Georg Galster
I anledning af hundredåret for hans fødsel 1889 - 17. maj 1989

Georg Galster var født i en københavnsk borgerlig familie. Faderen var grosserer Harald August Galster, mens moderen Elise Marie, født Bidstrup, stammede fra Bornholm. Gennem hende og hendes familie grundlagde han i de første barndomsår en livslang interesse for Bornholm. Georg Galsters farfar, Johan Georg Galster (1776-1848) var i øvrigt kommet til Danmark som repræsentant for firmaet Boulton & Watt i forbindelse med opstillingen af en dampprægemaskine på Den kgl. Mønt i København. (93) På grund af krigen med England 1807 måtte han blive i landet og han nedsatte sig som industri- og næringsdrivende i Nørre-Sundby, hvor han lagde et solidt fundament for sin slægt.
     Georg Galster blev student fra "Efterslægten" 1906 og cand.mag. 1913 i historie, dansk og latin. I sin studietid følte han sig mest knyttet til Johannes Steenstrup, og det var på hans anbefaling, at han 1910 blev ansat som midlertidig medhjælper på Den kgl. Mønt- og Medaillesamlingnote1. Han fik således sin numismatiske uddannelse hos P. Hauberg, hvis forskning har været så vigtig for studiet af dansk middelaldernumismatik. I 1920 afløste han Hauberg som administrerende inspektør (fra 1946 overinspektør), og gennem næsten 40 år indtil sin afgang 1959 havde Galster ansvaret for Samlingen og for numismatikkens udvikling her i landet. Som pensionist vendte overinspektøren tilbage til sin status som medhjælp, dog nu ulønnet, og han kom daglig på Nationalmuseet indtil han var næsten 92. Også i sine sidste år var Galster beredvillig til disposition med råd og dåd.
     Gennem sin mere end 70-årige tilknytning til Nationalmuseet og Den kgl. Mønt- og Medaillesamling forvaltede Galster med største omhu det ham betroede. Dette gælder både embedsmæssigt og forskningsmæssigt. Galster holdt Samlingen i mønsterværdig orden, ligesom nye møntfund blev ordnet og protokolført prompte. Det er omstændigheder, der bør nævnes, for det er slet ikke nogen selvfølge over alt i den numismatiske verden.
     Et meget værdifuldt initiativ tog Galster, da han sidst i 1930'rne påbegyndte arbejdet med at få udgivet hele Den Kgl. Mønt- og Medaillesamlings græske afdeling i syllogeform, d.v.s. kataloger i det dengang brugelige folioformat med en kortfattet tekst på venstresiden af et opslag og på højresiden afbildninger af pågældende mønter (dengang lystryk efter gipskopier, som var fremstillet af Møntsamlingens berømte betjent Anker Hansen). Niels Breitenstein havde i en del år været inspektør på Møntsamlingen med specielt ansvar for de antikke mønter, og Galster skaffede nu en udenlandsk specialist til styrkelse af området.
     Det drejede sig om den tyske numismatiker Willy Schwabacher, som siden 1933 ikke havde sat sine ben i sit hjemland, og som slog sig igennem som flygtning. Forbindelsen blev knyttet gennem G.F. Hill fra British Museum, mens Carlsbergfondet klarede Schwabachers løn. Et ikke uvæsentligt problem var endelig arbejdstilladelsen, men her fik Galster uventet hjælp af den konservative folketingsmand, kirkehistorikeren professor J. Oskar Andersen, som også var ivrig numismatiker.
