bønder og arbejdere organiseres
og nye partier dannes!

Den samlede befolknings procentvise fordeling på erhverv.

År	Landbrug m.v. pct.	Håndværk og industri pct.	Handel og omsætning pct.	Øvrige erhverv pct.	I alt pct.	Samlet befolkning 1000 pers.
1834	57,5	21,3	4,2	17,0	100,0	1.224
1840	56,1	23,5	4,3	16,1	100,0	1.283
1845	55,1	24,7	4,4	15,8	100,0	1.350
1855	54,4	25,9	5,2	14,5	100,0	1.500
1860	53,3	26,4	5,9	14,4	100,0	1.601
1870	52,3	25,8	6,8	15,1	100,0	1.793
1880	51,1	26,0	7,7	15,2	100,0	1.976
1890	45,9	27,9	9,9	16,3	100,0	2.179
1901	41,4	29,5	11,3	17,8	100,0	2.483
Fra Svend A. Hansen: "Økonomisk vækst i Danmark", bd. I, Akademisk Forlag, Kbh. 1972, s. 142.

Industrialiseringens gennembrud i Europa
Begyndelsen til et industrielt gennembrud fandtes umiddelbart før 1848. Den første jernbane var åbnet i 1848, og maskinerne begyndte at holde deres indtog. Grunden var lagt til to store danske virksomheder: Carlsberg-Bryggerierne var startet, og mekanikeren C.C. Burmeister havde sammen med den holstenske industrimand Baumgarten anlagt et maskinbyggeri på Christianshavn.
     I 1850'erne kom et mægtigt opsving. Maskinerne og storindustrien sejrede i Vest- og Mellemeuropa over håndværket. - Jernbaner anlagdes overalt, England gik i spidsen for en teknisk udvikling, som tiden selv var blændet og overrasket af. - Og priserne steg. - I Danmark betød det ikke, at en storindustri med det samme brød igennem. - England fik brug for korn til sin stigende arbejderbefolkning, og de danske bønder og herremænd eksporterede alt, hvad de kunne overkomme, og det gav også penge til handelens mænd.
     Den danske handel havde hidtil været afhængig af Hamburgs kapital, og forbindelsen med Holsten havde bundet Danmark fast til Tyskland. Hamburg lå lige ved grænsen af det danske monarki, Altona var dansk, og mange steder i Jylland følte man forbindelsen sydpå som det eneste naturlige - og man ønskede at fastholde den nære tilknytning til Hamburg og den kredit, man kunne få her. Men efter 1848 begyndte Danmark at dreje ansigtet mod vest, mod England, og det var navnlig København og øerne, der ville udbygge den forbindelse.
     I de nationalliberales magtperiode blev afhængigheden af Hamburg sprængt og forbindelsen vestpå ført igennem ved de nye jernbaneanlæg. Og samtidig faldt Lavene.

Næringsfrihed
     De gamle Lav havde hidtil haft eneret på håndværk. De gammeldags, snævre organisationer, stod i vejen for et industrielt opsving. De kunne til en vis grad regulere arbejdsforholdene i byerne og dermed i nogle tilfælde give tryggere forhold for arbejderne, men sikkerhed mod arbejdsløshed gav de ikke, og mestrene gav ikke meget i løn til deres arbejdere.
     Næringsloven af 1857 gennemførte den frihed i erhvervene, som Grundloven havde lovet. Lavene mistede alle gamle privilegier og al kontrol med arbejdsforholdene. Her gik de nationalliberale ikke på akkord; maskinerne slog lidt efter lidt det gamle håndværk ud. Den prisstigning, som bønderne og bourgeoisiet tjente på, måtte under de forhold blive en katastrofe for underklassen i København. Man forsøgte strejker og enkelte lykkedes, men det var langt fra, at lønnen steg så højt som priserne. - Det havde været småt nok for håndværkerne i det gamle lavssamfund, nu blev der skabt et proletariat. Befolkningen steg i København, der lå uforsvarlig tæt sammenbygget, uden ordentligt kloaksystem og drikkevand. Det var 1 disse tætbefolkede gader, koleraen slog ned i 1853. Siden voksede arbejderkvarterer op uden for den daværende by, på Nørrebro og Vesterbro, hvis værste kvarterer stammer fra de følgende årtier; netop disse Gader med de nationale navne er typiske udtryk for, hvad de fleste dengang anså for passende arbejderboliger.
     Men det proletariat, der voksede frem i København og samtidig i provinsbyerne, havde foreløbig så godt som ingen politisk betydning. Det var først efterhånden, at den gamle håndvækertankegang blev trængt tilbage.
     Selve den gamle håndværksmæssige produktionsform forsvandt ikke med et slag - den kunne selv uden privilegier og faste priser holde sig gående på mange områder. I 1850-70, hvor industrien først var ved at bryde igennem, kom det kun sjældent til at se ud som nu i de store foretagender, hvor mange arbejdere står sammen over for én arbejdsgiver. Mesteren og hans få Svende og lærlinge kendte hinanden godt og arbejdede sammen i værkstedet, og mange af svendene kunne dog endnu håbe på selv at blive mester engang.

