Klokken 5.56 morgenen til den 29. april det år opgav det lille motorskib "Hanne S." med 18 danske om bord position sydvest for Grønlands sydspids, Kap Farvel. Meldingen var efterfulgt af det lakoniske: Storm. - Derudover intet.
Fire dage senere havde man intet hørt fra skibet. Der var ingen radiokontakt, og man var bekymret. "Fragtbåd med 18 uden livstegn ved Kap Farvel" hed det i en mindre overskrift i Berlingske, og Grønlandske Handel meddelte, at man var næsten overbevist om, at det blot var radioen, der var i uorden. Næsten.
Alligevel havde man sat en eftersøgning i gang med Catalina-fly fra Narssarssuaq og fra Reykjavik, man havde også anmodet Canada og USA om flyhjælp, foruden at grønlandsskibene "Disko" og "Thetis" var sat ind.
Så bekymret var man nok alligevel - ikke mindst på baggrund af den katastrofale ulykke halvandet år tidligere, da grønlandsskibet "Hans Hedtoft" var gået ned i en storm med 95 besætningsmed1emmer og passagerer.
Om bord på "Hanne S.", der var specialbygget til grønlandssejlads, var en erfaren kaptajn på 49 og hans to grønlandskyndige styrmænd. Der var også jungmanden Kurt på 16 fra Bagenkop og hans jævnaldrende ven, kammerdrengen Jan fra Svendborg. Der var 1ægens kone fra Godthåb, Grete Galster, som skulle hjem og holde sommerferie med sine tre store børn i Danmark. Og der var alle de andre - æ1dst overstyrmanden I. A. Lading fra Svendborg på 62 år.
Lørdag den 7. maj meddelte Ritzau:
"Grønlandsskibet "Hanne S." er i eftermiddag erklæret forlist efter 8 dages forgæves eftersøgning ved Kap Farvel. De 18 ombordværende betragtes som omkommet".
Denne gang var overskrifterne store.
Der var på det tidspunkt gjort mange vragfund - drivende redningskranse, bræddestumper, store oliepletter, knuste luger. Men ingen redningsbåde, og slet ingen overlevende.
Diskussionerne omkring forliset blev mange. Tilsyneladende havde ingen om bord ment sig i fare trods stormen. Måske havde en såkaldt forkert sø flænget presenningen over trælugerne og lugen måske knust, så skibet, der var lastet med 820 tons kryolit, blev fyldt med vand og var sunket på sekunder i den frådende storm.
Under søforhøret blev der også nævnt muligheden for sammenstod med et isbjerg.
Især opstod der diskussion omkring trælugerne. Mange mente, at det var overordentligt risikabelt at sejle med små skibe med træluger i de farvande. Skibet var udstyret med radiotelefonanlæg og radar, efter loven krævedes der ikke radiotelegrafi.
Det blev ydermere hævdet, at isrekognosceringen var uforsvarlig.
I 1962 blev der nedsat en alt andet end hurtigt arbejdende kommission, der skulle belyse omstændighederne omkring forliset. Den barslede først 1968 - otte år efter ulykken... Den kritiserede radiosystemet, men den egentlige årsag til forliset blev aldrig opklaret.
Forslagene var flere: Overisning, kollision med drivis, forskydning af last. Men det meste havde kun historisk interesse. For i mellemtiden var sikkerhedsreglerne blevet forbedret, varslingen om drivis også, og nye lastelinieregler gjorde, at stålluger var blevet næsten enerådende.