Han kom, så - og tabte kampen mod løgnen

En mand med blot lidt mere folkelig gennemslagskraft end Jon Galster, kunne have kostet flere politiske hoveder end kong Kristian II lod rulle i 'det stockholmske blodbad' fire århundreder tidligere. Galster var dygtig, men ikke dygtig nok. Derfor smuttede sandheden ud mellem de fingre, der ellers havde fået et godt greb i struben på den.
     Da Jon Galster den 3. januar 1992 for stedse lukkede sine øjne, modtog det officielle Danmark meddelelsen med et skuldertræk. Thi for politikerne, embedsmændene, kongehuset, magteliten havde manden længe været død. Ufarlig. Systemet havde forlængst fået lukket hans mund - den mund, som i efterkrigstiden havde været gysende farlig for de politiske magthavere, der hang sammen som ærtehalm om dette ene: At holde skjult de af besættelsestidens sandheder, "man" ikke ønskede til folkets kundskab. For det er kun almenheden, der synges om i verselinien "Oh, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod..." Magteliten laver ikke andet end smede rænker og bage rævekager.
     Historikeren, cand.mag. & jur. Jon Galster førte en livslang kamp for at vække det danske folk til dåd i sagen om Danmarks ydmygende besættelse 1940-45. Hans sidste bog '9. april - en sand myte' (billedet) udkom kort før hans død, men blev som hans øvrige vækkelsesforsøg kvalt af 'den provokerede glemsel'. Fra 1945 til midten af 1950'erne havde Jon Galster trådt på mange ømme, politiske tæer. Hårdt og med effekt. Bare ikke effektivt nok. 'Ærtehalmen' havde (næsten på målstregen, thi Galsters oprørsforsøg var på nippet til at lykkes!) formået at få almenheden til først at anse manden for gal. Senere kvæle hans oprør i den provokerede glemsel, som System-Danmark håndterer så effektivt. Dette løgnens virkemiddel er i historiens løb brugt mange gange. De fleste gange så effektivt, at glemselens slør aldrig er blevet hævet. Kun enkelte af dets ofre navne og mål erindres af eftertiden:

• Kristian II. - for denne sidste katolske konges kamp for almuens rettigheder,
• Jacob Dampe - for sin kamp i 1820'erne for retten til ytringsfrihed og demokrati, og
• Christen Bergs, Venstrepolitikeren og bladmanden, for sin kamp til bevaring af det danske demokrati, som mod 1800-tallets slutning var i lommen på Estrup og hans Højrekræfter.

Disse mænds mål blev nået. Men så sent, at de ikke selv fik lov at opleve sejren. Og for sent til at det havde nogen reel, politisk betydning. Hertil kan føjes historikeren Jon Galster og hans kamp for at afsløre de danske politikeres rævestreger og nedværdigelse af Danmark og af hele det danske folk ved den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940.

Afsløringerne i 1990'erne af regeringen H.C. Hansens nu beviste bedrag overfor den danske befolkning i sagen om amerikanske atomvåben på Grønland - og alle efterfølgende regeringers bevidste læggen-røgslør over forgængernes 50'er-løgne - burde for længst have åbnet øjnene hos den danske befolkning for, at magthaverne ikke altid er hæderlige ledere, men tværtimod atter og atter forbryder sig mod sandheden og dermed mod almenvellet - og som konsekvent forfølger de enkeltpersoner (eller grupper), som modigt - eller kald det bare naivt - prøver at åbne folkets øjne for forbrydelserne og få befolkningen til at indse, hvem de virkelige forbrydere er. Selv med denne almenhedens sene erkendelse burde også troen på Jon Galsters påstande om 'politisk sammensværgelse' og 'højforræderi' i Danmarks politiske top anno 1940 længst have vundet fodfæste.
     Ingen med virkelig indsigt i politik tvivler vel i dag på 'Rostockmødet' - selv om ingen tør sige det højt.
     At dette udslag af politikernes landsforræderi overhovedet blev fremdraget fra magthaverklikernes røgslørsdækkende løgne er helt og holdent Jon Galsters fortjeneste. Inden længe vil det formentlig komme med i de historiebøger, som 'man' i et par generationer har søgt at holde borte fra undervisningen.
     Vi har ofte hånet Sovjetunionen og andre diktaturstater for jævnligt at lade skiftende ledere omskrive Sovjetunionens historiebøger. I de sager kan vi gribe i egen barm. Selv om vi benytter elegantere metoder: F.eks. den socialdemokratiske model: Man afskaffer historieundervisningen og historiebøgerne. For så - når de senere genopstår - at have foretaget 'visse nødvendige korrektioner pga. fremkomsten af nye oplysninger'
     I ethvert leksikon finder man i dag både Kristian II, Jacob Dampe og Christen Berg. Deres ideer blev realiseret, da der ikke skønnedes nogen fare for magteliten ved at gøre det.
     Jon Galster leder man endnu forgæves efter. Men lur mig, om de ikke om føje år vil være at finde i bøgerne, nu taget med efter 'visse korrektioner på grund af fremkomsten af nye oplysninger'.

Hvad var det med den 9. april?

Allerede fra besættelsens begyndelse havde rygter verseret om danske politikeres forræderi overfor Danmark ved den hurtige overgivelse 9. april 1940.