     Da Schwabacher først var installeret, kom arbejdet i gang med beundringsværdig fart. Det lykkedes også at få et fornuftigt samarbejde mellem ham og Breitenstein, således at udgivelsesarbejdet kunne påbegyndes i 1942, hvorefter det gik rask for hånden, uanset at Schwabacher måtte fortsætte sin flugt for nazisterne i efteråret 1943. Man bør ikke glemme endnu en person, der var uvurderlig - København besad nemlig dengang en international forlægger, som så det som en opgave at få solgt dette værk. Det var Ejnar Munksgaard, hvis samvirke med Galster i denne sag synes at have været båret af en fælles entusiasme. Georg Galsters indsats har gjort, at Københavner-samlingen i dag er den eneste store offentlige samling, som er dækket af et moderne katalog, og vor sylloge er i international sammenhæng et af de hyppigst citerede referenceværker. Således var Galster med til at placere dansk videnskab på et verdensplan!
     Galster startede Møntsamlingens moderne årsberetninger 1923^note2 og her blev der bl.a. redegjort for alle samlede møntskattefund. Specielt blev de vikingetids- og middelalderfund, der fremkom, udgivet omhyggeligt. Galster havde i øvrigt en ualmindelig sikkerhed i læsningen af de ofte vanskelige møntindskrifter fra vikingetiden.
     Også ældre skattefund blev underkastet en omhyggelig nybearbejdelse. Allerede under 1. verdenskrig - i en periode hvor Galster som så mange andre unge var indkaldt i Sikringsstyrken - foretoges en meget grundig gennemarbejdelse af det store og betydningsfulde sydslesvigske fund fra Bünsdorf, der nedlagdes ca. 1225 og fremkom seks hundrede år senere, i 1827 (74). Senere foretoges en systematisk arkivundersøgelse for at fremdrage og publicere alle dansk-norske og holstenske møntfund, fremkommet før 1800 (50-51). Flere af dem er særdeles vigtige for dansk mønthistorie, det gælder f.eks. det sjællandske Holsteinsborgfund fra Knud den Helliges tid og det nørrejyske dobbeltfund fra Øster-Uttrup ca. 1157 (75,70).
     Galster afsluttede denne del af sit virke med at fremlægge de da kendte 48 vikingetids møntfund fra Bornholm med i alt over 5,000 mønter, således at man nu har denne vigtige kildegruppe tilgængelig (58). Bogen fremkom i øvrigt umiddelbart før hans 70-års jubilæum på Nationalmuseet og repræsenterede afslutningen på et stort anlagt skattefundsprojekt fra sidst i 1930'erne, hvor det var meningen at vikingetidens møntfund skulle bearbejdes. En senere generation har nemmere ved at se, at ambitionsniveauet her var for højt i betragtning af, at det var et énmandsprojekt og oven i købet som prisopgave fra Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab havde en fast afleveringstermin. Det generede vistnok Galster til hans dages ende, at Bornholmerbogen således var en torso, og forhistorien blev holdt godt skjult for yngre kolleger. De dybtgående forarbejder til de andre danske vikingetids møntfund har i øvrigt været til nytte i tvivlstilfælde ved det på visse punkter mindre ambitiøse skattefundsprojekt, som i disse år optager en del af Nationalmuseets medarbejdere^note3.
     Galsters interesse for at fremdrage kilder begrænsede sig ikke til numismatikken, den var i høj grad også historisk. Det gav sig udtryk i udgivelsen af Reynold Junges møntmesterregnskab 1534-40 (225), og det første store bind i serien "Danske middelalderlige Regnskaber", som omhandlede Hof og Centralstyre (220). De sidste regnskaber var især centreret omkring hertug Frederik (I) i hans egenskab af hertug af Gottorp. I anmeldelsen af Reynold Junge blev Galster af den unge, senere så bekendte historiker Aksel E. Christensen kritiseret for en vis manglende pædagogisk sans^note4. For dem der fulgte Galsters arbejde på nærmere hold er en sådan kritik ikke overraskende. Ethvert af hans arbejder er omhyggeligt og pålideligt, men ikke altid let tilgængeligt. Brugerne må ofte selv gøre et stort arbejde. Galster har nok selv følt en vis berettigelse af Aksel E. Christensens principielle kritik. I sine senere år vendte han derfor tilbage til nogle af de kulturhistoriske sider i middelalderregnskaberne. Det blev til levende og indgående kulturhistoriske skildringer af Christopher af Bajerns hof på Københavns slot i 1440-rne (238) og af Frederik I's hertughof på Gottorp omkr. 1500 (239). Et særligt udgiverarbejde var vokstavlebogen fra Gdansk med fortegnelse fra 1430'rne over byens grundskatteydere. I sin ungdom, hvor han i nogle år gjorde deltidstjeneste på Nationalmuseets 2. afdeling, var han blevet opmærksom på den ejendommelige bog, og nu vendte han tilbage til den på mange måder vanskeligt tilgængelige kilde. Inspirationen var nu at gøre den tilgængelig for forskningen efter 2. verdenskrigs store ødelæggelser af så meget værdifuldt kildemateriale (227). Galsters udgave har vundet anerkendelse også i Polen^note5.
