I 1807 var Johan Georg Galsternote1 kommet til Danmark og havde året efter nedsat sig i Aalborg. Her grundlagde han flere fabriker, som gik strålende, indtil pengekrisen kom i 1813. For at hjælpe ham, der var en driftig og evnerig mand, gav regeringen ham (1814) privilegium på at drive bondehandel i Nørresundby, d.v.s. sælge "grove varer" som jern, kul, tjære. Varerne skulde han købe hos Aalborg købmænd. - Handelen, "Sundby bod", lå ved færgebroen, og her boede han. - 1815 blev han udnævnt til kgl. Agent. - I den svære tid, der fulgte efter statsbankerotten, havde han mange vanskeligheder.
Med købmandslauget i Aalborg lå han i stadig strid. De beskyldte ham for at købe varerne direkte og for at sælge andre varer, end privilegiet tillod ham. I 30'erne og 40'erne, da de gode tider kom, steg hans velstand, men striden vedvarede. Da lod agenten i 1846 sine to unge sønner, Julius (født 1819) og Lorentz (født 1821) nedsætte sig i Aalborg som købmænd, og så fik han altså virkelig sine varer fra Aalborg købmænd.
Da han døde i 1848 overtoges handelen af hans enke Charlotte Galster (1797-1860), født Castonier og datter af general Julius Castonier i Fredericia. - Der var stadig vanskeligheder med købmandslauget i Aalborg. Men værre var de vanskeligheder, der blev med hendes 2 sønner.
Det var hendes agt at flytte til København; hendes søn Carl (1835-92) gik på officersskole derovre, og hendes yngste søn Harald (1838-1924) skulde have sin uddannelse ved handelen.
l. oktober 1851 opsatte hun så en kontrakt med sine to sønner; hun skulde have 1200 rd. årlig, og udbyttet af handelen skulde derpå deles med 1/3 til hver. - Hendes søn Julius ledede forretningen i Nørresundby, medens Lorentz førte deres forretning i Aalborg - på hjørnet af Nørregade og St. Hansgade - videre.
Kort derefter tog hun med sine to yngste sønner ophold i København. - Snart opstod der uoverensstemmelser mellem Julius og moderen: hendes husholdning var for dyr. Hun overskred de 1200 rd., og forretningen kunde ikke bære det, sagde han. Dertil kom, at de to brødre, der begge var hidsige af gemyt, enedes dårligt. - 26. juni 1853 tilskrev Julius derfor sin moder følgende brev:
Grundet på alle de fra dig hidindtil modtagne breve af København som og dine mundtlige Ytringer, at hvad Penge, du vilde have, skal dig honoreres, alt ligesom forhen er sket lige indtil i dag - for det første overstiger det langt Contracten af 1. October 1851 imellem os, for det andet kan det umuligt holde længe stik. Jeg har derfor at affordre dig dit skriftlige Svar, om du i et og alt vil holde dig ovennævnte Contract efterrettelig, og skal du da erholde dine Penge kvartalsvis udbetalt af en Mand i København. I modsat Fald behage du at overtage Bestyrelsen af Handelen her til l. Januar 1854 selv, hvilket herved kundgøres dig. Din hengivne Søn
Samme dag opsagde han interessentskabet med broderen. - Charlotte G. opholdt sig i Nørresundby, da hun fik brevet. Da hun var kommet tilbage til København, skrev hun til Lorentz (4. sept. 1853):
Tak for den Venlighed, du viste mig under mit Ophold i mit gamle Hjem, som var en sand Oprejsning for de mange ubehagelige Timer, jeg stadig havde at kæmpe med, Gud ved, den var bitter; men med Taalmodighed og Herrens Bistand overvinder man meget. Saaledes, min gode Lorentz, svinder Livet hen, indtil det naar sit bestemte Maal. Det var smertelig og gjorde en voldsom Indtryk. . . .
Her gaar mange skrækkelige Rygter i Circulation om den slemme Gæst, Colera, at den skal regere saa stærk i Aalborg. Du ved, jeg er ængstelig . . . Gud bevare dig, det vilde være en skrækkelig Tanke, naar du skulde komme til noget, vær for Guds Skyld i god Humør og lad ingen forstyrre din Rolighed og betragt alt, hvad der saa end falder, med Koldsindighed. Lad mig se, du glemmer ikke at skrive, det er en frygtelig Spænding at gaa i.
Lad mig se, det varer ikke for længe, førend du sender mig Penge, jeg kniber, men hver Dag gaar der meget med, mit Behold er ikke stor, en 30 Rd., dem skulde han ikke komme langt med til saa mange; nu begynder de lange Aftener, og der skal Lys til, som ogsaa er en Udgift. Naar jeg blot havde overstaaet disse to slemme Maaneder, du kan ikke tro, hvad jeg frygter for den Tid; havde Colera mig, var jeg da fri for den Qval.
Din til Døden
Forhandlingerne skred frem. Den 17. oktober enedes de to brødre om, at Lorentz alene overtog bestyrelsen af moderens handel i Nørresundby, medens Julius alene drev forretningen i Aalborg. - 23. juli 1856 opsattes kontrakten. Moderen skulde have 1800 rd. årlig og 1/3 af overskuddet, Lorentz de 2/3note2.