• Om ignorerede advarsler om en nært forestående besættelse,
• om højtstående, danske militærpersoners advarsler og indberetninger i samme retning,
• om soldater, der blev sendt hjem på orlov aftenen før overfaldet på Danmark,
• om kanoner, der ikke virkede, da tyskernes militærtransportskibe sejlede ind i danske havne,
• om soldater, der ikke fik besked, så fjendens soldater i marchkolonne kunne gå lige ind i det danske forsvars operationscenter, Kastellet i København, efter velorganiseret udlosning ved Langelinie lige neden for Kastellets vagtposter,
• om regeringens alt for hurtige kapitulation, og meget, meget andet, der næsten kun kan indicere højforræderi i de øverste politiske cirkler.

I den danske befolkning blev der allerede i dagen efter talt om 'Mordet på 13 danske soldater', dem, der faldt i de første morgentimers kampe på amalienborg Slotsplads og i Sønderjylland, som - hvis der forelå en forudgående aftale med Nazityskland om besættelsen (hvad meget tydede på) - blot var blevet ofret for at redde politikernes ansigt gennem et kun-på-skrømt forsvar af fædrelandet.
     Beskyldningerne svirrede 1940-45, men censur og begrænsninger i trykkefriheden forhindrede, at de blev til andet end... rygter. Danskerne var autoritetstro. Kun et minimalt fåtal drømte om at overhøre den gamle landsfader Staunings og den gamle kong Christian X's opfordring på selve besættelsesdagen om 'at optræde med værdighed og uden provokationer overfor den tyske besættelsesmagt'.
     Denne forklaring blev gentaget samme aften, da regeringschefen Th. Stauning (S) orienterede Folke- og Landsting i Fællessalen. billedet er fra den lejlighed. Stauning på talerstolen. Yderst til venstre (bag stenografen) udenrigsminister P. Munch.

Sommeren 1940 var den dårlige samvittigheds sommer i Danmark. Man sang danske sange ved store alsangsstævner, besøgt af tusinder. Med vandblå, tårevædede øjne talte man om Niels Ebbesen, den nationale sjæl og den danske ånd. Og sang så det klang over vosser og vang. Det store flertal af danskere hyldede vikingånden, men forblev selv trællesjæle.
     Ingen - ingen - vovede fra talerstolene at sige sandheden: At den danske befolkning ved valg efter valg gennem 20'erne og 30'erne havde bakket op om netop de partier, som ville nedruste et i forvejen decimeret, ja, nærmest amputeret, dansk forsvar - og derved klart havde vist politikerne, at man ønskede at skære hær og flåde ned til en slags udvidet politistyrke.
     Pacifisme og neutralitet var løseordene for Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre - og bondepartiet Venstre.
     Kun to små partier havde talt ivrigt for et forstærket, dansk forsvar: Det konservative Folkeparti og nazistpartiet DNSAP.
     De Konservative ud fra ønsket om at kunne modstå et tysk angreb. Nazisterne for at gøre det unødvendigt for Nazityskland at sikre sin nordre flanke ved at besætte Danmark i den krig mod England/Frankrig, som var erklæret 3. september 1939.
     Ingen sagde det lige ud: At en fremmed besættelse var uundgåelig, når Danmark ikke havde hverken viljen eller evnen til at hindre fremmede magter i at indtage landet.
     Kun de danske nazister under Frits Clausen tillod sig at sige det offentligt på møder og skrive det lige ud i deres dagblad 'Fædrelandet':

Den danske regering ofrede 13 danske soldaters og 3 grænsegendarmers liv den 9. aprilmorgen i 1940 ved ikke på forhånd enten at have oprustet til et virkeligt forsvar eller - i erkendelse af afmagten - i forvejen at have erklæret kamp umulig og overgivet sig. Der var opbakning til dette synspunkt i store dele af den nationalt sindede, danske almue - også langt, langt udenfor nazisternes rækker.

Her 4 billeder fra 9. april 1940:
1.	Motorcykelpatrulje i stilling på hovedvejen i Aabenraas sydlige udkant. Det var i dagene forud blevet soldaterne forbudt at grave skyttegrave eller lave anden sikring.
2.	Mandskab ved fodfolkskanon i Hertug Hans Gade, Haderslev, ved hovedvejens indmundig i byen.
3.	Samme sted få minutter senere: Kanonen er smadret og to danske soldater er dræbt af tysk pansergranat.
4.	Det var en dyrekøbt sejr for tyskerne. De danske tab var 11 soldater i Sønderjylland (Fynske Livregiment), 2 danske soldater på Amalienborg Slotsplads (Kongelige Livgarde), i alt 13 danske soldater.

Kaptajn O.V. Petersen, Dansk Militærhistorisk Samling på Odense Kaserne, hvorfra de danske soldater kom, har søgt at skabe sig en oversigt over, hvor mange tyske soldater, der egentlig blev dræbt og såret. Sandheden må åbenbart ikke komme frem. Han mener, at tyskerne mistede 250-300 mand og havde endnu flere sårede. Disse tal opbevares stadig som hemmeligheder i Rigsarkivet.