     Beslægtet med kildeudgaverne var de store møntkataloger. Det første, fra 1928, var over grosserer L.E. Bruuns samling, som i hundrede år er reservesamling for Den kgl. Mønt- og Medaillesamling (174). Som pensionist fortsatte Galster med et syvbindskatalog over Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings angelsaksiske mønter (178), hvori også Bruuns mønter blev inkluderet. Det var tilsammen den næststørste samling af disse mønter uden for England, der nu blev gjort tilgængelig i syllogeform, d.v.s. med afbildninger af alle de ca. 8,500 mønter og med summariske tekster. Desuden var der udførlige historiske indledninger, incl. en nøjagtig og udførlig proveniensliste, samt forskellige andre registre.
     Dette også i europæisk sammenhæng vigtige udgiverarbejde havde Galster påbegyndt efter engelsk opfordring, da han var blevet pensionist. Det var i de år, hvor studiet af den angelsaksiske numismatik netop var kommet ind i en blomstrende udvikling under ledelse af bl.a. Michael Dolley og Christopher Blunt. Galster fastholdt imidlertid det hævdvundne ordningsprincip, der byggede på Bror Emil Hildebrands katalog over samlingen i Stockholm fra 1881. Det var nemt nok at kritisere Galster for at følge forældede principper, men det afgørende måtte dog være konsekvens og pålidelighed i udgaven. Endelig bør det også huskes, at da Galster som emeritus planlagde foretagendet var man kun ved starten af de store resultater, som man set fra København næppe kunne drømme om. Først i det afsluttende irske bind fra 1975, hvor Michael Dolley var medforfatter, følges de nye kronologiske principper (179). Det bør nævnes af den overlevende tredjemand fra denne udgave, at mens Dolleys metodiske stringens var indiskutabel og suveræn, så var det den over 80-årige Georg Galster, der havde de sikreste læsninger af de enkelte indskrifter fra 1000-tallet.
     Galsters kataloger afsluttedes med en slags monografi over udmøntningerne i Den nordiske unionstid fra 1972 (11). Dette værk giver en udførlig introduktion til mange problemer indenfor Nordens senmiddelalder, men det er retfærdigt over for Galsters minde at tilføje, at det oprindelig ikke skulle have omfattet Sverige. Udgiverne ønskede imidlertid også dette emne behandlet, hvad Galster føjede sig i, men afsnittet er ikke så dybtgående som den øvrige del af bogen.
     En helt speciel karakter har det store medailleværk, en praktisk taget komplet katalog over danske og norske medailler og jetons fra 15-, 16- og 1700-tallet (111) fra 1936. Det er ordnet efter medaillører, er gennemillustreret med fotografier af Nationalmuseets daværende fotograf Sophus Bengtsson og bringer mange alment historiske og personalhistoriske oplysninger. Ikke mindst præges det af Galsters kulturhistoriske fortrolighed med 1700-tallet. Derimod er der ingen kunsthistoriske vurderinger. Dette værk er blevet et standardværk, som der næppe foreløbig er hverken udsigt eller grund til at se afløst. Selv drømte Galster dog i de senere år om at få det genudgivet og udvidet fra afslutningsåret, ca. 1788, til Christian VII's død 1808, men det blev ved planen.