Som det kan ses ud fra ovenstående breve, var forholdet mellem Julius og hans moder ikke godt. I 1852 var han blevet gift med Laura Hygom (1828-1916), der vist også kunne være skarp nok - at dømme efter udtalelser i brevene - men 14. juni 1855 skrev hun da følgende brev for at hidføre en forsoning:
Da det er saa længe siden, at Julius har set Brev fra sin Moder, tænkte jeg at ville skrive Dem et Par Ord til; ikke sandt, gode Fru Galster, De bliver jo ej vred derfor. Det Forhold, som der er imellem os, gør mig saa ondt, og jeg vilde saa gerne derfor bede Dem: lad det gamle være glemt, jeg ved nok, ej altid har jeg været, som jeg skulde, men menneskelig er det at fejle, og derfor beder jeg Dem, lad det gamle Forhold, som før vi blev forlovede, lad det igen finde Sted, og, ikke sandt, det Forbigangne skriver vi i Glemmebogen, saavel med mig som med Julius, mod ham vil De være venlig og god, De kender ham jo ligesaa godt som jeg, og ved, at han er hæftig, men kender ogsaa, at ligesaa hurtigt det er sagt, fortryder han det, og bedre Menneske end Julius er, kan der dog ej tænkes. Vi har, Gud ske Lov, et lykkeligt Hjem, men det Forhold med hans Moder gnaver dog paa ham - og gør ham bitterlig ondt. Men, ikke sandt, det skal blive godt altsammen. Naar De haver Tid, skriver De nok et Par venlige Ord til min Julius, intet vil glæde ham mer, det ved jeg bestemt.
Fra vores to smaa Putter skal jeg hilse Dem. De sender et lille Kys frem til Bedstemoder i København. Min lille Johanne er blevet en stor, rar Pige, hun ligner sin Fader meget, og han er ogsaa hendes Afgud, hun siger alt, dog maa man kende hendes Sprog for at forstaa det, saaledes naar hun skal sige Fuldmægtig Larsen, bliver det til fulle Lars. Min lille Gabriel er en lille yndig Dreng, dog er han en lille Skraalhals; han ligner Johanne meget, og De kan ej tro, hvor det er yndigt at se de to, thi alting smiler paa dem, naar de ser hinanden.
I det Haab, at Alt bliver godt, slutter jeg med mange Hilsener til Julius's Brødre, men især hilses De fra Deres
Et par år senere (26. dec. 1858) skrev hendes mand til sin moder fra Nørresundby, hvor han drev Jærnstøberiet Gabrielsværk i Nørregade:
Idag, anden Juledag, har jeg lagt al Forretning til Side, alle mine Folk ere fri, min Laura, Johanne og Gabriel gaar, saafremt Vejret bliver godt, til Bedsteforældrene i Aalborgnote3, og jeg har i mit stille Contoir fri. Min Tanke falder saa naturlig paa min kære Moder. Du kan ikke tro, hvor din Skæbne falder mig tungtnote4; men intet ondt er til, uden det gode bestandig er det overvejende, Tro og Haab herpaa skal du se, min gode Moder, denne ene Tanke gør dig endnu rig.
En Bonde sagde mig en Dag, jeg havde Sorrig i Sindet, det var det første Aar, jeg var givt: "Julius, lad mig se Deres Kone". Han kom da ind i Stuen, og paa Gulvet stod Vuggen med Johanne. Han foldede sine Hænder og sagde: "Nu skal a sige Dem, hvad min gammel Far sagde: Børn er den største Rigdom, Vor Herre giver os. Disse tager vi med os til Himmerig, alt andet lader vi ligge." Disse simple, sande Ord fik mig til at skamme mig over mig selv; jeg saa her, at Gud var mig god, og mit Sind blev saa lettet, saa let, at jeg ret af Hjertet ønsker dig, at du, der har saa mange Sønner, maa ved ret at opfatte Betydningen heraf, føle det samme.
Jeg kender ikke, om du kan erindre mine Ord, som jeg ved min Nærværelse hos dig i Sommer sagde dig: Jeg svor som uconfirmeret Dreng en Ed, at jeg vilde arbejde til at blive din bedste Søn. Jeg har bestandig stræbt til dette Maal; men har jeg som Menneske, der har kødelige Fejler, ved Omstændighedernes Magt været afledt fra mit Forsæt, da kender Gud i Himmelen: Villien har altid været dertil. Kan jeg derfor gøre noget for dig, da husk paa denne min Ed, som min Laura kender og deler; glem ikke, at til hvad vi kan gøre for dig, skal du altid finde hende og mig redebon.
Alle Himmelens Goder ønsker vi dig og mine Brødre, og at I maa have en glædelig Jul, og at det nye Aar maa bringe dig mange Glæder, slutter jeg med de kærligste Hilsener til dig og mine Brødre fra Laura, vore smaa og fra din dig oprigtig hengivne Søn
Men forholdet blev ved at være dårligt, da Julius og Lorentz stod så stejlt over for hinanden, at Lorentz endog mistænkte sin brodér for, at han modarbejdede ham.
De forhold, Lorentz havde at arbejde under, var langtfra gunstige. Hans handel var oprindelig en privilegeret handel - i byen havde der hidtil foruden enkelte spækhøkere og krejlere kun været "Sundby bod". Men mellem grundlovens løfteparagraffer var jo, at "alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov".
I 1855 var de nationalliberale kommet til magten, og som et led i kampen for næringsfrihed udstedtes 16. februar 1856 en lov, hvorved bl.a. landsbyen Nørresundby blev gjort til "handelsplads". Med færgebroen som centrum og med en radius af 1000 alen blev byen og de nærmeste jorder skilt ud fra det øvrige sogn.
Følgen var, at flere Aalborgkøbmænd flyttede over fjorden eller anlagde filialer derovre. Storkøbmændene Poul Pagh og Hans Mørup lagde filialer derovre, Laurits Klitgaard og andre flyttede over; der nedsatte sig ikke mindre end 18 handlende i handelspladsen.
Mens denne udvikling foregik, tog Lorentz konsekvensen af den skærpede konkurrence: Den gamle "Sundby bod" fra 1815 lod han nedrive, og lige nord derfor på hjørnet af Søndergade og torvet lod han - med opbydelse af al sin kredit - bygge en stor købmandsgård, 2 etages, så den kunde se alle husene i Nørresundby over hovedet. - 4. maj 1857 blev grundstenen lagt.