Forfatteren Arne Stevns har i sin bog '9. april - skildret i breve fra danske soldater' (billedet), der udkom i 1940 i tusindtalligt oplag og blev læst igen og igen i danske hverdagshjem, sagt tingene så ligeud som det overhovedet var muligt at gøre det under tysk censur, bl.a. ved en demonstrativ forside med den famøse 'skammens dato' foran en stiliseret udgave af de tyske SS-runer i tyske nationalfarver sort, rødt og gult.
     Der var mange andre end nazister på Rådhuspladsen i København, da der den 9. november 1940 holdtes æret-være-deres-minde-folkemøde med kransenedlæggelse ved statuen af Den lille Hornblæser til ære for de faldne danske soldater fra 9. april. Det var alene de danske nazisters provokerende fremtræden ved den lejlighed - ikke sagens genstand - som frastødte folkets flertal, og gav ungkommunisterne medvind i deres slagsmålsforsøg på at ødelægge højtideligheden.
     'Den kolde skulders politik' i de første besættelses-år gjaldt ikke kun besættelsesmagten, men i høj grad også de danske samarbejdspolitikere, som alle anså for at have sveget deres land. Det var højskolefolk, ikke politikere, som blev inviteret til at tale ved de danske alsangsstævner.
     De fem onde år gik. Den 5. maj 1945 var ikke gået til ende, før besættelsens stille knurren i krogene imod hine politikere begyndte at blusse op. Politikerne klarede med nød og næppe at fremstå som hæderlige ved
- at danne en Befrielsesregering sammen med modstandsbevægelsens ledere, der således påtog sig et stort, politisk ansvar i renvaskningens snavsede tjeneste,
- at fare frem med lynhurtig vedtagelse af 'Landssvigerlovene', som indførte dødsstraf og trods grundloven og alle menneskerettighedserklæringer blev givet tilbagevirkende kraft, og ved
- i bralrende ordskvalder at kræve 'udrensning fra top til bund', samtidig med at man bag kulisserne gjorde alt for at denne udrensning stort set kun fik lov at nå nogle få centimeter fra bunden!

Politikens At Tænke sig satte tingene på plads med denne aforisme: Hvad fiskerne ikke har evnet i årtusinder er lykkedes for danske politikere: At lave et net, der lader de store fisk gå, men fanger de små.
     Allermest genialt var dog Rigsdagens beslutning om, at ingen politikere skulle stilles for retten, før en Parlamentarisk Kommission (sammensat udelukkende af de samme politikere) bag hermetisk lukkede døre havde undersøgt danske politikeres mulige forræderi før, under og efter 9. april 1940.
     Ved disse kunstgreb udskød Top-Danmark den endelige vurdering så længe, at interessen blandt folket næsten var kølet ned til 0 grader, da sidste bind af Den parlamentariske Kommissions rapport forelå en gang i 1950'erne!

Førstedelen af rapporten forelå ganske vist 13. oktober 1945 som en slags 'betænkning'. Heri fastslog politikerne, at ingen politikere havde vidst noget, endsige gjort noget som helst forkert i forbindelse med 9. april 1940.
     Befolkningen og pressen var aldeles overbevist om politikernes skyld og talte højlydt om 'forræderiet omkring 9.april'. Pressen krævede retsforfølgelse, men lod sig spise af med nye undersøgelser. Og så trådte såmænd den samme Parlamentariske Kommission atter sammen og begyndte på endnu en runde af denne lirum-larum-snik-snak. Den sluttede reelt først sin virksomhed i 50'erne. Bind 24 udkom som det sidste.

Blandt dem, der IKKE var blevet afhørt overhovedet af Den Parlamentariske Kommission var to meget centrale skikkelser:
     - Fhv. statsminister Th.Stauning (han havde lovligt forfald. Var død 1942) og
     - fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius (!), samarbejdspolitikkens absolutte lederskikkelse.
     - Den tredie centrale skikkkelse, fhv. udenrigsminister Peder Munch fik af kommisisionen den højst besynderlige særbehandling, at han blev fritaget for pligten til at udtale sig (!!)

Hvad var det så med denne Galster?

Det var i dette løgnens ragnarok, at Jon Galster rejste landet til modstand. Dette dækken-over-hinanden-ærtehalmeri var blevet for meget for adjunkt, cand.mag. Jon Galster i Sorø. Han indledte en møderække. Talte ved hundreder af folkelige møder, der for hver gang samlede større og større skarer.
     Jon Galster var skolelærersøn fra Kolding, født 26. september 1915 (han morede sig altid over, at det officielle Danmark frem til 1971 altid flagede på hans fødselsdag - som faldt sammen med kong Christian den Tiendes). Han blev student 1933, ville gøre karriere i handelslivet og blev elektrikerlærling i Nordisk Solar. Indså selv sine manglende evner desangående og lod sig i stedet immatrikulere ved Århus Universitet, hvorfra han blev cand. mag. i historie og fransk. Han blev adjunkt ved Sorø Akademi. Her var han, da Anden Verdenskrig og dermed den tyske besættelse af Danmark sluttede i maj 1945.

