne prioriteter var derfor under disse omstændigheder umulige at skaffe,og andre tab stødte til, så 1858 måtte huset standse sine betalinger.Da tvangsauktionen var holdt, opnåede Lorentz at købe gården for 35.000 rd., men desuden måtte han give skadesløsbrev til flere af kreditorerne. Han håbede, men tiderne blev stadig ved at være svære, og 28. oktober 1860 skrev Lorentz til sin moder:
- Siden jeg sidst skrev til dig, har jeg levet i et stadigt, dog stedse svagt Håb om at få mig Boutikken bortlejet, hvilket jo er den eneste Måde, hvorved der vil kunne være Håb for mig til at blive hængende ved Gården, eftersom jeg ikke havde Penge til at fortsætte den nu kuns halvt begyndte Forretning. Men dette Håb er nu, som Tiden løber hen, mig næsten glippet, og kan jeg derfor næppe, uden med Kummer, se Fremtiden imøde. Dette er alt, hvad jeg for nærværende Tid kan meddele.
Imens sad moderen ovre hos sin søn Carl, der med rørende omhu tog sig af hende og hjalp det, han kunde med sin lille officersgage. Det er forståeligt, at hun var ængstelig og forstemt. - 28. november 1860 dør hun.
Forholdene blev værre og værre, krigen med indkvartering af først danske, så tyske, og stagnation af handelen forringede dem yderligere. Humøret blev sortere og sortere, og 8. oktober 1864 skrev Grethe til sin svoger Harald:- Det har ret undret dig, at jeg sålænge ikke har skrevet til dig; men Grunden er, at jeg ikke har havt Lyst til det eller noget andet, da mit Humør ikke har været godt. Lorentz har vel fortalt dig alle vore Genvordigheder, fejlslagne Forhåbninger, og hvad dertil hører, så det er vist Synd at plage dig hermed, og noget godt har jeg ikke at tilmelde. Gud har dog til Dato ladet os beholde Helbredet, om det skal vedvare ret længe, vil Tiden vise. Vi har det i højeste Grad uhyggeligt, da vi stadigvæk er uden Møbler, og Gud ved, når vi skal gense dem, da vi ikke ved, hvorledes vi skal få dem hentede; det koster jo så meget, og vi ved ikke, hvorfra alt skal komme. Føden og Klæderne ved du nok, hvorledes det går med, og hvad kan det så dog alt nytte. Alle Gulvene her i Bahnsons tidligere Lejlighed, som vi nu bebo, ere fortærede af Svamp til langt op i Væggene, og her har nu været holdt Arbejdsfolk til slige uundgåelige Istandsættelser i 2 Måneder, og de blive ikke færdige endnu før om ca. 3 Uger. Du kan derved slutte, hvorledes Humøret kan være, og med hvilken Uro man ser Fremtiden imøde; thi viser der sig ikke Udvej på en besynderlig Måde, så ser det jo værre og værre ud. Det er nu ikke værd at fylde Papiret/med alt dette, thi det fører til intet at klage sig.
Et halvt år efter ser det endnu værre ud, nu er alle sunde spærret. 23. februar 1865 klager hun sin og Lorentz' nød for Harald:
-
Vi har det nu således, at Ålborg Bank har sat vor Gård til Auction. Uden vi anede det, læser Lorentz det i Avisen, og hvorledes vi blive tilmode, kan du nok tænke dig... Vi har havt dansk og tysk Indkvartering hele Sommeren, som ikke har kostet ubetydeligt, og hvorfor vi til Dato ingen Erstatning har erholdt, skønt vi har afgivet Plads til Lazareth til 74 Preussere, samt Posthus i Hjørneboutikken, og senere Vagtstue for Tyskerne. Alt dette må der jo haves Erstatning for, men medens Græsset gror, dør Koen. . . Lorentz var nu ganske tryg, da han ikke havde fået noget Svar fra Banken, det antog han var et Samtykke i hans billige Forlangende; han betalte derfor Skatter og Regninger, og troede alt var vel, da han forleden Aften uden videre ser Gården i Avisen; vor Sorg kan du begribe ... Du ved, hvor knapt og dårligt vi har havt det, for at nå det Mål, at Gården kan forrente sig, og skulle vi nu kastes ud, så var vi blottet for alt og skulle se andre høste Frugterne, og tillige at se den gamle Ejendom, der i så lang årrække har været i Familien, skulle gå over i fremmede Hænder, og det for et så ringe Beløb ... Det gælder hurtig Hjælp, thi det er den 8. Marts Auctionen begynder. Kunde Lorentz endda få lidt et Sted, og lidt et andet Sted, så kunde det jo også gå. Men desværre, hvem vil hjælpe, når det kniber? . . . Forudbetaling på Husleje kan vi ikke få, da der altid lægges Beslag på Huslejen, til Renterne er betalt og Auctionen tilbagekaldt. Får vi ikke andre Udveje, så må vi jo sælge vort Indbo og betale med; men det kan du nok tænke dig, vi nødig griber til, da man så kun får en Tiendedel for, hvad det er værd, og kan jeg så ikke få noget igen, da det vil blive kostbart at skaffe nyt, og drøjt at ofre så meget for de to Måneders Skyld, og desforuden, ved det Lav vi kunde få holdt Auction og Pengene indcasseret, vilde det vel blive for sent, da den sidste Auction er berammet til midt i April, og har Ålborg Bank den først, så er alt tabt. Det er øjeblikkelig Hjælp her udfordres, og hvor er den at finde? Det er ikke godt at bede andre om Hjælp, det var bedre selv at kunne hjælpe, det har Lorentz gjort, når han har kunnet. Lorentz har indgivet Regning på 800 Rd. som Erstatning, kunde vi i denne Tid kun få de halve, så var vi næsten hjulpne.