I 1856 var Lorentz blevet gift med Margretha Due (1825-1910). Gennem hendes breve til svigermoderen kan vi følge udviklingen. - Først har vi den glade, nygifte unge kone:
Lorentz har vundet 2500 rd. i lotteriet: "Jeg er saa glad ved dette Held; det havde været bedre, om de 50.000 var kommet til os; men det er godt at have noget i Vente, det kan nok være, det kommer; og det er bedst at begynde saa smaat. Alle Folk siger, at det er mig, der har bragt Lykken, gid det var Tilfældet. Det er da nu ude over hele Byen, og vel ogsaa Aalborg, thi hvor vi kom, er vi blevet gratulerede. Gid jeg ofte kunde bringe Dem glædelige Tidender. Jeg ved, De er saa ængstelig altid, og kan trænge til lidt Opmuntring, og derfor er det min største Fryd, naar jeg kan bringe Dem gode Nyheder.
De ved ikke, hvor usigelig meget jeg holder af Dem. De har været saa mageløs rar imod mig. Undertiden har jeg mistvivlet i alle Retninger og troet, det vilde være umuligt, at den Dag skulde oprinde, da jeg skulde leve sammen med min inderlig elskede Lorentz, som jeg tilbeder, og hvis Lige næppe findes i nogen Retning, troer jeg næsten. Gid nu, den algode Gud maa holde sin Haand over ham, hvor usigelig lykkelig kan vi saa ikke være med hinanden, og De, bedste, kæreste Fruenote5, har en betydelig Andel i vor Lykke; thi havde De ikke med Godhed og Venlighed optaget mig i Deres Slægt, saa kunde jeg aldrig blevet glad, og Lorentz da lige saa lidt. Nu tegner, Gud være lovet, Alt godt, naar ikke uforudsete Hindringer skulde indtræffe.
Deres inderlig hengivne og taknemmelige
Et halvt år derefter (19. juni 1857) fortæller hun:
Bygningen bliver rejst imorgen, og vi har saa travlt med Forberedelserne dertil; der er jo mange Mennesker beskæftiget med Arbejdet, og uden de faar et Gilde hører jeg nok, de bliver ikke tilfredse, og naar det skal kunne opmuntre dem med Arbejdet, saa faar man finde sig i at faa lidt Tummel med dem. Vi skal jo have Svendene og Mestrene herind i Stuerne, og jeg tror ikke, det bliver mindre end 30 i Tallet. Imorgen tidlig skal jeg til at binde Kranse, som skal hænges op.
De kan tro, jeg havde travelt i Pinsemarkedet med Bøndermadammeme, hele Stuen var propfuld. Det var så uheldigt, at det var Regnvejr, saa de gjorde lang Visit, og jeg saa med Glæde, at Solen atter straalede frem, at de kunde komme af sted til Markedet, men man maa tage det ene med det andet.
De maa undskylde, at det gaar i en gruelig Fart med dette Brev, da det er snart ved at være sildigt, og jeg kan imorgen ikke godt faa Tid at sætte mig til Ro.
Lev vel og vær hilset fra Deres
Bygningen kom til at koste hele 36.000 rdl., og nu skete der det ulykkelige, at handelskrisen satte ind, endnu før den stod færdig. De fornødne prioriteter var det under disse omstændigheder umuligt at skaffe. Andre tab stødte til, og i 1858 måtte huset standse sine betalinger. - 31. januar 1859 skriver Grethe til sin svigermoder:
Der er jo ikke andet for Lorentz end at forholde sig rolig, til Auktionen er forbi, thi at leje et andet Sted vilde jo være det samme som at give Afkald herpaa, eller ialtfald vilde det blive ham vanskeligere saa at erholde Gaarden, som han naturligvis vil gøre alt for, hvilket er rimeligt, da han for det første har stridt og døjet meget for i denne skrækkelige Tid at faa den fuldført, og for det andet skal der jo dog alligevel igen føres Handel her, og det var da det rimeligste, om den skulde overtages af nogen, det da blev ham; det vilde være haardt for ham nu at gaa herfra, i den Stand det nu har; saa meget mere som den, efter alt dette og disse slette Conjuncturer, vil blive til langt billigere Pris, end den nu staar i, og naar Lorentz kan opdrive Laan, kan han maaske dog beholde Gaarden og Tømmerpladsen. Vi har dog endnu ikke tabt Modet; men at gaa for raskt frem, vilde maaske fordærve det ganske; maske vort Haab kan svigte, det ser man ofte i denne Verden; men ikke desto mindre virker Lorentz, hvad han kan.
Gud i Himlen give, at vi med glade Hjerter igen kunde samles efter denne betrængte Tid. Vær for alt ved godt Mod, Gud vil hjælpe os, det føler jeg, det er kun en Prøvelsestid, som man skal have, for maaske bedre at nyde det gode; i det mindste vil jeg haabe det, ikke fordi at jeg har fortjent noget godt; men for min velsignede Lorentz vil Gud staa os bi og vil ikke slaa Haanden af os; men man skal jo vide, det er en Verden, man er i.
(16. februar 1859). De fleste mener jo, at Gaarden vil gaa langt under sin Værdi, som er Tilfældet overalt, hvor der er Auktioner, saa man mener jo, at Creditorerne maa lade sig Gaarden tilslaa, hvilket vi antager for det bedste, da Lorentz saa maa og vil gøre alt for at erholde den; men der vil jo endnu hengaa en længere Tid, inden Ejendommenes Salg, hvorimod Varer og det øvrige skal sælges den l. Marts, det bliver slemme Dage, men man maa jo være ved friskt Mod og stole paa vor Gud.