Nederlaget i krigen 1864 var en uoprettelig katastrofe
     England og andre magter greb ind og søgte at ordne Forholdene på en Konference i London. Danmark havde chancer for at redde noget af Sønderjylland, men det blev en fiasko; de danske forhandlere var næppe smidige nok, og Bismarck vidste nøjagtigt, hvor vidt han kunne gå uden at bryde med England. Til sidst sprængtes Konferencen, og Danmarks sidste mulighed for at få hjælp forsvandt. - Preusserne angreb nu det sidste Punkt, vi holdt besat i Sønderjylland, Als, og skønt Danmark endnu var stærkest til søs, lykkedes det preusserne at slippe over det smalle sund. Als blev erobret den 29. juni 1864. - Dette nederlag knækkede modet. Monrad ville holde ud til det sidste, men i juli 1864 afskedigede kongen ham, og i oktober sluttedes Freden i Wien. Preussen og Østrig tvang Danmark til at afstå hertugdømmerne helt op til Kongeåen; det var ikke muligt at redde det dansksindede Nordslesvig.
     Nederlaget var så fuldstændigt, som tænkes kunne, og 1864 blev stående i dansk bevidsthed som en uoprettelig katastrofe. - 2/5 af rigets landområde var mistet, men langt den største del af det, vi havde tabt, var jo dog tysk, fjendtlig stemt mod Danmark. Det ulykkelige var, at parterne ikke havde kunnet enes om en fornuftig grænse; det danske Folk kunne ikke anse en Ordning for endelig, der havde givet mellem 150,000 og 200,000 dansksindede sønderjyder ind under tysk styre; og tyskerne var ikke så kloge og forstående over for andre, at de gav erobret land tilbage eller blot respekterede danskheden i Nordslesvig. Det betød, at det dansk-tyske nationalhad, der var vokset frem efter 1830, levede videre, og det betød, at de af sønderjyderne, der var dansksindede, måtte føre en mere end halvhundredårig kamp for deres nationalitet.
     Tabet var en ulykke, men for det Danmark, der var tilbage, var nederlaget ikke ødelæggende. Tabene af menneskeliv var ubetydelige, erhvervslivet var sluppet gennem krigen uden Skrammer, og for borgerskabet i København var det nærmest en fordel at slippe af med Holsten - her havde forbindelsen med England sejret, og økonomisk blev den følgende tid en fremgangsperiode.
     Krigens betydning i selve Danmark var politisk. - Nederlaget var en bitter sorg for de nationale kredse, der så det slesvigske spørgsmål som en livssag for Danmark, og stemningen måtte vende sig mod det parti, der stod med hovedansvaret. - Og selv om det nationalliberale parti først lidt efter lidt sank sammen, var det tydeligt, at det havde mistet sin slagskraft. Med 1864 tabte borgerskabet den lederstilling i dansk politik, som det havde vundet i 1848. Spørgsmålet var, om magten skulle gå tilbage til de gamle embedsmænd og godsejerne - eller om bondedemokratiet skulle arve den. - Her kom den følgende tids politiske kamp til at stå.
     Godsejerne havde indtil dette Tidspunkt ikke gjort sig meget gældende i rigsdagspolitiken. 1848 havde været en sejr for borgerskabet. - Godsejerne havde holdt sig ude af politik, optaget af deres Landbrug, der gav så glimrende indtægter netop nu. - Men det betød ikke, at Godsejerne var ude af Stand til at gøre sig gældende. De sad på meger store dele af den danske jord, de dannede en lille sluttet kreds med stor pengemagt og tilsvarende indflydelse; og nu efter 1864 greb de til og overtog magten, da det natianalliberale parti var svækket og på vej til udslettelse. Det betød en yderligere drejning i reaktionær retning, en fast politik for at bremse bønderne og demokratiet.