På forsamlingshusenes bænkerader hørte tilhørerne med tilbageholdt åndedræt Jon Galster anklage danske politikere for højforræderi - den alvorligste forbrydelse noget menneske kan gøre sig skyldig i. Galster talte bestemt ikke for døve øren, og altid for fulde huse. Men fordi aviserne ikke omtalte møderne, begyndte folk at tvivle om rigtigheden. Autoritetstroen i det danske folk var langt større end i dag, og en dybdeborende, systemkritisk presse var endnu ikke opfundet.
     Han talte for en tavs presse. Ingen redaktør brød sig om at ribbe op i de fem år, hvor aviserne som dikkende lammehaler havde spytslikket for besættelsesmagten - bl.a. for ikke at blive frataget tilladelsen til at udgive aviser - og tjene penge hjem til aktionærerne - som stort set uden undtagelse tilhørte den del af befolkningen, der tjente fedt på Besættelsen. Selv om de ikke offentligt vovede at tale om 'De Fem Fede År'.
     Ikke, at aviserne ikke skrev om besættelsens begivenheder - da maj 1945 atter gjorde den til 'den frie presse' - nu fri for tysk censur, men bestemt ikke fra 'skjult selvcensur'. Vel gjorde de da det. Svælgede nærmest i Besættelses-guf-guf:
     Guf var tyskernes misgerninger og allerbedste guf-guf de danske, som var gået i direkte tysk tjeneste, med eller uden de skiftende regeringers opfordringer, tilladelser eller accept.
     Men top-guf-guf-guf var dog historier om frihedskæmpernes heltegerninger.
     Med årene er der blevet stadig flere frihedskæmpere og stadig flere heltegerninger. I 50-året 1995 blev alle sten vendt for Gud-ved-hvilken-gang, og - hvor utroligt det end lyder - så lykkedes det minsandten at finde endnu flere frihedskæmper-armbindshelte frem fra glemslen. Til min bog 'Intet Nyt fra Østfronten' (Boganas Forlag, 1998) udtalte den daværende formand for Frihedskampens Veteraner, at man endnu var 7-8.000 tilbage af aktive modstandsfolk. Min far - som var en af dem - sagde til mig en gang:
     'Jeg tror højst vi var 350 en måned før krigen sluttede!'
     Jeg har aldrig grebet min far i en løgn.

Et af Jon Galsters trumfkort var de to vidner, som kunne fortælle, at plakaten med Kongens og Stauning opråb 'Til det danske folk' var sat op i Jylland, inden kl. 11 om formiddagen den 9. april 1940. Selv om trykkeriet havde smidt alt, hvad man havde i hænderne, gjorde afstanden til Herning og Skive det totalt umuligt at få plakaterne så hurtigt frem. Det var et stærkt indicium for at plakaterne havde været trykt og leveret dagen forud (billedet).

Jon Galster talte som sagt for en døv, i alle fald total tavs presse. Den ønskede ikke hans oplysninger frem. Oplysninger, som belastede pressen selv derved, at de ikke havde bragt dem for længe siden. Sådan var det i 1940'erne og 1950'erne for Jon Galster. Sådan er det den dag i dag.
     Prøv i dag at komme til pressen med indlæg i artikel-, kronik- eller læserbrevsform om emner fra den tid, som ikke harmonerer med de store farvelagte heltebilleder....du rammes straks af 'den provokerede tavshed' - og indlægget arkiveres både i papirkurven og på redaktionernes (og efterretnings-tjenesternes?) officielt ikke-eksisterende 'Sorte Liste'
     Der er andre eksempler på den slags end Jon Galsters. Ingen nævnt, ingen glemt.

En havkat i døbefonten

Efterhånden som Galsters mødevirksomhed i 1950'erne tog form af en slags folkebevægelse, blev nervøsiteten 'på bjerget' en torn i øjet på 'ærtehalmen'. Han måtte stoppes. Jon Galster har til mig og andre i timevis fortalt eksempler på chikanerierne. Kort fortalt endte det hele med, at Galster blev fyret fra Sorø Akademi. Ordet 'samarbejdsvanskeligheder' var endnu ikke opfundet. I hans tilfælde hed fyringsgrunden 'manglende forberedelse til undervisningstimerne'.
     Den højintelligente, veluddannede nu arbejds- og pengeløse adjunkt, cand.mag. i fransk og historie Jon Galster måtte tage forskellige vikarjobs (han kaldte det selvironisk for 'min tid som løbedegn'), fik job som fast vikar på Ollerup Lærerhøjskole, og endelig fast stilling som kommunelærer i Rødby. Jeg har i 50'erne hørt ham tale på et møde i Odense, hvor han bl.a. sagde:

Indtil 1954 var det stort set lykkedes 'Ærtehalmen' at holde navnet Jon Galster udenfor enhver avisomtale. På trods af, at hans møder samlede titusinder over hele landet. På trods af, at tilhørerne blev flere og flere.
     Så oprandt anden tirsdag i oktober 1954, nærmere bestemt den 12. oktober: Rigsdagens åbning med forudgående gudstjeneste i slotskirken. Begge begivenheder transmitteredes som altid i direkte udsendelse af Danmarks monopolradio Statsradiofonien. Da fjernsynet endnu stort set ikke var kommet til Danmark, sad det dengang meget politisk interesserede Danmark ved højtalerne i 'de tusind hjem' for at høre det hele. Gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke startede traditionelt med orgelmusik og indgangsbøn. Men pludselig skete der noget, som de fleste dårligt nok nåede at fatte derude ved højtaleren. En tynd og klar stemme lød i højtalerne:

Jeg anklager danske politikere for højforræderi i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Jeg anklager daværende krigsminister Alsing Andersen for mord på 13 danske soldater. Jeg anklager udenrigsminister P. Munch for højforræderi ved...

Så kom der ikke mere. Orglet tonerede voldsomt og menigheden af fremmødte politikere og ministre sang af allerfuldeste hals i et forsøg på at lægge røgslør over dette utidige brud på etiketten.
     Men ude i 'de tusind hjem' kendte man beskyldningerne - og stemmen ...
     'Var det ikke ham dér Galster?'
     Hvad var der sket? Jo, Jon Galster havde indset, at han ingen vegne kom, uden pressedækning - og greb så til et middel, der må have været overordentligt ubehageligt for den pæne mand, som altid optrådt velklædt og helt korrekt karakteriseredes som en lille, intens, rank, venlig, men lidt gammeldags, højtidelig og formel mand'. Bemærk ordet 'intens'.