     Galsters viden om medaillører blev i øvrigt udnyttet til en lang række uhyre omhyggelige biografier og værkfortegnelser i Weilbachs kunstnerleksikon (143), hvor hele Danmarks medailleproduktion indtil ca. 1950 passerer revy. Denne indsats er vist ikke kendt i alle kredse, og der kan derfor være grund til specielt at fremdrage den her.
     Galster fik med årene en udpræget kulturhistorisk og lærdomshistorisk interesse, en interesse der bl.a. fik afløb i flere lærde Selskaber, særlig i Selskab for Dansk Kulturhistorie og Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie. Nogle af de tilsyneladende pudsige emner, der dog ofte havde deres baggrund i bredere problemer, er nævnt i bibliografien (f.eks. 242, 249-250). Først og sidst gjaldt interessen dog Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings historie, og Galster afsluttede dette afsnit med at nedskrive traditionen i sine egne erindringer, som blev udarbejdet under nogle ferierejser efter han blev 85. Et uddrag blev trykt i Møntsamlingens jubilæumsbog 1981 (277).
     Det kan af alt dette ses, at Galster var meget flittig, og næsten intet emne var ham fremmed. Han kunne med lige stor veloplagthed skrive om en brandenborgsk guldmedaille, fundet på Samsø, som om hundetegn og "Ladegårdsspecien", for slet ikke at tale om visitationstegnene 1877-1906 og de offentlige fruentimmere (158). En del af hans større afhandlinger blev i øvrigt af venner i anledning af 70-årsdagen samlet og oversat til engelsk (300). Hans bibliografi er flere gange blevet publiceret, helt eller delvis (300, 302-3, 305). Det er håbet, at det ved denne lejlighed er lykkedes at opnå en vis komplethed (bortset fra mindre anmeldelser, som efter den tradition, der hersker på Den kgl. Mønt- og Medaillesamling udelades i sådanne bibliografier).
     Også som redaktør stillede Galster sin arbejdskraft til rådighed. Fra 1924 redigerede han "Numismatisk Forenings Medlemsblad", indtil det ophørte 1936 med dannelsen af Nordisk Numismatisk Union. I en snæver vending trådte han kort efter atter til og redigerede Unionens Medlemsblad fra 1940 helt frem til 1959 (samt lejlighedsvis flere gange senere). Ikke mindre vigtig var hans indsats som redaktør af de første årgange af "Nordisk Numismatisk Årsskrift" 1936-1938. Her satte han denne årbogs fornemme standard, og han tog - da turen på ny kom til Danmark - endnu en treårsperiode 1948-1950.
     En ledetråd for Galster var hans ægte fædrelandskærlighed. Han var stolt af at være dansk (282). Denne patriotisme kunne virke inspirerende på hans forskning. En artikel om kong Godfred fra 1974 (230) er et eksempel på dette - på en vis måde har han næsten foregrebet den koncentration af opmærksomhed, der siden er kommet om Danmarkshistorien i den tidligste vikingetid og tiden forud.
     Galsters sidste trykte numismatiske arbejde, en skitse fra 1981 om Viborgs bispemønter, er et andet eksempel (22). Her antydes løsningen på et problem, der længe har været aktuelt indenfor 1100-tallets numismatik - hvorvidt nogle bestemte møntserier fra århundredets første halvdel var norske eller jyske? Nils Ludvig Rasmussen var den første, der foreslog at flytte dem fra Norge til Jylland. Det optog Galster meget (215), og til sidst skrev han så derom. Det sidste ord er dog ikke sagt i denne sag.