Landbrugets opgangstid og andelsbevægelsen
     Lige fra 1830 havde der været temmelig høje priser på korn, dengang landbrugets vigtigste eksportartikel. I kornproduktion havde godsejerne haft ledelsen, og det samme gjaldt med hensyn til mejeridrift. Tekniske Forbedringer begyndte på herregårdene, bønderne forstod endnu ikke helt Betydningen af rationel jordbehandling og nye metoder i kvægavl og mejeribrug. Men selvejerbønderne begyndte at komme med, det dyrkede areal blev udvidet, og selv om det ikke lykkedes bondepartiet at gennemføre tvungen afløsning af de sidste rester af fæstevæsenet, var dog langt de fleste gårdmænd blevet selvejere ved frivillig overenskomst.
     Sådan var situationen, da kornpriserne begyndte at synke. De nye dampskibs- og jernbanelinjer havde nu sat Vesteuropa i forbindelse med nogle af verdens største og rigeste kornlande, Amerika, Rusland, Rumænien - og herfra væltede billigt korn ind over det vesteuropæiske marked. Danmark, der hidtil havde solgt sit korn til gode priser i England, blev slået ud i konkurrencen.
     Denne faretruende Situation klarede det danske landbrug ved at gå over til produktion af smør og flæsk - det, der siden da har været de vigzigste varer i vor landbrugseksport. Der var noget højere priser på disse varer, og efter en del trykkende år og en truende landbrugskrise betød det fra ca. 1900, et af de mægtigste opsving, dansk landbrug har kendt med en stadig stigende eksport til England og delvis Tyskland.
     Dette var i første række bøndernes værk. De fodrede dyrene bedre - kornet var ikke så dyrt mere, og de sørgede for en mere hygiejnisk behandling af mælken gennem oprettelse af mejerier med ordentlige maskiner. Godsejerne var hidtil gået i spidsen, men nu blev bønderne ledende, takket være deres indbyrdes samarbejde i andelsbevægelsen. Da de danske bønder her organiserede sig, kunne man levere ensartede kvalitetsvarer, der var lette at sælge i England. - Man fik fordelene af en standardiseret masseproduktion, uden at bønderne af den grund behøvede at opgive deres selvstændighed.
     Bønderne gjorde sig uafhængige, dannede deres egne organisationer og centraliserede også deres indkøb i Forbrugsforeninger. Andelsbevæge1sen fik magt; den eneste betydelige del af dansk landbrug, hvor bykapital erobrede magten, var sukkerproduktionen, og Lolland-Falsters godsejere dannede bl.a. sammen med Tietgen "De danske Sukkerfabrikker" i 1872.
     Bønderne stod til sidst stærkt. På et område måtte de sætte deres uafhængighed på spil: Pengene til hele denne omlægning måtte lånes og forrentes; men bønderne kunne selv organisere lånene gennem kreditforeninger.

Marts 1872 stillede venstre et udførligt partiprogram op. Venstre krævede lige valgret og fuldt demokrati både i Rigsdagen og i kommuneraadene. Det førende slagord her var Junigrundloven, "Folkets moralske Ret". Desuden angreb bønderne de høje toldsatser og forlangte omlægning af de direkte skatter. - Den direkte skat til staten hvilede på jorden og på fast ejendom, og det var naturligt, at bønderne ville have en regulær indkomstskat i stedet. Først og sidst forlangte bønderne besparelser, og de ønskede som Grundtvigs tilhængere større frihed i kirken. - Bønderne gik til valg på dette program ved valget i 1872 og sejrede. Venstre erobrede 53 af de 102 mandater, som Folketinget dengang talte, og havde altså lige akkurat flertallet. - Et flertal, som Venstre bevarede til 1909.