Galster må på den oktoberdag have bidt hovedet af al skam, af al velopdragenhed, af al gammeldags pænhed for at kunne gennemføre sit forehavende: At få hele Danmark i tale!
     Han havde skaffet sig et falsk pressekort og dermed fået adgang til Christiansborg slotskirke. Han sad på 11. række helt ud til midtergangen, og vidste nøje, hvornår han skulle slå til. Og hvordan.
     Netop som kordegnen forlod mikrofonen, rejste den pæne, lille mand sig og vandrede adstadigt op ad midtergangen på en måde, så ingen heftede sig ved ham. Troede vel, det var kordegnen, som ville læse indgangsbønnen. Stående ved mikrofonen vidste den velforberedt Galster, at mikrofonen havde en on/off-knap, der skulle slås på 'on'. Ellers var der ikke kommet et ord ud i æteren. Og han vidste nogenlunde, hvor hurtigt civilbetjente i kirken ville bruge til at reagere og tvinge ham bort. Derfor valgte han en anden facon end den, han benyttede i sine taler, der godt kunne være lange og omstændelige.
     - Jeg nåede endda at få sagt mere, end jeg havde regnet med, fortalte Galster senere.
     Aviserne næste dag kunne ikke komme uden om at nævne afbrydelsen i slotskirken, men det var med overskrifter som 'gal mand greb mikrofonen i slotskirken' og 'grovkornede beskyldninger mod danske politikere ødelagde åbningsgudstjenesten'. Der stod intet konkret i artiklerne. Intet om, hvad beskyldningerne gik ud på - og emnet blev heller ikke taget op i pressen de efterfølgende dage. Pressen bevarede den del af ytringsfriheden, som består i ikke at ytre sig.
     Galster havde håbet på en bagvaskelsessag. En retssag ville gøre det muligt at få afhørt vidner i fuld offentlighed - og på den måde tvinge sandheden frem. Få afsløret forræderne. Troede han.
     Galster gjorde sig ingen falske forestillinger om, at 'ærtehalmen' ville anlægge sag mod forbryderne med mindre der rejste sig et folkekrav. Anklagerne ville kun blive rettet mod den, der havde fornærmet forræderne.
     Trods alt var der nu fremsat beskyldninger for et større publikum. Og bagvaskelser og/eller injurier er straffri, 'såfremt sandheden i de fremsatte påstande kan bevises.' Sådan sagde - og siger stadig - straffeloven. Nu ville han - mente Galster - få muligheden for at føre beviser frem! Et gennembrud i hans kamp for historieopklaring. For hans kamp for sandheden. Hans kamp mod de egentlige landsforrædere: 9. april-regeringen.

Hvornår retssagen så kom? - Den kom slet ikke.

Jon Galster havde ikke studeret straffeloven godt nok. Hans beskyldninger i radioen havde været rettet mod politikerne i almindelighed. Kun de, der offentligt ville erkende, at have følt sig truffet, kunne rejse en sådan civilsag. Og kun to navne var blevet nævnt i hans sekundkorte radiotale i Slotskirken: Den radikale 9. april-udenrigsminister P. Munch, som var død 1948, og den socialdemokratiske 9.april-krigsminister Alsing Andersen.
     Skønt medlem af Folketinget sad han ikke i kirken denne dag. Han var i New York for som medlem af den danske delegation til FN at forberede den kommende generalforsamling. Efter råd fra sine kolleger valgte han at slå beskyldningen hen som 'gal mands vås'. - Og derved blev der heller ingen bukser af det skind.

Galsters optræden i slotskirken fik dog tre eftervirkninger: Han blev fyret fra sit lærerjob i Rødby, hans kone forlod ham - hun kunne ikke udholde de fortsatte chikanerier fra myndigheder og øvrigheds-personer - og der kom dobbelt så mange til hans møder ude i forsamlingshusene! Alle ville høre, hvad Jon Galster havde at sige.
     Også 'Krisepolitiet' som det hed dengang (i dag PET 'Politiets Efterretnings Tjeneste') mødte frem som tilhørere. Ved alle hans møder sad der to civilklædte herrer i baggrunden af salen og noterede flittigt under hans tale.

Hvad var det så, han havde at sige?

Hans vigtigste 'bevis' for højforræderi og sammensværgelse handlede om 'Rostockmødet'. Galster havde gennem årene samlet på udtalelser fra en række mennesker, hvormed han mente at kunne bevise, at Danmarks daværende udenrigsminister, den radikale P. Munch den 17. marts 1940 var fløjet til den tyske by Rostock, hvor han var mødtes med en af Hitlers betroede topmænd, indenrigsminister og Reichsführer-SS Heinrich Himmler - og her havde truffet aftale om, hvorledes den forestående tyske besættelse af Danmark kunne foregå, så Danmark led mindst mulig skade - og tyskerne kunne overtage forsvaret af Danmark imod en af tyskerne stærkt frygtet engelsk besættelse.
     Så var der udtalelser om 'kanonen, der ikke kunne skyde', 'soldaterne, der blev sendt på orlov den 8. april om aftenen' og de øvrige punkter, som allerede cirkulerede sommeren 1940.
     Den lille, pæne mand virkede overbevisende på tilhørerne. - Ikke opflammende. - Var for saglig. - Manglede helt de oratoriske evner, som får et folk til at rejse sig i vrede og gøre oprør.