     Undertiden kunne Galsters patriotisme føre ham på afveje. Således ville han 1976 flytte en serie mønter - som han i iøvrigt to menneskealdre før havde behandlet ud fra et andet synspunkt (44) - fra Sverige til den danske konge Valdemar I den Store (45). Dette forslag blev klart og overbevisende afvist af svenske kolleger^note6.
     Man kan ikke nægte, at Galster i visse henseender havde særprægede meninger, som han kunne stå stejlt på, men han sørgede dog altid for, at det bizarre ikke kom til at dominere. Hans nærtstående svenske fagfælle, Lars O. Lagerqvist, har betegnet ham som radikalkonservativ af en type, der ikke var usædvanlig ved 1800-tallets slutning (321).
     Galster var altid utrolig veloplagt. Hver dag glædede han sig til, hvad der ventede ham på hans bord. Denne veloplagthed skyldtes bl.a. hans fine fysiske form. Siden 1911 var han medlem af Danske Studenters Roklub (281), og han roede lige til dagen før han døde. Til han var over 80 cyklede han dagligt fra sin store villa i Hellerup (på Cottagevej) til Nationalmuseet, og den markante skikkelse med det solbrændte ansigt og det viltre hvide hår var et kendt træk i det københavnske bybillede.
     Georg Galster havde som baggrund et stabilt familieliv, hvor den store sorg var sønnen Gerts død ved en drukneulykke, 25 år gammel (1949). Han fejrede guldbryllup med sin første kone, den kunstnerisk begavede og stovte Emma, født Johnsen (1899-1974). Efter hendes død indgik Galster, der da var 85 år gammel, en ny forbindelse med sin ungdomsveninde Elisabeth Winther. I dette forhold, der kom til at vare en lille halv snes år, fik Galster en smuk og harmonisk livsaften. En ny dimension kom der til, da det smukke par foretog en lang række ferie- og baderejser til Middelhavslandene, den seneste i foråret 1983.
     Da Georg Galster døde 94 år gammel, den 8. september 1983 efter et hjertetilfælde var han mæt af dage. Han havde vist i sit lange liv modtaget alle de æresbevisninger, man kunne drømme om. Vigtigst for ham var nok æresdoktorgraden fra Lunds Universitet 1959 samt Videnskabernes Selskabs guldmedalje 1974 (som han med en karakteristisk gestus skænkede til sin gamle Samling ved 200-års jubilæet 1980, da den manglede i udstillingen af guldmedailler). Tillige opnåede han næsten alle tænkelige æresmedailler og æresmedlemskaber i Norden, Holland, Østrig og USA samt i England (både Royal og British Numismatic Society).
     I dag, snart seks år efter Georg Galsters død, kan han allerede synes en lidt fjern skikkelse. De krav, der i dag stilles til både Nationalmuseet og Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, kan synes meget anderledes end i Galsters tid, ikke mindst ønskerne om central fundregistrering og den kraftige satsning på avanceret formidling. Det er imidlertid værd at gøre sig klart, at det grundlæggende arbejde skal være i orden. Her satte Georg Galster en standard, som vi allerede nu desværre må erkende, at det er svært at leve op til.
     Men Georg Galster har sat dybe spor hos dem, der var hans værkfæller på Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Den arbejdsmoral, som Georg Galster både prædikede og demonstrerede, vil formentlig hos dem, der har virket sammen med ham, forblive en uadskillelig del af deres stræben, så længe de er knyttet til numismatikken.

Jørgen Steen Jensen

Några erindringar om Georg Galster

Under alla de år jag har varit verksam som numismatiker har jag haft förmånen att ofta kunne besoka Montsamlingen i Köpenhamn Kontakten med våra danska kolleger har varit mig til stor glädje och nvtta. Når jag först kom til Montsamlingen i borjan av 60-tallet hade Georg Galster nyligen gått i pension vid 70 års ålder och den då unge Otto Mørkholm just blivit chef. Jag skulle således kunna säga att jag endast kant Georg Galster som en gammel man, om inte detta ord vore så malplacerat i hans fall. Många minns alltjämt hur vital han forblev och hur vackert han åldrades. Hans utseende var av det charmanta slaget. Särskilt minns jag vilket intryck det gjorde när det snöade på vinteren, som det gör ibland även i Danmark, och Georg upplivad efter den långa cykelfärden från Hellerup kom inklivand på Möntsamlingen i sprudlande form och med snöflingor i sitt vita hår.