Det industrielle gennembrud kom samtidigt i byerne
     Danmark blev et med et slag industriland. - Landbruget var endnu hovederhvervet, og kun langsomt blev det gamle håndværk i byerne trængt tilbage; men grunden blev lagt til en række af vore største industriforetagender.
     Forudsætningen lå i 1850'erne. - Handelsopsvinget gav penge mellem hænder, og der var mere brug for industrivarer og større købeevne, og samtidig var der samlet mere kapital i de velstående lag. De københavnske grosserere havde skabt deres egen bank, der i modsætning til Nationalbanken fik navnet "Privatbanken". Den grundlagdes i 1857. Dens Leder blev C.F. Tietgen (1829-1901), og gennem denne første private storbank finansieredes en række nye handels- og industriforetagender.
     I begyndelsen af 1870'erne var der en feberagtig iver efter at udnytte de høje priser og gode muligheder for fortjeneste, noget af den hektiske tilstand, som man på samme tid i Tyskland kaldte for "Gründerperioden"; ligesom ude i Europa slog det over i uforsigtig kreditgivning, fabriksanlæg, der i det lange løb ikke kunne forrente sig eller bare et prisnedslag. Ind i 1870'erne begyndte priserne at vakle og faldt så. - Krisen kom med Sammenbrud og fallitter, det sædvanlige resultat af fri kapitalistisk ekspansion. - Men den stærkeste del af industrien levede videre, og i 1880'erne og 1890'erne fortsattes industrialiseringen. - Navnlig metalindustrien blev stærk i 1890'erne, da man begyndte at fremstille elektriske maskiner.

Socialismen viser sig
     Tanken om et "socialistisk" eller "kommunistisk" samfund, hvor al klassedeling og social ulighed er afskaffet, er ældgammel. Den kan opstå overalt, hvor ulig ejendomsfordeling og klasseundertrykkelse træder særlig grelt frem. Men det var først i 1800-tallet, da industrialismen skabte et Arbejderproletariat af hidtil ukendt omfang, at socialismen blev udformet til program for store politiske partier. Det blev gjort i Frankrig af Louis Blanc; i Tyskland af Karl Marx, der byggede "Arbejderbevægelsens Program" op i skarp revolutionær form og skabte en socialistisk historieopfattelse og samfundsbetragtning - den intemationale socialismes største teoretiker.
     Tidligt blev det slået fast, at arbejderbevægelsen måtte være international. Der oprettedes en fælles komité for de forskellige landes arbejderbevægelser, den første Internationale af 1864, hvor Karl Marx havde en ledende stilling; og den marxistiske tankegang slog igennem i arbejderbevægelsen.

Den første herhjemme, der havde en fastere udformet socialistisk tankegang, synes at være medicineren Frederik Drejer, der døde i 1853, ikke mere end 25 år gammel. Han udgav nogle småskrifter, hvor han agiterede for dannelsen af et arbejderparti. Især krævede Drejer den prisfordyrende told væk, og han ville skaffe arbejderne billige varer ved at stifte brugsforening. Kirken angreb han på det voldsomste. Det er vel tvivlsomt, om alt dette kunne give store resultater på et tidspunkt, hvor industrien ikke var brudt igennem. Dreier døde i hvert fald for tidligt til at få virkelig betydning. - Større betydning havde forskellige Folk af middelstanden, der søgte at komme de nødstedte arbejdere til hjælp. Det var "filantroper" som lægen Emil Homemann eller bogholder Viggo Faber. De søgte at hjælpe underklassen i byerne gennem forbrugsforeninger og sygekasser og navnlig ved at skaffe bedre boliger, men nogen afgørende forbedring af levevilkårene nåede disse idealister ikke.