Fødevarer har vi, Gudskelov, en Del af i Huset, som jeg især fik Fingre i, da jeg fik den visse Forestiling om, at her maatte blive lukket, og af Colonialvarer fik Lorentz en Del til vort Husbrug, hvilket jo forskaaner for Pengeudgivter, som Lorentz ikke kunde forsyne sig med, da han døjede nok med at faa Haandværkerne dækkede, som han naturligvis nødig vilde skulde lide Tab. Føden faar vi derfor sagtens, det frygter vi ej for, det vi maa købe er mest Smør, Puddersukker og Kød, hvilket sidste jeg har raadet lidt Bod paa ved at have fedet en Kalv, som vi nu i lang Tid havde Nytte af. Vi havde to Køer, der kælvede i Julen, og da vi ikke kunde sælge Mælken i den Tid, især da her kommer Mælkevogne fra Landet, saa tænkte jeg, det var bedst at have den ene Kalv, og nu har jeg atter en lille Kalv paa Sti, som skal have Mælk, saalænge vi kan undvære noget, da jeg gerne vilde holde den, til Dampskibet gaar, at De kunde faa den at smage.
Hvad det angaar med at faa Kunder, saa tror vi, at vi nok vil faa de fleste tilbage, da der er mange, som endnu vedbliver at sætte Heste ind hos os, og taler om, at de længes efter, den gamle Bod skulde blive aabnet for at komme tilbage, som ogsaa nok vil ske, da vi ere godt yndede af Bønderne. Selv om der ikke bliver saa svært Kørind som tidligere, saa kan der dog maaske blive mere tjent, da der ofte ved den megen Tummel ogsaa gik meget med, som maaske kan spares, naar det faste kan overses. Vi har det Gode, som Bønderne savner andre Steder, at der er en rummelig Boutik, hvor de kan faa Plads paa de Dage, hvor der er mange i Byen, og vor Gaardsplads er jo nu ogsaa ypperlig, siden den er blevet helt brolagt og istand; De kan tro, den nu ser probér og smuk ud.
(17. maj 1859.) Til l. Maj ophørte det, vi skulde have maanedlig til Folkenes Underhold, da de jo saa til den Tid alle ere opsagte for Boets Vedkomende; men vi har jo dog maattet beholde Pigerne; for i det heldige Tilfælde, at Lorentz snart maatte faa Beskæftigelse, kan man dog ikke undvære nogen til at hjælpe sig.
Nu nærmer sig snart den sidste og afgørende Auktion, som er godt, da det er saa grueligt uhyggeligt, hver Gang man ser disse Auktioner imøde.
Vort Haab og Ønske er nu, at der ikke maa optræde Liebhavere, thi jo mere der bliver budt, desto vanskeligere bliver det for os. Vi holder nu Modet oppe med Haabet paa en bedre Løsning.
Deres hengivne
Da tvangsauktionen var holdt, opnåede Lorentz at købe gården for 35.000 rd., men desuden måtte han give skadesløsbrev til flere af kreditorerne. Han håbede, men tiderne blev stadig ved at være svære. Først og fremmest måtte han skaffe sig kredit og varer, butikken var jo tom. 25. januar 1860 skrev han til sin moder:
Det glæder mig ved disse Linier at kunne meddele dig, at jeg nu endelig har faaet Ordning paa Papirerne vedkommende Gaarden. Med dette er man kommet over det første Punct. Nu gælder det at komme over det næste, saaledes at jeg, foruden ved Punctlighed i at kunne opfylde de Løfter og Forpligtelser, jeg nu indgaar i den Credit, som jeg nu med aldeles blotte Hænder faar Contanter, med Gæld, som den lange Tid uden Beskæftigelse har formeret større, og med svækket Credit, som Handelens slette Tilstand endmere forværrer, vil være istand til at tilvejebringe mig, tillige maa kunne blive sat istand til at yde dig den Assistance, som jeg, naar du ikke maatte bestemme dig til at tage hertil og dele med os, kunde ønske dig.
Min Caution paa Skadesløsbrevene har hidtil hæmmet mig enhver som helst Credit, og da flere Handlende her, hos hvem jeg har havt Haab om at blive tilstaaet dog nogen Credit, endnu fatter Tvivl om sammes Løsladelse, har mit første Besøg hos dem om Varer været forgæves; jeg maa saaledes gentage det, og naar det saa lykkes mig, maa jeg være glad, om ogsaa nogle flere Dage vil komme til at medgaa, inden jeg aabner Boutikken igen. Uagtet det saaledes ikke er nogen let Sag for mig, uden en eneste Skilling, at faa samlet en nogenlunde ordentlig Udstilling i Boutikken, arbejder jeg paa det af alle Kræfter og haaber jeg, det med Guds Hjælp ogsaa skal lykkes mig at faa det bragt dertil, at jeg i de første Dage i Februar Maaned skal kunne aabne. Et afskyeligt Vejr, som vi har havt i disse Dage, forhindrer mig i at faa en Del over, jeg har erholdt Løvte paa.
Han arbejder videre, men må 19. maj 1860 meddele sin moder: "At det for Øjeblikket er meget mørkt er vist, og uagtet at jeg i den senere Tid har sat en svag Tillid til, at jeg i Dag skulde have set Begyndelsen til et Pengelaans Tilblivelse, for hvilket jeg i den senere Tid har arbejdet paa at faa opdreven blandt Proprietairerne, og dette nu er glippet, maa Haabet, som er det eneste, der opretholder i Modgang, ikke svigte.