     Under de många år efter sin pensionering som Georg Galster fortsatte at arbeta i Möntsamlingen förblev han på många sätt den dominerande personen där. Det var alltid han som satt i "högsätet" vid kortändan av biblioteksbordet i de gamla lokalerne där man på den tiden gnagde sina skorpor till lunch, innan det nuvarande lunchrummet fanns. För f.d. herrskapsbetjänten Hansen fanns det ingen annan chef än Galster. Det var han som var herr doktor, och det var han som serverades först av Hansens berömda kaffe (endast måndagar). Den ende som i någen mån kunde göra Galster rangen stridig i Hansens ögon var Rudi Thomsen, en då ofta sedd gäst på Möntsamlingen, och den ende som fick tre kopper kaffe.
     Att Galster i så hög grad dominerade livet på Möntsamlingen berodde på att han var en boren konversator av sällsynt slag. Han hade om någon ordet i sin makt. Ett speciellt drag i Galsters konversation, som kanske inte alla förstod sig på, var att han tyckte om att chockera och blev överlycklig om någon tog hans bisarra infall på allvar. Det är val omvittnat att Galster var en stor patriot. Når han talade och berättade och citerade poesi handlade det mycket om Danmark. Mitt värsta fel i hans ögon var, tror jag, att jag var och forblev okunnig i dansk historia. I en av mina allra första numismatiska recensioner råkade jag trassla till kung Knuts familjeförhållanden. Det förlät Galster mig aldrig. Ännu sista gangen jag träffade honom några månader före hans död påminde han mig om denna min ungdomssynd, som då låg 25 år tillbaka i tiden.
     Alla de som hade glädjen att vara med om Galsters 90-årsdag 1979 bevarar säkert denna vackra majdag i tacksamt minne. Ännu en strålande vacker majsöndag fick jag och några andra kvinnliga gäster tre år senare uppleva med Georg Galster och hans närmaste i det gamla huset i den charmerande men förvildade trädgården, där allt växte som det ville. Hans ben började bli dårliga och stela, men ännu kunde han deklamera utantill och ännu var han en damernas kavaljer. Till avsked ryckte han egenhändigt upp några tulpaner med lökar och allt och gav mig. Kanske var det ett tack för en mångårig beundran.

Ulla Westermark

En dag med pensionisten Georg Galster

I sin lange embedstid som leder af Møntsamlingen havde Georg Galster ord for at være en streng chef, som nidkært vågede over statens tid og indgød sine medarbejdere en tænder klaprende ærefrygt, der dog som regel var blandet med stor hengivenhed. Men da han ved indgangen til sit otium gav ansvaret videre til yngre kræfter, forsvandt også strengheden, og alle de andre sære sider af hans karakter kunne nu frit udfolde sig.
     En typisk dag i Georg Galsters pensionisttilværelse begyndte med, at han kom cyklende ind fra Hellerup for at kunne sidde ved sit skrivebord kl. 9.00. Når så mindre morgenduelige kolleger troppede op, rejste han sig, samlede hænderne foran brystet à la Indira Gandhi og bøjede hovedet til hilsen. Var det tilfældigvis en kollega, der kom tilbage efter nogle dages sengeleje, plejede han glad overrasket at udbryde: "Når de døde vågner!" Det var nemlig hans faste overbevisning, at kun døden kunne holde en statsansat borte fra arbejdet. Sygdom anerkendte han ikke.