Pios agitation - arbejderbevægelsen organiseres
     Den socialistiske bevægelse i arbejderkalssen kom i Danmark først i gang i 1871. Prisstigninger og bolignød skabte uro blandt de københavnske arbejdere, der gennem arbejdsnedlæggelser i flere sammenhænge havde søgt at gennemtvinge højere løn.
     Maj-juni 1871 udsendte Pio anonymt 2 hefter "Socialistiske Blade", først en skarp kritik af arbejderstandens kår, derpå i næste hefte de reformer, den danske arbejderklasse måtte kræve. Pio paaviste, at arbejderne kunne få meget ud af at bruge den almindelige stemmeret, hvis de blot fik dannet et aktivt arbejderparti. - Han foreslog fagforeninger, Skattereform og en fabriklovgivning, der i det mindste forhindrede de mest skrigende misbrug. Pia lovede sine modstandere, at disse krav skulle arbejderne vide at sætte igennem, selv om det maatte ske ad revolutionær vej, "med Loven eller uden den".
     "Socialistiske Blade" vakte stor opsigt, og selv om de danske håndværkssvende næppe var ganske klare over socialismens mål, var der mange, der kunde tænke sig at gå ind i en arbejderbevægelse, hvis man ad den vej kunne få lønnen i vejret. - Pio var i hvert Fald en god agitator, og allerede i Juli 1871 kunne han begynde at udgive "Socialisten" som ugeblad, og i oktober 1871 fik han organiseret "Den Internationale Arbejderforening for Danmark". Den var inddelt i "Sektioner", faglige grupper, der holdtes sammen af en centralledelse under Pio. Pio selv antog titel af "stormester", mens hans fætter Harald Brix var sekretær og den sønderjyske skolelærer Povl Geleff kasserer.
     Sektionerne var et af de første tilløb til fagforeninger, og det er vel den dybere grund til, at Internationale så hurtigt vandt frem. Pio selv anså den rent politiske kamp for hovedsagen. De kredse, der sluttede op om ham, så op til ham med en næsten religiøs beundring, en førertilbedelse, der ikke kunde tænkes i et moderne socialdemokrati. Til Gengæld var der store dele af arbejderne, der holdt sig fjernt. - Adskillige fag søgte at organisere sig for sig selv; den gammeldags håndværkertankegang kunne ikke uden videre forliges med socialisme, og det varede nogen tid, inden denne kløft blev udjævnet.

"Socialisten" og det første partiprogram
April 1872 offentliggjorde Pio et partiprogram i "Socialisten". I nutidens øjne tager det sig beskedent ud med en række af de rent øjeblikkelige krav som forlængst er gennemført og synes selvfølgeige i vore dage. I datiden var det anderledes, som der stod i artiklen. - Der var ingen tvivl om, at modstanderne fandt disse fordringer uforskammede og ublu.
     Pio krævede fuldt demokrati og virkelig lighed for loven, men spørgsmålet om ejendomsretten tog han yderst forsigtigt paa. "Vi fordrer ingen deling, vi fordrer ikke fuldstæzndig ligestillelse af alle mennesker".
Foreløbig krævede man praktiske reformer som alderdomsunderstøttelse, fabriktilsyn, særlige domstole for arbejdssager, og en skattereform. - Desuden foreslog Pio i lighed med Lassalle, at staten skulde give støtte til oprettelse af produktionsforeninger.
     - Arbejderne skulde slå privatkapitalismen ud ved selv at oprette kooperative foretagender, en tanke, der lå nær især i de fag, hvor maskinerne ikke var trængt igennem. Sådanne steder kunne dygtige svende godt slå sig sammen og sætte et foretagende i gang, det gjorde f.eks. skomagerne under ledelse af I.C. Hørdum, men det fø5rte ikke til noget i det lange løb. Forsøgene sygnede hen, da der kom dårlige tider og prisfald omkring 1876-78.