Jeg har flere gange i årene længe efter talt med Jon Galster. Jeg har læst de fleste af hans hæfter og bøger. Jeg har hver gang konstateret, at der var nogle meget væsentlige brist i hans såkaldte bevisførelse.
     Et bevis er et uigendriveligt af en person underskrevet dokument med enten vitterlighedsvidner eller attesteret af en myndighed. Det kan være et foto, der viser anklagede i en kompromittenrede situation. (F.eks. manden nøgen i sengen med naboens kone. Men hvis de kun sidder i stuen eller blot hilser på hinanden i døren, er det foto kun et indicium).
     Et indicium er derimod et ikke-underskrevet papir, et notat, et afsnit i en bog eller et brev, et foto og det kan være et vidne - i retten anerkendes tilmed kun vidner, som træder frem i rettens vidneskranke og under strafansvar afgiver klare udtalelser om noget, de selv har overværet i forbindelse med netop den sag, som behandles i retten.

Galster lærte aldrig at kende forskel på 'indicier' og 'beviser'.

Havde han haft en telefonopringning fra en person, der fortalte ham et eller andet, anså Galster sine egne notater ved telefonen som beviser.
     Havde han fået et brev fra en person, der erklærede et eller andet, anså Galster brevet som et bevis.
     Kom en mand hen til ham ved et møde og fortalte ham et eller andet, noterede Gaslster mandens udsagn ned og betragtede senere dette som et bevis.

Alt dette nævnte er ikke beviser, kun indicier. Og det er ikke mange mennesker, som i en dansk ret er blevet dømt på indicier alene. I så fald har disse været mange og vægtige. De fleste véd, at er man oppe imod systemet (skattevæsen, socialkontor, politi etc.) må der endog meget stærke beviser til for at bevise ens egen uskyld. Indicier er værdiløse..
     Hvordan Jon Galster kunne tage så meget fejl på dette punkt, er mig den dag i dag en gåde.

Men retssagen kom

Da Galster havde turneret yderligere nogle måneder med sin tale, og de civilklædte betjente i salens bageste ende havde samlet tilstrækkeligt med citater, der kunne tjene som indicier, fik han endelig den retssag, han havde ønsket. Ikke en civil injuriesag, men en offentlig anklage for utilbørlige udtalelser om afdøde og nulevende personer med offentligt hverv at udføre.
     De finere detaljer i anklageskriftet såsom paragraffer og anklagepunkter springer jeg over, for det var helt klart, at nu havde 'ærtehalmen' fået nok. Nu skulle munden lukkes på manden.

Galster søgte at få beskikket en advokat. Det nægtede retten ham.

Han søgte selv at finde én. Ingen advokat ville/turde.

Han var kort sagt tvunget til selv at føre sin sag (et jurist-bonmots siger 'selvmødere er selvmordere'), og han gav sig derfor til at studere jura - tog dog først sin embedseksamen 1957, da hans sager forlængst var afgjort.

Jon Galster klarede sig - trods den manglende juridiske embedseksamen - strålende i retten. Trods 'ærtehalmens' utallige forsøg på at lægge ham hindringer i vejen:
     En retssag kan rejses enten, hvor den anklagede har bopæl, eller hvor det påståede lovbrud er sket.
     Galster boede på det tidspunkt i Rødby og holdt taler over hele Danmark. Anklagemyndigheden valgte at slå til et formentlig velvalgt sted i Jylland, i Holstebro, hvor 'forbrydelsen' var sket. De kunne have valgt en hvilken som helst anden retskreds, men valgte Holstebro, som var længst muligt borte fra Rødby-hjemmet, så alene rejseomkostningerne var en belastning for den anklagede.
     Da den aldrende dommer Hjalmar Richter synters indstillet på at lade Galster føre alle de vidner, han havde ønsket - mere end 100 (!) - trak anklageren sagen i den grad i langdrag, at alle undrede sig. Forhalingen blev åbenbar, da dommeren efter et halvt års tid trak sig tilbage på grund af alder. En ny dommer trådte til - en systemets mand (systemet havde lige netop udpeget ham til embedet), som afviste de mange vidner, og kun lod Galster føre ca. 20 - tilmed omhyggeligt udvalgt af dommeren ud fra Galsters lange liste. Dommeren kendte åbenbart anklagen og Galsters udsagn så godt i detaljer forud for retssagen, at han kunne strege netop de væsentligste af vidnerne.
     Under retssagen blev Galster igen og igen afbrudt i sin tankerække (indrømmet: Hans redegørelser kunne til tider være ret kringlede!) af dommeren, som bad ham holde sig til sagen. Jon Galster lod sig ikke slå ud. Da dommeren trak sig tilbage for at overveje dommen, troede både tilhørere og Galster selv, at dommen ville lyde på frifindelse.
     Eksperter vidste bedre. Og de fik ret: Dommen lød på fængsel i 6 måneder, ubetinget!
     Så kom der en masse rod, fordi Galster ikke ville møde til afsoning, før hans møderække var afsluttet. Det blev kispus med politiet, men endelig 22. marts 1958 mødte han til afsoning. Forud for dommen havde Galster erfaret, at daværende justitsminister Hans Hækkerup på møder landet over havde sagt, at 'Galster SKAL dømmes!' I sine efterfølgende taler anklagede Galster derfor justitsministeren for at have forbrudt sig mod den paragraf, der siger, at ingen må søge at påvirke retten i nogen verserende sag. Slet ikke en justitsminister, hvis opgave det bl.a. er at udpege og forfremme dommere.
     Igen manglede Galster beviserne for de påståede udtalelser. Ny sag. Galster blev midt under fængselstiden atter slæbt i retten og dømt for bagvaskelse af justitsministeren. Tillægsstraf: 8 måneders fængsel.