     Indtil 1980 delte Georg Galster kontor med to kolleger i det tidligere græske udstillingslokale mod Frederiksholms kanal. Her var indrettet tre båse adskilt af høje reoler, så man ikke kunne se hinanden. Men man kunne sagtens høre hinanden, og det var meget nemt at komme i kontakt med naboen. Når alle var samlede, plejede Galster at beordre sine kontorfæller ud fra båsene til den daglige ekscercits, der bestod i hop på stedet, hovedrulninger og - værst af alt armbøjninger. Liggende med næsen mod gulvet skulle man hæve sig op i strakte arme, til man hvilede på tåspidser og håndflader. 10 gange var minimum, men selv tog han gerne 15 eller tyve, mens kollegerne udmattede så til. Herefter havde man som regel ro til frokost med mindre man stødte på et fagligt problem under sit arbejde. I sådanne tilfælde måtte man tænke sig grundigt om, før man handlede. Man kunne være sikker på, at der var hjælp at hente fra pensionistbåsen ved siden af, men man kunne være lige så sikker på, at resten af dagen ville medgå, hvis spørgsmålet var et af de få, som Galster ikke umiddelbart kunne klare. Det ville medføre, at såvel han selv som den kollega, der havde været uforsigtig nok til at spørge, smed alt hvad de havde i hænderne for at hellige sig opklaringsarbejdet i bibliotek, arkiv, møntskuffer og - hvis gåden var særlig hårdnakket - diverse udenlandske ambassader.
     Ved frokosttid "gnavede Galster skorper" med os andre. Han smurte selv sin madpakke som bestod af to sammenklappede skiver rugbrød, en med fedt og en med ost. Hvis han en sjælden gang blev nødt til at købe mad i bven, bad han altid om to af forretningens "tarveligste stykker smørrebrød" - ikke af sparsommelighed, men fordi han, som han udtrykte det, var "mad-asket". Han var altid meget længe om at fortære sin beskedne frokost. Selv hævdede han, at det var fordi han havde "sådan et lille svælg", men hans medspisende hældede mere til den anskuelse, at det var fordi han brugte munden til helt andre ting. Hovedparten af al frokostsnak udgik fra ham, og få var de øjeblikke, hvor han ikke holdt selskabet tryllebunden ved beretninger om svundne dage, om længst henfarne medarbejdere, om numismatiske finesser, om de forfatterskaber han gennemlæste i natlige vågetimer og om de emner, der havde været til debat under morgenens rotur med vennerne fra Studenternes Roklub i Hellerup. Men ligegyldigt hvad han talte om, var der en tendens til at han endte med dystre eller blodige detailler, som fik nogle af tilhørerne til at pakke maden sammen ret hastigt, men som ikke anfægtede hans egen appetit det ringeste.
     Hvis Møntsamlingen havde gæster til frokost var han først rigtig i sit es. Dels holdt han meget af at gøre nye bekendtskaber, og dels følte han, at man burde underholde de nytilkomne. Ved uventede besøg kunne han bruge lang tid på at analysere gæstens navn - en sagesløs militærnægter blev f.eks. grundigt belært om betydningen og oprindelsen af navnet Viggo, indtil han efter ca. 20 minutter forløb fik lejlighed til at indskyde, at han faktisk ikke hed Viggo men Ingo. Men når Galster var underrettet om et besøg i forvejen, gjorde han grundige geografiske og etnologiske studier så han kunne underholde den let forundrede gæst om hans lands historie, klima, befolkningstal og vigtigste næringsveje.
     Enkelte gange sluttede frokostpausen med en udflugt til en af museets nyåbnede udstillinger. Hans ledsagere ved sådanne lejligheder fik altid udvidet deres horisont betydeligt ved sådanne små besøg. Dels fordi Galster kunne føje mange detailler til udstillingens emne, og dels fordi turen tilbage gennem museets samlinger fralokkede ham yderligere kommentarer om genstande, om lokaler og om mennesker, der havde haft deres gang her ved århundredets begyndelse. Han havde aldrig rigtig forvundet tabet af et særlig smukt Møntsamlingslokale, som var blevet tildelt 2. afd. under ombygningen i 1930. Hver gang han kom forbi det, stillede han sig i døråbningen og betragtede det med samme sorg og indignation, som hvis det havde været de tabte danske provinser Skåne, Halland og Blekinge.