Men det er ikke underligt, at modet begynder at svigte hos hans kone. Hun skriver 25. maj 1860:
Man kan have Taalmodighed nødig, og til sine Tider er rigtignok Modet ved at tabes, thi ofte, som man hænger ved et lille Glimt af Haab om et eller andet, som man tænker sig skal bringe Lys i Mørket, saa kommer der gerne noget, som igen forpurrer det. Det er jo det, den stakkels Lorentz mangler Penge til at gennemføre noget med, som f. Eks. Tømmerhandelen, det er en meget vigtig Ting at faa den bragt istand, da det skulde være det eneste, der igen skulde hjælpe os til Kunder; men med al Lorentz' Anstrengelse har han ikke kunnet opdrive noget Laan dertil hidtil, og det ser derfor kun traurigt ud; man sparer og gør sig Umage paa alle Kanter, men lige vidt kommer man. Vi have næppe Klæder paa Kroppen og kniber i alle Retninger, som Nøden byder, men det bliver dog kun til lidt. Credit har vi ikke noget af, da enhver ved, at Handelen gaar saa simpelt, som kan tænkes; der kommer en Vogn her i Gaarden hver 14de Dag og næppe det. Vi haaber nu paa Efteraaret, hvis Gud vil, at der maa komme godt Korn i Bondens Lader, saa giver det lidt Liv igen, om det saa maa strække sig til os; ellers ser det galt ud.
Det blev strengere og strengere. 28. oktober 1860 skrev Lorentz til sin moder:
Siden jeg sidst skrev til dig, har jeg levet i et stadigt, dog stedse svagt Haab om at faa mig Boutikken bortlejet, hvilket jo er den eneste Maade, hvorved der vil kunne være Haab for mig til at blive hængende ved Gaarden, eftersom jeg ikke havde Penge til at fortsætte den nu kuns halvt begyndte Forretning. Men dette Haab er nu, som Tiden løber hen, mig næsten glippet, og kan jeg derfor næppe, uden med Kummer, se Fremtiden imøde. Dette er alt, hvad jeg for nærværende Tid kan meddele.
Imens sad moderen ovre hos sin søn Carl, der med rørende omhu tog sig af hende og hjalp det, han kunde med sin lille officersgage. Det er forståeligt, at hun var ængstelig og forstemt. 30. august 1860 skrev Carl til sin brodér Harald:
Du ønsker at vide, hvorledes vi har det herovre. I nogle faa Ord er det let fortalt dig: Vi har det i Grunden forbandet skidt.
Moder svinder Dag for Dag og nærmer sig med raske Fjed sin Ende. Den Sorg, hun i de sidste Aar har baaret paa, underkuer og knuser hende, og det er min fulde Overbevisning, at hun kun vil have en kort Tid tilbage endnu iblandt os ...
Med os andre er det ved det gamle, og du ved jo da, at det ogsaa er skidt.
Et par måneder derefter, 28. november, befriedes den gamle moder for videre nød og bekymring, og da Carl er kommet hjem efter begravelsen i Nørresundby, skrev han 18. december til sin broder Harald:
Du kan tro, det var mig haardt at komme tilbage til det Sted, hvor jeg saa ofte har set min Moder vandre om. Alt minder mig om hende og bringer mig til den Erkendelse, at hun har havt Ret, naar hun siger, at jeg vil komme til at savne hende. Jeg føler hendes Tab umaadelig meget og ønsker mangen Gang, at jeg kunde have hende. Men det maa jeg jo ikke, og, ærlig talt, maa vi jo være glade over, at hun er gaaet bort paa denne Tid, saa at hun ikke fik at høre eller se al den Elendighed i Jylland. Ja, vi maa være glade derved, thi, i Sandhed, den Fremtid, hun saa imøde, var kun sørgelig, og, mellem os sagt, kneb det jo ikke ubetydeligt for mig at holde alt gaaende. Imidlertid er det vist, at Mindet om hende aldrig skal uddø hos mig; dertil har hun været mig en altfor kærlig og god Moder, og det er jeg overbevist om, kære Harald, du vil heller aldrig glemme hende.
Da det stadig var Lorentz umuligt at skaffe sig den nødvendige kredit, greb han til det sidste fortvivlede middel: 27. december 1860 tilskrev han Kongen om tilladelse til ved det kongelige klasselotteri at lade bortspille den ham tilhørende, ejendom i Nørresundby. Af det eventuelle overskud (efter at pantekreditorerne og omkostningerne var dækkede) skulde der betales 5.000 rd. til Frederiksborg slots genopbygning eller Oldnordisk museum.
Medens Lorentz var borte i København for at virke for disse fortvivlede forsøg, sad Grethe tilbage i det tomme hus med sine bange tanker. 22. maj 1861 skrev hun til sin svoger Harald:
Du kan tro, det er strengt for mig saaledes i det uendelige at skulle afse min kære Lorentz, og jeg forstaar ikke, hvorledes jeg holder det ud, men man ser, at man kan, hvad man skal. Naar man saa dog havde nogle bedre Udsigter, men destoværre, vor lange Adskillelse fører dog vel ikke til noget; men det er jo rimeligt, at Lorentz forsøger til det yderste, da han er begyndt, og det vil jeg heller ikke forstyrre ham i ved at klage over mit Savn. Nu nærmer sig vel ogsaa snart Tiden, at vi samles igen, men desto værre, det bliver vist en slem Fremtid, vi gaa imøde. Gæld er min Skræk, og den har vi, og kommer dybere ind i, da denne Rejse jo tager med sig, hvad vi baade skulde leve for og udbetale til andre, men man faar trøste sig med, at hvad der gøres i en god Hensigt, kan man ikke bebrejde sig."