Fagforeninger og den faglige organisation
Fagforeninger sagde Pio ikke et ord om, men de blev det vigtigste for arbejderne i øjeblikket. Det var lige til at slutte sig sammen og stille en arbejdsgiver bestemte krav om lønforhøjelse under trusel om strejke. Arbejdsgiverne var endnu ikke saadan organiseret, at de kunde tage en pludselig arbejdsnedlæggelse, og under de gode konjunkturer i begyndelsen af 1870'erne kunde de lettere klare en lønforhøjelse end en standsning af arbejdet. Et veltilrettelagt angreb på en enkelt arbejdsgiver havde derfor gode chancer; et større firma var det straks sværere at slås med, en Lockout hos Burmeister & Wain endte med nederlag i 1871. - Men arbejderne var kampivrige, og en strejkesituation satte regelmæssigt fart i arbejderbevægelsen.
     I April 1872 nedlagde murerne arbejdet; de havde forgæves krævet arbejdstiden nedsat fra 11 til 10 timer om dagen. Murerne havde hidtil ikke haft forbindelse med socialismen, men Pio støttede murerstrejken og fastslog 8 timers arbejdsdagen som arbejdernes principielle krav.
     Tingene spidsede til, og Pio indkaldte i "Socialisten" til et arbejdermøde på Nørre Fælled. Nu skulle arebjderne vise, hvor mange de var. Det skulle være en sidste advarsel til "de fattiges udsugere", og han sluttede artiklen af med "Vogt jer nu, målet er fuldt! Lad der ikke komme en emeste dråbe til eller der flyder blod!". - Det var kun ment som en virkningsfuld slutning paa en skrap artikel. Men det var en trusel om revolution, og Københavns politidirektør lod Pio, Brix og Geleff fængsle og forbød mødet på Fælleden. - Der mødte alligevel en del mennesker på Nørre Fælled den 5. maj 1872, hvor mødet var aftalt, men det blev splittet; husarerne gjorde indhug på mængden. Crone turde øjensynlig bedre bruge magt over for Københavns arbejderbefolkning i 1872 end over for den nationalliberale uro i 1863.
     Murerstrejken blev tabt, forløbet var et alvorligt slag mod arbejderbevægelsen, og lederne sad i fængsel. Den endelige dom ved højesteret kom først i 1873, og alle 3 fik flere års forbedringshus for forbrydelser mod statsforfatningen og mod den offentlige orden. "Den internationale Arbejderforening" blev forbudt, og bevægelsen havde svært ved at finde en fast ledelse og sikker taktik. "Socialisten" stod svagere end før, og 1874 tog bladet navneforandring til "Social-Demokraten".
     Der var fart i de faglige arbejdersammenslutninger, en lang række fag organiseredes 1873-74, og der var stadig gode muligheder for at vinde en arbejdskamp. Lønnen blev sat en del op, og man prøvede at få faste lønoverenskomster med arbejdsgiverne. - Således lå tingene i 1875, da Pio, Brix og Geleff blev benådet og kom ud af fængslet. Man nyorganiserede den politiske bevægelse, og Pio overtog ledelsen af "Social-Demokraten". - Men han fik ikke Lov at være enerådende. - Trods al hyldest satte fagforeningernes ledere deres vilje igennem, og på Socialdemokratiets første kongres paa "Gimle" fik Pio ikke flertal for sine ønsker angående partiets organisation. - Man stod over for en alvorlig modsætning.
     Forholdene var ved at forværres, højkonjunkturen var ved at ebbe ud; der kom krise i erhvervene, og arbejdsløshed fulgte. Pio ønskede offensiv og hurtig sejr, men det var en håbløs taktik under de forhold.

1884 lykkedes det partiet at blive repræsenteret i Folketinget
I 1878 adskiltes parti og fagbevægelse. Fagbevægelsen udvikledes i årene efter organisatorisk og omfangsmæssigt, således at den ved århundredets slutning stort set lignede det, vi kender i dag med fagforeninger og forbund på landsplan samt en hovedorganisation, De samvirkende Fagforbund, som i dag kaldes LO. Med hensyn til lønudvikling og arbejdstid samt med hensyn til arbejdsforholdene skete der også gradvist en række forbedringer.
     Efter adskillelsen var Socialdemokratiet meget svagt og næsten uden tilslutning fra arbejderne. I 1884 lykkedes det imidlertid partiet at blive repræsenteret i Folketinget, hvilket ikke mindst blev benyttet til at søge at presse socialpolitiske reformer igennem. Socialdemokratiet ønskede en egentlig socialpolitik til løsning af lønarbejdernes sociale problemer, som partiet ikke ønskede skulle løses ved hjælp af de mange forskellige private ordninger, som voksede frem i forrige århundrede.