     Selvom der var langt mellem de nye udstillinger, behøvede man ikke opgive håbet om en udflugt med Georg Galster. Der var mange andre sager, som kunne lokke ham ud af Møntsamlingen og heriblandt sagen om Ciceros hoved. Det var en gipsafstøbning, der i sin tid havde stået i rigsantikvarens forgemak, men nu stod den der altså ikke længere.
     Hvornår den var forsvundet var der ingen der anede og ligeså uvist var det, hvornår - og for den sags skyld, hvorfor Galster begyndte at føle savnet af den. Dog, jagten på dette fortidsminde forløb over adskillige uger og medførte ekspeditioner til støvede lofter, skumle kældre og længst glemte kontorer. Der var næppe en krog af museet der ikke blev underkastet nøje granskning, før sagen omsider blev henlagt som uopklaret. En tilsvarende jagt var af kortere varighed, men medførte til gengæld eftersøgning på fjernere steder. Galsters fættersøn, billedhuggeren Johan Galster arbejdede fra midt i 70-erne på Marmorbroens restaurering, der også skulle omfatte Ridebanens to pavilloner, som engang i syttenhundredetallet havde været forbundet med et gitter. De to herrer Galster havde fået den tanke, at det ville være rart at få gitteret og gitterlågerne op igen. Nu havde Georg tilfældigvis på en af sin ungdoms mange roture i Københavns havn fået øje på et par overmåde store gitterlåger inde på land. Skønt han ikke ligefrem havde noget bevis for at de stammede fra Christiansborg Ridebane, kunne han heller ikke se nogen grund til, at de ikke skulle gøre det, og det simpleste ville være at hente dem og se om de passede. Med en lille håndfuld trofaste hyrede han derfor en taxi og begav sig ud på den lange færd havnen rundt for at finde det sted, hvor han havde forladt gitteret i 1910. Men desværre måtte han konstatere, at tidens tand eller måske en handlende i gammelt jern var kommet ham i forkøbet, thi ingen af de genstande, ekspeditionen stødte på i de forladte havneområder, kunne på nogen måde fortolkes som et slotsgitter. Således måtte denne sag henlægges, men det må understreges, at Galster som regel fandt, hvad han søgte. Fiaskoer hørte til de absolutte undtagelser, og det er måske derfor man husker dem så tydeligt.
     Når han efter frokost kom tilbage til sit skrivebord fik han sig ofte en stille slummer - det fortalte han i hvert fald selv. Så var han atter fuld af energi som kunne omsættes i udbredelsen af "numismatikkens klare lys" eller i telefonisk bearbejdelser af "væsener" der ikke fungerede efter Galsters hoved. F.eks. førte han en langvarig fejde med HT, fordi selskabet undlod at genopstille en bænk, der var blevet fjernet fra Galsters yndlingsstoppested ved Stormbroen.
     Ved kontortidens slutning ca. kl. 15 plejede han at forlade museet, idet han dog forsikrede kollegerne om, at han ville komme igen dagen efter "om Gud vil og jeg lever så længe". Så tog han hjem til Cottagevej 11 belæsset med lærde artikler, som han glædede sig til at "nyde til eftermiddagskaffen". Når han havde drukket sin kaffe, afbrød han læsningen nogle timer for at hellige sig haven, hvor han førte en aldrig afsluttet kamp mod "brombærrene" og de vilde katte. Men herefter genoptog han sine sysler i numismatikkens urtegård, hvor han lugede, podede og plantede sine spirer "til fleres nytte" og til uvurderlig glæde for samtid og eftertid.

Anne Kromann