I fængslet modtog han de endelige skilsmissepapirer og giftede sig kort efter med sin veninde, som havde støttet ham, siden hustruen havde forladt ham.
     Jon og Suzette Galster levede lykkeligt - og beskedent - sammen til hans dages ende.
     Siden løsladelsen fra fængslet i december 1958 (benådet grundet god opførsel), var det ham fast umuligt at skaffe sig et job. Han søgte alt. Fik overalt afslag. Skaffede sig lidt oversætterarbejde, skrev nogle bøger om historiske emner, nogle under pseudonymet Dan Hemming 'Guldhornenes tale' (Dansk Historisk Håndbogsforlag), andre under eget navn 'Skrifter' og 'Amagers Erobring' (Eget Forlag), samt 'Helleristningernes tale' og '9. april - en sand myte' (Dansk Historisk Håndbogs Forlag) Suzette Galster fortæller:
     - Vi boede i mange år i Søborg, i Gladsaxe kommune ved København, hvor Erhard Jakobsen var borgmester. Skattevæsenet jagtede evigt og altid Jon. Han sagde: "Jeg vil gerne betale, hvis I bare giver mig en mulighed for at tjene penge. - I har mangel på lærere her i kommunens skoler. - Jeg er lærer. Gi' mig et job! Så betaler jeg gerne skat!" - "Jamen, De er overkvalificeret, hr. Galster," sagde man i skolevæsenet.
     Der blev aldrig noget reelt job. Hverken i Gladsaxe eller andre steder. Gennem alle årene levede vi reverenter talt af min indtægt som børnehavepædagog. Men heldigvis var vi begge ret gode til at arve. Vi boede 15 år i Søborg, 6 i Farum og 6 i Allerød, før vi 1984 flyttede helt ud på landet i Svebølle ved Kalundborg i en villa, som vi boede i til Jon døde. Da jeg blev alene, måtte jeg flytte til et mindre hus. Her bor jeg nu alene med mine minder og glæder mig over mange besøg af børn og børnebørn, slutter fru Galster.

Hvad var der så om snakken?

Jon Galsters indsats inspirerede mange år senere mig (denne artikels forfatter) - det var i 1977 - til at dykke ned i de sager, han havde beskæftiget sig med. Han havde brugt umådelige kræfter på at sandsynliggøre, at 'Rostockmødet' mellem Munch (tv) og Himmler (th) overhovedet havde fundet sted.
     Det tror jeg i dag, at de fleste med bare et minimum af indsigt er overbeviste om.
     Derimod brugte han alt for få kræfter på at finde ud af, hvad det 'Rostockmøde' havde handlet om. Galster var så overbevist om, at når den danske udenrigsminister mødtes med den Heinrich Himmler, som ved krigens slutning var blandt Hitlers absolutte topmænd, så måtte de have talt om udenrigspolitik. Og da hvad andet end Danmarks besættelse, som indtraf mindre end en måned senere. Det tror jeg til gengæld ikke på.
     17. marts 1940 var Himmler indenrigsminister med ansvaret for Gestapo og det øvrige politi, hvorunder hørte det Allgemeine-SS, hvis opgave bl.a. var at bevogte koncentrationslejrene. Med krigsførelsen havde han intet at gøre. Hans egen særlige hær, det såkaldte Waffen-SS, var kun under planlægning og beskeden opbygning. En eneste enhed, 'SS-Regiment Nordland' modtog de unge nazister fra andre lande, heriblandt Danmarks, der som frivillige meldte sig til krigstjeneste for 'den store europæiske sag', men ifølge reglerne ikke kunnet blive optaget i hæren, die Wehrmacht.
     Hitler ville aldrig være så dum at indvie den mand i sine planer om besættelse af Danmark og Norge, som under sig også havde frivillige fra netop disse to lande. Og en indenrigsminister må være den sidste, der erfarer om ydre angrebsplaner.

