LandhåndværkerenLandhåndværkeren
Smeden
Jerntingene tog smeden sig af. Han var den eneste håndværker, der var brug for i hver landsby og ved enhver herregård. Smeden var uundværlig for bønderne, som havde brug for knive, plovskær, hestesko, hjulringe, spænder til seletøj og meget andet. Hans håndværk var det mest specialiserede, man kunne træffe på landet, og det var samtidigt det mest ansete, selv om smeden ikke kunne måle sig med mølleren. - Smeden var den, der stod gårdmandsstanden nærmest, og han skulle ikke forrette hoveri.
Smedearbejdet krævede en speciel viden om jernet, og smeden kunne tit mere end sit håndværk, så smeden blev regnet for at være landsbyens kloge mand. Han blev ofte spurgt til råds i tilfælde af sygdom, og han fungerede som landsbyens dyrlæge. Han kunne trække tænder ud og årelade folk, og han kunne undertiden foretage mindre operationer med en god brændevinsrus som eneste bedøvelsesmiddel.
| En sådan karl gør sig da også flertallet af bønderne og navnlig de fattige underdanig. Han lader sig betale i korn eller jord og har gerne den rigeste høst uden at have en fingersbred land i fæste |
Fra de Ballerup bønder fremgår:
Smeden ejede ikke selv smedjen. Den tilhørte landsbyfællesskabet, og smeden var ansat af bønderne. Han kunne have et lille stykke jord og fik en fast årlig løn, der for det meste bestod af naturalier (madvarer, korn) samt græsningsret m.m. Han fik også øl og brændevin til eget forbrug. Det hele blev betalt ved et smedegilde, hvor smeden kvitterede med mad og drikke.
Til gengæld havde bønderne i landsbyen en fast smededag. På denne dag kunne hver enkelt bonde gratis få skoet sine heste eller repareret vogne og redskaber. Men bonden selv skulle levere jern, kul og mandskab samt mad og brændevin. Det sidste var meget vigtigt. Hvis der ikke blev skænket brændevin nok, blev smedens arbejde ringere. Jernet skulle helst hærdes i god brændevin. Var der tale om nye ting, skulle smeden betales i penge.
Lige som smeden var anset, var hans kone det også. Et utal af gange blev hun indskrevet i kirkebogen som bæremoder, når landsbyens børn skulle døbes.
Huggeren og hjulmanden
I 17?? blev den nu ?? årige NN gift. Han tjente til dagen og vejen som hugger, det vil sige tømrer og hjulmager. Han kunne udføre specialiseret træarbejde foruden alt sædvanligt tømrerarbejde - som enhver på landet fra gammel tid også selv var nødt til at kunne. Han lavede alle de nødvendige træting, træredskaber m.v. NN boede i et fæstehus på godsets jorder. Han var indsidder, men senere fæstehusmand under .. gods.
Fra 17?? til hans død i 17?? omtales NNN som hugger. I næsten hver landsby var der en hugger. Han var en nødvendig håndværker i sognet, men hans status var ikke så høj som smedens.
NN var imidlertid først og fremmest hjulmand og kunne som sådan fremstille beslagne hjul til bøndernes arbejdsvogne og rejsevogne. - Og han havde en status i bondesamfundet - næsten som smedens. Hjulet bestod af navet, egerne og en træring samlet af kortere stykker træ - alt i egetræ. Det hele blev holdt sammen af en påkrympet ring af fladjern. Den lavede smeden selvfølgelig. Men det var hjulmanden, der varmede den op og lagde det samlede hjul ind i den glødende ring. Derefter kom det hele i en balje vand - og hjulet var færdigt og solidt.
