Koppevaccination og sygesikring

Sundhed og helbredKoppevaccinationen indføres..
     Medicinsk sensation. En nyopdaget vaccine bliver et effektivt våben i kampen mod den frygtede og dødelige koppesygdom.
     Koppesygdommen havde været en svøbe i århundreder. I 1592 bortrev den næsten halvdelen af Sjællands befolkning, og også Christian den 4. blev smittet, men kom sig dog. I 1734 udslettedes 170 af Grønlands 200 familier, og i midten af 1600-tallet bragte et skib fra Helsingør sygdommen til Færøerne, hvor næsten alle færinger blev angrebet. Alene i 1700-tallet bortrev kopperne 45 millioner af Europas befolkning på 160 millioner.
     Sygdommen havde frit spil i datidens Danmark. Vandet var de fleste steder udmærket, men "Kiellingerne" grisede det til med deres vask af "Uld og skidne Klæder". Forureningen flød fra møddinger, rendestene og åbne "Priveter", og ofte sov flere i samme seng i de trange, beklumrede boliger.
     Allerede i 1600-tallet havde man prøvet at beskytte børn ved såkaldt inokulation. Man overførte "fortyndet" smitte fra angrebne mennesker, idet man f.eks. pustede pulveriserede koppeskorper op i børnenes næsebor eller trak inficerede tråde igennem overfladiske rids i huden. Man håbede så, at børnene kun fik sygdommen i mild grad og udvikle resistens imod den. Struensee gav den toårige kronprins Frederik denne behandling i 1770. Kronprinsen overlevede, men mange døde, og faktisk spredte man sygdommen mere, end man afværgede den.
     Men i 1798 var der sensationelt nyt. Den engelske læge Edward Jenner udgav en pjece, hvori han beskrev en effektiv vaccine imod sygdommen. Jenner havde erfaret, at malkepiger ofte blev smittet af kokopper og samtidig blev immune imod den rigtige koppesygdom. Han tog pus fra en angreben malkepiges hånd og vaccinerede en dreng med det. Drengen blev angrebet af kokopper, men for at vise, at smitten ikke overføres fra menneske til menneske, lod Jenner ham dele seng med børn, der ikke havde haft kopper. De blev ikke smittet. Seks uger efter indpodede han ægte kopper på drengen, uden at han fik kopper.
     I Danmark gik man knap tre år senere i gang, og den første, der gennemførte en vellykket vaccinering, var kirurgen Frederik Christian Winsløw. Det skete på Kaningården i Holte den 6. Juli 1801, og i løbet af de næste otte uger vaccinerede Winsløw 80 børn.
     Det efterfølgende program for vaccinering blev en øjeblikkelig succes. I 1802 var 73 danskere døde af kopper, året efter kun 5, og denne tilstand varede ved, indtil englændernes bombardement af København i 1807 slog skår i programmet. I 1808 var der 46 nye dødsfald, og dette fik regeringen til i 1810 at indføre generel pligt til vaccinering. Man kunne simpelt hen ikke blive konfirmeret, hvis man ikke først var vaccineret.
     I 1804 blev det bestemt, at "enhver Vaccineret ... hvis Vaccine befantes ægte, skulle forsynes med et Beviis, udstedt under Kongelig Autoritet, for at vare betryggende imod Børnekopper i Fremtiden".

Sygeplejeforeninger og Sygekasser
     I Danmark udøvedes Sygeforsikringen i Lavstiden af de til Lavene knyttede kasser, og efter Lavenes ophævelse ved Næringsloven (1857) toges opgaven op af de frie sygekasser - foreninger af personer, der sluttede sig sammen for ved bestemte bidrag at sikre hverandre gensidig hjælp i sygdomstilfælde. - På landet fik sygekasserne først betydning fra 1870'erne.
     På dette frivillige grundlag var der opnået gode resultater, og Loven af 12. April 1892, der første gang gav bestemte regler for sygekassernes virkemåde, byggede da også videre på det frivillige grundlag og ydede samtidig offentlig støtte (både fra stat og kommune) til de kasser, der opfyldte betingelserne for at opnå statsanerkendelse. Loven blev senere revideret, nemlig i 1915 og senere ved Lov af 6. maj 1921. - Efter den lov, der fortsat hviler på det frivillige system, kan sygekassen erholde offentlig anerkendelse på følgende betingelser:

Til de anerkendte sygekasser udredes der årlig af statskassen et tilskud, hvis størrelse fastsættes ved de årlige finanslove.

Tilskuddet fordeles således:
     Der ydes et årligt beløb af kroner for hver person, der ved årets udgang står som ubemidlet nydende medlem, samt et beløb, der svarer til for disse medlemmer lægehjælp, sygebehandling uden for hjemmet m.m. - Endvidere yder staten bidrag til sygekassernes merudgifter til kroniske syge, ligesom kommunen yder et tilsvarende beløb i samme øjemed. Kommunerne er derhos berettigede til uden særlig tilladelse at yde ubemidlede personer hjælp til betaling af medlemsbidraget. Sygehusbehandling ydes dernæst uden eller til nedsat betaling.
     Sygekasserne skal til medlemmerne og deres Børn under 15 år yde fri lægehjælp og sygehusbehandling, en daglig pengehjælp, der mindst skal være 40 øre og ikke må overstige 6 kr. pr. dag. Først 6 uger efter optagelsen har medlemmet ret til hjælp af sygekassen, og for 3 dages sygdom ydes ingen pengehjælp. Retten til pengehjælp gælder i 26 uger i 12 på hinanden følgende måneder og må i 3 på hinanden følgende år ikke overstige 60 uger. Sygekasserne er undergivet en kontrol, som udøves af sygekasseinspektøren, der sorterer under indenrigsministeriet.

Antallet af statsanerkendte sygekasser var pr. 31. december 1920 1548 med et samlet medlemstal af 1,2 mill. - Af kasserne fandtes 66 i København og Frederiksberg, 148 i provinsbyerne og 1334 i landdistrikterne. - Sygekassernes indtægter var i året 1919-20 25,7 mill. kr., hvoraf 17,3 mill. kr. var medlemsbidrag, 6,9 mill. kr. stats- og 0,6 mill. kr. kommunetilskud. Der udrededes 11,3 mill. kr. til lægehjælp, 4 mill. kr. i pengehjælp, 2,9 mill. kr. til medicin og 2,6 medlemsret. Kassernes samlede formue var pr. 31. december 1920 15,4 mill. kr.
     Sygekasserne afløstes l. april 1973 af den offentlige sygesikring, der omfatter alle. - Som supplement hertil består dog fortsat en landsdækkende fortsættelsessygekasse "Danmark", hvis midler udelukkende stammer fra medlemskontingenter



© Leif Bach-Petersen, Hovedgaden 32 - Tornemark, 4262 Sandved, tlf. 5545 2550