Den tredie Mand

Hvad mødet reelt handlede om, kunne kun de tilstedeværende vide: Himmler, som var død i Nazitysklands sammenbrudsdage, og Peder Munch, som døde af naturlige årsager 1948.
     Beviser kunne altså ikke skaffes. Det hele måtte bygge på gisninger, og de kan end ikke bruges som indicier. Jeg tror - og det kan kun være en tro, om end baseret på visse kendsgerninger - at 'Rostockmødet' handlede om en prekær familiesag:
     Munchs søn Ebbe var homoseksuel (han må endelig ikke forveksles med den unge diplomat af samme navn, som som fra Stockholm organiserede grene af den danske modstandsbevægelse og årtier senere blev dronning Margrethes hofmarskal). Der havde været flere sager i Danmark, hvor Munchs søn havde forgrebet sig på smådrenge. Sagerne var blevet tysset ned i betragtning af faderens høje position.
     Efter sidste sag - i 1939 - havde Ebbe fået pålæg om i nogen tid at holde sig borte fra Roskildeegnen, hvor familien Munch boede, og hvor hans uterligheder havde fundet sted. Han var rejst til Hamburg. Under en Gestapo-razzia i et storbyens betændte kvarterer, var han blevet arresteret og sat i fængsel for homoseksuel omgang - noget, der var strafbart i Nazityskland. Da Gestapo opdagede, at man havde den danske udenrigsministers søn i sin varetægt, gik der besked opad i hierakiet. Nyheden nåede Himmler, og det er da muligt, at Himmler til gengæld for sønnens frigivelse har søgt på et møde med P.Munch at opnå visse tjenester fra faderen.
     Hvad disse kan have været, og hvad der i øvrigt er blevet talt om, véd i dag INGEN. Men hvis Jon Galster i 1950'erne havde fokuseret mere på 'Rostockmødet's emne, ville han ret let have kunnet få dette at vide.
     Hofjægermester Jørgen Sehested, Broholm på Fyn, der selv havde været fængslet og var blevet straffet efter landssvigerlovene, havde gode kontakter til Tyskland. Bl.a. til den SS-officer Jochen Peiper (billedet), som efter sigende under hele Himmler/Munch-mødet var anbragt i et sideværelse til mødelokalet med døren på klem for at gøre notater for Himmler. Altså 'en 3. mand', der stadig var i live.
     Da jeg mange år senere kom undervejrs med dén historie, formidlede Jørgen Sehested et møde for mig med Jochen Peiper i dennes afsidesliggende hus i Sydfrankrig. Jeg var på vej derned for at lave mit interview, da jeg på forsiden af den tyske avis Bild-Zeitung så kæmpeoverskriften: 'SS-Peiper myrdet og indebrændt i sit hus i Sydfrankrig.'
     Gerningsmændene blev i øvrigt aldrig fundet, men formodes at have været franske, forhenværende modstandsfolk, som havde hævnet sig på Peiper for dennes forbrydelser i Frankrig under krigen.
     20 år tidligere ville Jon Galster have kunnet få en førstehåndsberetning fra Jochen Peiper. Disse oplysninger kunne have bevist eller ødelagt hans mistanke, men den havde styrket hans troværdighed.
     Flere ville have været til sinds at bakke ham op mht. de andre indicier. Ingen - mindst af alle Galster - ønskede nogen dømt på falske beviser eller urigtige indicier. Fuld viden om 'Rostockmødet's sande forløb ville nok fjerne en af hovedhjørnestenene i Jon Galsters anklager. Men ville have styrket troen på de mange andre indicier.
     Heller ikke jeg har formået at bevise, at der foregik højforræderi omkring 9. april. Eller for det modsatte. Og tvivlen skal som bekendt altid komme den anklagede til gode. Indtil beviserne foreligger.
     Det mistænkelige i alle sager om Danmarks besættelse er i virkeligheden, at man ikke lod Jon Galster føre alle sine 100 vidner. At man aldrig har vovet at åbne Besættelsestidens arkiver for offentligheden; kun for i forvejen godkendte historikere. Folk, som vil blive ved at lægge ny farve på de efterhånden noget lurvede heltebilleder.

Dansk Historisk Håndbogforlags skriver i sin salgstekst på bagsiden af Jon Galsters sidste bog: 'Den 9. april 1940 - en sand myte' (udgivet 1990):

• Straffesagen 'Det offentlige mod cand.mag. & jur. Jon Galster for æresfornærmelse og bagvaskelse' er forlængst afsluttet. Ved underrettens dom af 26. juli 1957 idømtes Jon Galster en straf til fængsel i 4 mdr. Straffen forhøjedes ved landsrettens dom af 21. februar 1958 til fængsel i 8 mdr. Galster løslodes betinget ved juletidd 1958.
• Galster dømtes for 'at have beskyldt de daværende mninistre Th. Stauning, Vilh. Buhl og Alsing Andersen for 'Højforræderi' derved, at de pågældende gennem udenrigsminister P. Munch forud for den 9. april 1940 traf hemmelig aftale med den tyske rigsregering om tysk besættelse af Danmark, og derved, at de pågældende i tiden indtil besættelsen forberedte og lettede denne ved forræderiske handlinger og undladelser, alt uagtet tiltalte har savnet rimelig grund til at anse sigtelserne for sande.
• Mens Jon Galster afsonede sin fængselsstraf, søgte anklagemyndigheden - angive-ligt på vink fra den daværende justitsminister (Hans Hækkerup(S). EH) - at samle materiale til en sag, hvorved man kunne få Galster erklæret for sindssyg! Siden har han været underkastet 'de facto' Berufsverbot.
• Man må spørge sig selv idag: Hvis Galster fra starten har faret med løgn, hvorfor har det offentlige så udfoldet så store anstrengelser for at knække Galster? Man har nægtet ham en fgair proces - som dommer Hjalmar Richter udtrykte det i januar 1960: 'Det er beklageligt, at en åben drøftelse af de derhen hørende problemer ikke kan finde sted i vort demokratiske land. Det tjener hverken de store københavnske blade eller danske politikere til ære!'
• Nu fremlægger Galster så for første gang sit omfattende materiale om 'Forræderiet om Danmarks besættelse'. I denne bog fremlægger han vidneudsagn, som aldrig før har været offentliggjort, eller som blev undertrykt/forbudt ved retssagerne. Hertil dokumenter, som siden er 'forsvundet' ved domstolene (men som Galster har fundet fotokopier af og i bogen gengiver i faksimile. EH).
• De burde samlet føre til fornyede undersøgelser om Rostockmødernes art og indhold.
• Selv ønsker forfatteren blot følgende trykt på omslaget: 'Det begyndte den 17. marts 1940 - og er endnu ikke afsluttet. Hamlet har sagt det: - Der er noget råddent i Danmarks Rige' - Herom handler denne bog.

[Gå til top af dokument]