Stor set foregik træbearbejdningen med økser - ved at tilhugge træet. Der var mange forskellige slags økser, og økserne var udviklede og specialiserede til et hvert formål. - I skifterne fra 1736 ses f.eks. hvilke værktøjer NN brugte:
| Rd | Mk | Sk | ||
| 1 | Skrup Hövel | 0 | 0 | 12 |
| 1 | liden dito | 0 | 0 | 8 |
| 1 | Snidser | 0 | 0 | 6 |
| 1 | Træ Vinkel | 0 | 0 | 2 |
| 1 | Træ Fil | 0 | 0 | 2 |
| 1 | Hugge Jern | 0 | 0 | 4 |
| 1 | Vimmel med Skaft | 0 | 0 | 8 |
| 1 | Saug | 0 | 1 | 8 |
| 1 | Hövle Benk | 0 | 2 | 0 |
| 1 | Hugge Stok | 0 | 1 | 4 |
| 1 | Skiere Benk | 0 | 0 | 8 |
NN har måske i mange år været på valsen som naver. Det var kun ugifte svende, der tog på valsen. - Og det var i det hele taget ikke velset blandt håndværksmestre, at svendene giftede sig. - Det var heller ikke usædvanligt, at småkårsfolk først blev gift i en høj alder.
Tækkemanden
Tækkemanden er ingen lavshåndværkere, men hans fag er et håndværk, hvis resultater enhver, der færdes på landet kan tage i øjesyn. Tækkemanden lærer ikke som andre håndværkere på svendevandringer den eneste rigtige arbejdsteknik at kende. Han modtager heller ikke megen inspiration eller fornyelse til sit arbejde - men fortsætter med at bruge de redskaber og metoder, som han er blevet fortrolig med i læreårene hos den lokale tækkemand.
Tækkemandens arbejdsområde omfattede tidligere blot et enkelt eller nogen få sogne, da de mange stråtage på gårde og huse gav ham fuldt op at bestille. Da tækning ikke var helårsbeskæftigelse, måtte tækkemanden ofte have arbejde ved siden af, f.eks. landarbejde, hjemmeslagtning el.lign.
Tækkemandens udrustning begrænsede sig til nogle få håndredskaber. Binde-, sy- og tækkematerialer samt stillads og andre større fornødenheder må gårdejeren eller husejeren stille til rådighed. De fleste tækkemænd fik kost og sædvanlig dagløn for deres arbejde.
Tækkemanden boede ligesom de øvrige landhåndværkere i et lille hus, hvortil der ofte var et jordtilliggende på nogen få tønder land. Familien i huset havde endvidere næsten altid et mindre dyrehold bestående af en ko, nogen få grise, måske et par geder og nogen høns.
Landsbyvæveren og -skrædderen
Landsbyvæveren fremstillede dynevår, lagner samt hvergarn og vadmel til klædedragten.
Skrædderen behøvede kun meget lidt værktøj for at udøve sit erhverv. Det betød, at skrædderen kunne sidde hjemme eller drage rundt til gårdene for at arbejde.
- Ofte rejste væveren og skrædderen rundt på gårdene sammen og arbejdede på stedet mod betaling i form af kost og naturalier.
Kunden leverede stoffet til skrædderen eller købte det - enten af væveren eller af tøjkræmmeren. - Opmåling, tilskæring og syning tog skrædderen sig så af. Skrædderens vigtigste værktøjer var saks, nål og tråd, målebånd samt kridt, pressejern og strygejern. Al syning skete i hånden, når skrædderen sad på bordet med korslagt ben. Han havde da et godt hold på sytøjet, for benenes stilling kunne ændres - og f.eks. kunne knæets runding bruges, når en skulder eller en ærmesøm skulle dannes.
Landsbyskrædderen boede ligesom de øvrige landhåndværkere i et lille hus, hvortil der ofte var et jordtilliggende på nogen få tønder land. Familien i huset havde endvidere næsten altid et mindre dyrehold bestående af en ko, nogen få grise, måske et par geder og nogen høns.
NNN var 2 år i København for at fuldende sin skrædderuddannelse. I København fik han mulighed for at se det nyeste inden for faget blandt andet symaskinen, som fra 1800'tallets midte blev taget i brug til tøjfremstilling.
Se i øvrigt: Gamle Danske Håndværk, Politikens Forlag, 1971 - side 265-268.
Skudsmålsbøger
Skudsmålsbøgerne, som var forhadte af de datidige tjenestefolk, er i stor udstrækning bevaret. Ifølge den danske tyendelov af 10. maj 1854 skal ethvert tyende være forsynet med en tyendebog. Og ifølge loven har tyendet anmeldelsepligt, og husbonden har indførelsespligt af tjenestetid m. v. Bøgerne giver derfor efterkommerne mulighed for at følge forfædrene i en lang periode, inden de bliver gifte og evt. bofaste.