Du ser nu vor Stilling, og kan deraf slutte, hvor traurig vi har det. Julius har i den senere Tid været venlig mod den stakkels Lorentz; han sagde, at han vilde ønske, at han kunde, så vilde han hjælpe Lorentz med Penge, og jeg vil håbe, han mener det.
Jeg vil nu slutte dette mindre behagelige Brev, Tanken har kun det Punkt at dreje sig om, hvad vil Tiden bringe. Lev vel og hils, hvem du troer der bryder sig om os og vær selv kæligst hilset fra din Brodér og din hengivne Svigerinde
Margretha Den 15. maj 1865 gik ejendommen til tvangsauktion og blev tilslået Ålborg Diskonto-bank. Et par uger derefter - 9. juni 1865 - var den store brand i Nørresundby, hvor også købmandsgården gik op i luer. "Alt som Mørket faldt på, tiltog Nattebilledet i Pragt og Storhed set fra Fjorden, hvis Vande langs Kysten lyste i det røde Skær, eller fra den modsatte sydlige Fjordbred. Et Tømmerforråd og Beholdninger af Kul og Salt dannede store Bål i den stille Nat, overalt brændte det i Grunden; men den store, prægtige Galsterske Gård dannede Billedets Midtpunkt, de tagløse Mure med Rækkerne af de rundede Vinduesbuer løftede sig som i et mægtigt Transparent bag den glødende, lysende Skygger, omsvøbt af de viftende Flammeslør."
Det har været med underlige følelser, Lorentz Galster har stået og set den store bygning synke sammen, familiens ejendom, der ikke mere var hans.
Den store assurancesum, 46.650 rd., udbetaltes til Diskontobanken i Ålborg. Et andragende fra Lorentz om at få udbetalt differencen mellem assurancesummen og hans gæld til banken afvistes.Lorentz og Grethe Galster stod med bare hænder. - Da katastrofen havde ramt Lorentz Galster var han så nært taget at han foreløbig stod praktisk talt uden subsistensmidler. Hans kone, Grethe, måtte rejse over til en veninde, fru Møller, født Redsted, på Lellinge ved Køge; selv boede han alene i Aalborg.
Købmand blev han aldrig mere, men 1868 fik han, ved Venners hjælp, købt en gård, Ludvigslyst i Vadum, ca. 10 km vest for Nørresundby. Det var en mindre gård, ca. 50 tønder land, tildels uopdyrket engjord. Det var strengt arbejde for ham og hans kone, og der krævedes stor økonomi. For at skaffe sig indtægt tog han alkoholister i sit hjem, hvad der nok sommetider kunne skaffe ham vanskeligheder.
Engang mange år efter mødte han sin broder nede ved Pontonbroen. Julius lagde sine hænder op på begge hans skuldre og sagde: "Lorentz, nu skal det gamle fjendskab være glemt. Gå nu hjem med mig og Laura og spis til middag." - Det var en endelig forsoning; men det var en sen forsoning. En januardag 1888 døde han af et hjerteslag, som han gik på vejen mellem sit hjem og Nørresundby.
Af Folketælling 1870 fremgår, at jordbruger Lorentz Bertelsen Galster bebor "Stedet Ludvigslyst, Haldager 1. distrikt, Vadum i Ålborg.
-
[Foto] af Lorentz Bertelsen Galster, sandsynligvis malet broderen Henrik Ludvig Galster
[Nørre Sundby Bod] fra 1815. - Malet 1841 af sønnen Henrik Ludvig Galster. - Siddende sognepræsten Frederik Winding (1775-1842) og fru Galster. Gående over torvet agent Galster.
Den nye købmandsgård, [Den galsterske Gård], som Lorentz lod opføre i 1857, i stedet for Nørre Sundby Bod. - Lorents Galster måtte efterfølgende afstå ejendommen ved tvangsauktion den 15. maj 1865, og 9. juni 1865 brændte ejendommen ned til grunden i forbindelse med den store brand i Nørresundby.