Forholdene blev værre og værre, krigen med indkvartering af først danske, så tyske, og stagnation af handelen forringede dem yderligere. Humøret blev sortere og sortere, og 8. oktober 1864 skrev Grethe til sin svoger Harald:
Det har ret undret dig, at jeg saalænge ikke har skrevet til dig; men Grunden er, at jeg ikke har havt Lyst til det eller noget andet, da mit Humør ikke har været godt. Lorentz har vel fortalt dig alle vore Genvordigheder, fejlslagne Forhaabninger, og hvad dertil hører, saa det er vist Synd at plage dig hermed, og noget godt har jeg ikke at tilmelde. Gud har dog til Dato ladet os beholde Helbredet, om det skal vedvare ret længe, vil Tiden vise. Vi har det i højeste Grad uhyggeligt, da vi stadigvæk er uden Møbler, og Gud ved, naar vi skal gense dem, da vi ikke ved, hvorledes vi skal faa dem hentede; det koster jo saa meget, og vi ved ikke, hvorfra alt skal komme. Føden og Klæderne ved du nok, hvorledes det gaar med, og hvad kan det saa dog alt nytte. Alle Gulvene her i Bahnsons tidligere Lejlighed, som vi nu bebo, ere fortærede af Svamp til langt op i Væggene, og her har nu været holdt Arbejdsfolk til slige uundgaaelige Istandsættelser i 2 Maaneder, og de blive ikke færdige endnu før om ca. 3 Uger. Du kan derved slutte, hvorledes Humøret kan være, og med hvilken Uro man ser Fremtiden imøde; thi viser der sig ikke Udvej paa en besynderlig Maade, saa ser det jo værre og værre ud. Det er nu ikke værd at fylde Papiret/med alt dette, thi det fører til intet at klage sig.
Et halvt år efter ser det endnu værre ud, nu er alle sunde spærret. 23. februar 1865 klager hun sin og Lorentz' nød for Harald:
Vi har det nu saaledes, at Aalborg Bank har sat vor Gaard til Auction. Uden vi anede det, læser Lorentz det i Avisen, og hvorledes vi blive tilmode, kan du nok tænke dig... Vi har havt dansk og tysk Indkvartering hele Sommeren, som ikke har kostet ubetydeligt, og hvorfor vi til Dato ingen Erstatning har erholdt, skønt vi har afgivet Plads til Lazareth til 74 Preussere, samt Posthus i Hjørneboutikken, og senere Vagtstue for Tyskerne. Alt dette maa der jo haves Erstatning for, men medens Græsset gror, dør Koen. . .
Lorentz var nu ganske tryg, da han ikke havde faaet noget Svar fra Banken, det antog han var et Samtykke i hans billige Forlangende; han betalte derfor Skatter og Regninger, og troede alt var vel, da han forleden Aften uden videre ser Gaarden i Avisen; vor Sorg kan du begribe ... Du ved, hvor knapt og daarligt vi har havt det, for at naa det Maal, at Gaarden kan forrente sig, og skulde vi nu kastes ud, saa var vi blottet for alt og skulde se andre høste Frugterne, og tillige at se den gamle Ejendom, der i saa lang Aarrække har været i Familien, skulde gaa over i fremmede Hænder, og det for et saa ringe Beløb ... Det gælder hurtig Hjælp, thi det er den 8. Marts Auctionen begynder. Kunde Lorentz endda faa lidt et Sted, og lidt et andet Sted, saa kunde det jo ogsaa gaa. Men desværre, hvem vil hjælpe, naar det kniber? . . . Forudbetaling paa Husleje kan vi ikke faa, da der altid lægges Beslag paa Huslejen, til Renterne er betalt og Auctionen tilbagekaldt. Faar vi ikke andre Udveje, saa maa vi jo sælge vort Indbo og betale med; men det kan du nok tænke dig, vi nødig griber til, da man saa kun faar en Tiendedel for, hvad det er værd, og kan jeg saa ikke faa noget igen, da det vil blive kostbart at skaffe nyt, og drøjt at ofre saa meget for de to Maaneders Skyld, og desforuden, ved det Lav vi kunde faa holdt Auction og Pengene indcasseret, vilde det vel blive for sent, da den sidste Auction er berammet til midt i April, og har Aalborg Bank den først, saa er alt tabt. Det er øjeblikkelig Hjælp her udfordres, og hvor er den at finde? Det er ikke godt at bede andre om Hjælp, det var bedre selv at kunne hjælpe, det har Lorentz gjort, naar han har kunnet. Lorentz har indgivet Regning paa 800 Rd. som Erstatning, kunde vi i denne Tid kun faa de halve, saa var vi næsten hjulpne.
Du ser nu vor Stilling, og kan deraf slutte, hvor traurig vi har det.
Julius har i den senere Tid været venlig mod den stakkels Lorentz; han sagde, at han vilde ønske, at han kunde, saa vilde han hjælpe Lorentz med Penge, og jeg vil haabe, han mener det.
Jeg vil nu slutte dette mindre behagelige Brev, Tanken har kun det Punkt at dreje sig om, hvad vil Tiden bringe. Lev vel og hils, hvem du troer der bryder sig om os og vær selv kæligst hilset fra din Brodér og din hengivne Svigerinde
Den 15. maj 1865 gik ejendommen til tvangsauktion og blev tilslået Aalborg Diskontobank. Et par uger derefter - 9. juni 1865 - var den store brand i Nørresundby, hvor også købmandsgården gik op i luer. "Alt som Mørket faldt paa, tiltog Nattebilledet i Pragt og Storhed set fra Fjorden, hvis Vande langs Kysten lyste i det røde Skær, eller fra den modsatte sydlige Fjordbred. Et Tømmerforraad og Beholdninger af Kul og Salt dannede store Baal i den stille Nat, overalt brændte det i Grunden; men den store, prægtige Galsterske Gaard dannede Billedets Midtpunkt, de tagløse Mure med Rækkerne af de rundede Vinduesbuer løftede sig som i et mægtigt Transparent bag den glødende, lysende Skygger, omsvøbt af de viftende Flammeslør."note6
Det har været med underlige følelser, Lorentz Galster har stået og set den store bygning synke sammen, familiens ejendom, der ikke mere var hans.
Den store assurancesum, 46.650 rd., udbetaltes til Diskontobanken i Aalborg. Et andragende fra Lorentz om at få udbetalt differencen mellem assurancesummen og hans gæld til banken afvistes.
Lorentz og Grethe Galster stod med bare hænder.
Da katastrofen havde ramt Lorentz Galster var han så nært taget at han foreløbig stod praktisk talt uden subsistensmidler. Hans kone, Grethe, måtte rejse over til en veninde, fru Møller, født Redsted, på Lellinge ved Køge; selv boede han alene i Aalborg.
