Navneskik, trolovelse og ægteskab

Navneskik og retsskrivning
     I gamle dage, d.v.s. helt frem til omkring år 1900, var der især i landbefolkningen en nedarvet navneskik. Det var ofte sådant, at den ældste søn blev opkaldt efter sin farfar, den ældste datter efter sin mormor, den næstældste søn efter morfaderen og den næstældste datter efter farmoderen. Når disse navne var brugt op, begyndte man at opkalde efter barnets oldeforældre. Der ses dog mange variationer. På nogen egne f. eks. Stevns var det ikke god skik at opkalde børnene ved en levende besteforældres navn.
     Havde en af forældrene været gift før, var det almindeligt, at første barn i det ny ægteskab blev opkaldt efter den afdøde. Derfor ses mange drengenavne lavet om til pigeform. Men det kunne selvfølgelig også være nødvendigt, hvis der kun blev født piger, og bedstefædrene skulle mindes.
     Når der var personer i sognet - som familien gerne ville stå sig godt med - ses det, at nye navne, dukkede op og blev gentaget i flere generationer - navne der ellers ikke traditionelt blev brugt af landbefolkningen.
     Udvalget af brugte navne var ikke stort. Det var hovedsageligt hebraiske navne fra biblen. Men heldigvis har en del olddanske og oldnordiske navne dog formået at overleve blandt Peder, Hans og Mads.
     I landbefolkningen var der frem til omkr. 1860 ikke faste efternavne. Efternavnet skiftede i hver generation, idet man dannede patronymer. F. eks. kom alle Peder Larsens sønner til at hedde Pedersen = Peders søn. Om Peder Larsen vides, at hans far helt sikkert hed Lars. Det gør slægtsforskning lidt nemmere.
     Kom der en fremmed til sognet og bosatte sig, skete det meget tit at patronymet i folkemunde blev efterfulgt af navnet på det sted, han kom fra. Ofte forsvandt patronymet. Derfor bærer mange nulevende danskere efternavnet, der også er stednavne.
     Børn født uden for ægteskab fik tit efternavn efter fødesognet eller landsbyen, når faderen var ukendt. Eller også fik barnet patronym efter morfaderen.
     I forrige tider var der ingen retskrivning. Derfor ses navne som Frederik og Mads stavet på forskellige måder endog i de samme kilder. Navnet Lars kommer af Laurs - Laurids eller Lauridtz. Et andet eksempel er Ane - Anne - Anna, som kan være den samme pige. - Et af de aller værste er Sille - Sidsel - Sidse - Sidtzel - Cecil - Cecilie - Cæcilie - o.s.v. Staveformerne er afledt af Cæcilia - et gammelt romersk adelsnavn - afledt af latin Caecus, der betyder blind.

Kirkelig vielse afløser trolovelse
     En trolovelse i datiden var lige så bindende som den kirkelige vielse. Den kunne ikke engang hæves ved fælles aftale mellem parterne. Men hvis der forelå en gyldig grund, f. eks. at der bevisligt var udøvet tvang over for en af parterne, kunne den ophæves ved den såkaldte tamperret.
     Trolovelsen foregik altid i brudens hjem, hvor præsten efter et festmåltid forrettede trolovelsesritualet. Bruden skulle være mindst 16 år, og der skulle foreligge samtykke fra hendes forældre eller værge. Trolovelsen blev opfattet som begyndelsen på ægteskabet, og de trolovede flyttede som oftest sammen, men formelt var det forbudt, at de søgte seng sammen inden vielsen i kirken, som fandt sted nogle uger senere. Som officiel ceremoni blev trolovelsen afskaffet i 1799 og trolovelsesgildet forbudt. - Men vejen til et kirkeligt ægteskab var imidlertid ikke sådan lige:

Menuen var enkel og beskotningerne små
     Med forordningen af 1799 blev trolovelsesgildet afløst af et mindre ja-gilde, hvor de to involverede familier overværede, at de unge bekræftede deres vilje til at leve sammen.
     I forbindelse med selve brylluppet vandrede bydemanden rundt og indbød festens gæster. - Vore dages bedemand er afledt af denne funktion, for bydemanden bad også folk til begravelser. - Festens kogekone blev hentet i fjedervogn. Hende skulle der gøres stads af, for hun kendte glimrende sit værd.
     Selve bryllupsfesten varede i tre samfulde dage, med turen til og fra kirken som det mest spektakulære. Musikken spillede, og forridderne galloperede af sted, for jo flere gange de kunne nå frem og tilbage, jo mere held for brudeparret.
     I øvrigt var festerne, både trolovelserne og bryllupperne, ikke nær så dyre for familierne, som man skulle tro. Alle indbudte, og der kunne nemt være op mod et par hundrede mennesker til et bryllup, havde pligt til at bidrage til festen - med naturalier eller med penge. Og det kom alt sammen tilbage, når man selv skulle holde fest.
     Måltidet bestod af Risengrød og klipfisk med sennep og meget smør, og der var musik at danse til, når middagen var overstået. Musikerne spillede ligeledes ved brudetoget til og fra kirke.
     En bryllupsfest varede tre dage og begyndte som regel en fredag. Første dag blev man ved til den lyse morgen, de to næste i lidt mere behersket stil. Søndag gik selskabet i kirke.

Arrangerede ægteskaber
     Man ser i de gamle kirkebøger, at ved mange af datidens trolovelser var den ene part enkemand eller enke, og der var ofte en betydelig aldersforskel. En hovedårsag hertil var den høje dødelighed. I 1700-tallet døde årligt mindst 3 % af befolkningen mod i nutiden kun godt 1 %. Det skyldtes for en del den høje børnedødelighed. 30-40 % af de fødte børn døde som spæde eller i hvert fald, inden de blev 10 år. Men også blandt yngre voksne var dødeligheden langt større end nu. Det skyldtes især de alvorlige infektionssygdomme - blodgang (dysenteri), koldfeber (malaria), tyfus osv., der ofte tog form af epidemier. Desuden døde mange yngre kvinder i barselsseng.
     Ofte blev den efterladte trolovet med en ny partner, få uger efter dødsfaldet. I den selvforsynende bondehusholdning var det nødvendigt, at der var både mand og kone på gården. Hvor en yngre kone døde, var der ofte mindre børn, som krævede pasning. Hvor manden døde, måtte enken hurtigt finde en ny partner, som kunne overtage fæstet, ellers måtte hun forlade gården med sine børn.
     Der må ofte have været tale om en vis grad af tvang eller pression. Det har vel især været tilfældet, hvor pigen var meget ung, og aldersforskellen var meget stor. En noget ældre pige lod sig nok lettere overtale, for det eneste alternativ for en ugift kvinde ville ofte være at gå i mange år som tjenestepige hos en svigerinde eller gift søster på fødegården. Så hellere ægteskab med en ældre enkemand.