Købmand blev han aldrig mere, men 1868 fik han, ved Venners hjælp, købt en gård, Ludvigslyst i Vadum, ca. 10 km vest for Nørresundbynote7. Det var en mindre gård, ca. 50 tønder land, tildels uopdyrket engjord. Det var strengt arbejde for ham og hans kone, og der krævedes stor økonomi. For at skaffe sig indtægt tog han alkoholister i sit hjem, hvad der nok sommetider kunne skaffe ham vanskeligheder.
Engang mange år efter mødte han sin broder nede ved Pontonbroen. Julius lagde sine hænder op på begge hans skuldre og sagde: "Lorentz, nu skal det gamle fjendskab være glemt. Gå nu hjem med mig og Laura og spis til middag."
Det var en endelig forsoning; men det var en sen forsoning.
En januardag 1888 døde han af et hjerteslag, som han gik på vejen mellem sit hjem og Nørresundby.
Det indtryk man får af Julius Galster ud fra hans forhold til moderen og broderen er, at han er en ustyrlig hidsig og noget selvsikker person. Men hans karakter har flere sider. Arbejderne på Gabrielsværk Jærnstøberi var der altid årevis, ofte hele deres liv. Han følte sit ansvar for dem og hjalp, hvor han kunde: han byggede arbejderboliger til dem (nu Bondrupsgade nr. 12-24), oprettede en sygekasse og fik dannet en brugsforeningnote8. - Vi kan lade ham selv fortælle, hvorledes han er gået fremnote9:
"For ca. 12 Aar siden byggede jeg hyggelige Arbeiderboliger (20 Beboelsesleiligheder med Have til hver) til mine Arbeidere, samtidig stiftede de en Sygecasse, som nu eier en Capital af 400 Rdlr. Denne Sygecasse erholdt ofte en lille Bifortjeneste foruden Arbeidernes ugentlige Bidrag, ved at jeg kjøbte Brød i større Partier til Folkene, hvis Gevinst tilfaldt Sygecassen. Jeg tænkte ofte paa at gjøre noget til videre Hjælp for mine Arbeidere; jeg formener at ved at være Arbeidsgiver, istedetfor Arbeider, har man ogsaa dobbelte Pligter at opfylde, og en Arbeidsgiver maae dog have størst Fordeel, størst Tilfredshed, og et varigere Held, ved at varetage foruden sin, ogsaa Arbeiderens, end naar man stedse kun seer paa egen Fordeel, forglemmende at Arbeideren er sin Løn værd. Da blev jeg bekjendt med Hr. Adjunkt Dahlenborgs Skrift; dette fandt jeg saa godt, Tanken kom mig til Klarhed, at jeg strax oplæste Skriftet for mine Folk, og foreslog dem at tænke over, om de kunne have Lyst til en lignende Forening. Man var strax enig heri, naar jeg vilde være behjælpelig dermed, som jeg med Glæde indrømmede. Den første Betingelse var, at Sygecassen maatte laane Foreningen 100 Rdlr. Til at begynde med, man undgik derved at fordre Indskud, jeg indrømmede dem en Leilighed i mine Arbeiderboliger, for at Udsalget kunne være hvor Folkene boe (nu betale de selv Leien). Istedetfor at betale Varerne strax contant, indestaaer jeg for det Beløb hver Medlem kjøber, som da afdrages Løverdag Aften i hans Ugeløn. Ved disse Indrømmelser er det til Dato gaaet til alles Tilfredshed. I Førstningen var kun en eneste Mand Modstander heraf, og yttrede at ville udtræde, hvilket tillodes ham; men han kom tilbage, og bad om at optages igen. Han var imidlertid kommen til Erkjendelse af, at han her modtog kun gode Varer, som Foreningen holder sig strengt efterrettelig, og ved at høre hvad hans Kammerater havde indvunden, som kommer af sig selv, for jo mere der kjøbes desmere indvindes. I den Tid Foreningen har bestaaet har et Par Medlemmer saaledes modtaget hver over 25 Rdlr. som Overskud for deres Vedkommende.
Udsalget er aabnet 2 Gange ugentlig, Tirsdag og Fredag Aften; at forestaae samme er den vigtigste Post næst Regnskabet. Min Mester forestaaer Regnskabet og min Formand i Sliberiet bestyrer ved Hjælp af de andre Arbeidere Udsalget af Varerne; det at forestaae Udsalget er forbunden med megen Arbeide og Bryderi, og at der passes godt derpaa, heroer det meget om Foreningen kan trives; de 2 førnævnte Mænd arbeide med Lyst og Iver for samme og sætte foruden Interessen en Ære i at holde alt i roesværdigste Orden. Efter min ringe herved indvundne Erfaring, formener jeg, at skal en slig Udsalgsforening krones med Held, maae den udgaae fra Arbeidernes egen Midte; een eneste for Sagen interesseret Arbeider, som er i Besiddelse af sine Kammeraters Tillid, kan udrette det meste, og meget mere, naar der er flere af den slags Folk, man undgaaer da, at det kommer til at være en Tvang for Arbeideren, som han ikke vil underkaste sig; der hører endvidere til, at Arbeidsgiverne maa støtte Sagen.
I Aalborg forsøgte flere Arbeidsgivere og andre at oprette en Indkøbsforening dersteds, men uden Held; de forsømte at oplede interesserede Mænd af Arbeidernes Midte til at optræde og forestaae Foreningen. Det Held at faae et Par saadanne Mænd har jeg havt, og derfor er Sagen saa godt lykkedes for mig, til mine Folks Tilfredshed; ønskeligt ville det være om den Slags gavnlige Foreninger maatte hertillands blive lidt mere almindelige end de hidtil have været, hvorfor det har været mig en Fornøielse at meddele Dem nærværende Oplysning, som jeg ønsker maatte kunne være Dem til nogen Nytte, og som De kan benytte efter Ønske til Sagens Fremme i Almindelighed."
Selv husker jeg ham ikke så godt, da jeg kun var knap 4 år gammel, da han døde, men min kusine, Laura Tuxen, kan fortælle om ham:
Bedstefar Galster husker jeg som en rask og rørig, spændstig og fin gammel Herre; han var vist en stor Børneven, for han var altid saa glad for os Børn og spøgede med os, naar vi var med ham i Haven eller oppe i Plantagen, som han næsten daglig tilsaa og værnede om med stor Interesse og Omhu; Haven og Plantagen var Bedstefars store Fritidsinteresse. Sofie, du og jeg var ofte med paa hans daglige Ture derop; du var jo den yngste, og naar det kneb for dig op ad Skansebakken, kom du op at ride paa Bedstefars Skuldre. Oppe i Plantagen legede vi mellem Grantræerne, indtil Bedstefar kaldte os hen for at finde Æbler paa de smaa Træer; Bedstefar havde nemlig altid Æbler og og Frugtkniv med; Æblerne skrællede han, delte og satte dem rundt paa Grangrenene; saa opdagede vi, at der voksede Æbler paa Grantræet, oven i Købet skrællede. Jeg husker en Jul, Bedstefar havde ladet et smukt Grantræ grave op med hele Roden, og det stod i en stor Urtepotte som Juletræ, blev saa igen sat paa sin Plads i Plantagen; det fik en tyk Stav til Støtte mod Blæsten, og Bedstefar viste os med Glæde den følgende Sommerferie, hvorledes det voksede og trivedes.
Bedstefar var meget sirlig og pertentlig; jeg husker ham saa godt med det store, hvide, stivede Kravebryst, de snehvide Lærredsfrakker om Sommeren og det store sorte Silkehalstørklæde, som gik to Gange omkring Flippen og blev bundet i Sløjfe foran.
Bedstefar var en stor Fremskridtsmand; Bedstemoder sagde altid, at Bedstefader vilde have haft det lettere, hvis han havde levet 30 eller 50 Aar senere; det viste sig nemlig altid, at de Planer, som Bedstefar saa gerne vilde have Byraadet til at gaa ind paa, altid gik igennem mange Aar senere. Da Bedstefar i sin Tid byggede Hjemmet, blev der indrettet Vandhane i Køkkenet, Vandet blev pumpet op i en kæmpestor Beholder paa Loftet, dengang var man ikke forvænt med at have en Vandhane over Køkkenvasken; der blev ogsaa installeret et W. C. i Lejligheden - meget ukendt paa den Tid. Bedstefar byggede og saa Arbejderboliger til sine Arbejdere paa Fabrikken, en hel Række Huse op mod Skansebakken, der var dengang en lille Have til hvert Hus; ofte var vi inde hos en af Familierne der, det interesserede Bedstefar meget at se, om Hjemmene blev holdt ordentlig og godt.
Jeg tror, Bedstefader havde en udpræget Ordenssans; jeg kan huske hans store, hvide, velplejede Hænder, jeg tror ogsaa, han forlangte Orden af os Børn; jeg havde en lille Skuffe i Bedstefars Chatol, det stod inde i Soveværelset; der skulde jeg gemme min lille Guldmedaillon, som jeg bar i Fløjelsbaand om Halsen, og hver Morgen hente den inde hos Bedstefar.
Noget af det sidste, jeg husker om Bedstefar, var fra en Sommerdag i Plantagen, Bedstefar havde dengang faaet plantet smaa bitte Bøgetræer; de var gravet dybt ned i Læ af Grantræerne, da sagde Bedstefar til os: "Hvis det lykkes at faa disse smaa Løvtræer til at gro, og hvis de vokser og bliver høje, og I saa maaske om mange Aar kan gaa under disse Birke- og Bøgetræer, saa tænk paa gamle Bedstefar". De Ord tænkte jeg meget paa, da jeg sidst - for ca. 10 Aar siden - gik under Løvtræerne i Bedstefars gamle Plantage.
Jeg vilde ønske, vi havde været lidt ældre, inden Bedstefar døde, saa vi rigtig nu kunde huske, hvor prægtig og dygtig han var, en Bedstefader, som vi har god Grund til at beundre.
Bedstefars ældste Barnebarn
En stærkt blandet natur var han; det var næsten, som der var to personer i ham, en overfor sin moder og sin brodér, en anden overfor sine medarbejdere, deres børn og sin nærmeste familie. - Han døde 1889. Ved hans gravsten på Nørresundby kirkegård står en mindre sten med indskriften: Et sidste Farvel og kærligt Minde fra samtlige Arbejdere.
| Note 1: | Født 1776 i Erlangen i Bayern. - Om ham se Fra Himmerland og Kjær herred XXXVII (1948). 153 ff. [retur] |
| Note 2: | Ved denne tid havde (iflg. lov af 1855) en rektor 1600 rd. årlig + bolig. [retur] |
| Note 3: | Børnenes morfader, Hans Henrik Hygom, var postfører på strækningen Aalborg-Kolding. [retur] |
| Note 4: | Forretningen i Nørresundby gik dårligt. [retur] |
| Note 5: | Som gift med kgl. agent havde hun ret til denne fine titulatur. [retur] |
| Note 6: | H.P. Barfod i Illusteret Tidende. Om branden se nærmere i Fra Himmerland og Kjær herred. 1915. [retur] |
| Note 7: | Den lå lige vest for flyvepladsen, syd for "Rokkedrejerens hus". Den blev revet ned under besættelsen. [retur] |
| Note 8: | Det var den første, der oprettedes i Danmark (l. januar 1866). Noget derefter kom lignende foreninger i Thisted og Hjøring (se Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (1896-1946)) s. 25-27. [retur] |
| Note 9: | Artikel i bladet "Arbejderen" juni 1868. [retur] |