Vidste du, ..
at der i 1801 var 926.000 indbyggere i Danmark, og at otte ud af ti danskere dengang boede på landet. Deres levevilkår var meget forskellige, gårdmændene havde det bedst. Husmændene levede på et eksistensminimum. - Danmark var et landbrugsland. De heldigste familier var dem, der levede på gårdene, dem var der 55.000 af i 1801. Familien kunne leve af gårdens egen avl og overskuddet fra salg af det, man producerede. Børnedødeligheden var dengang stor, børnene på gårdene havde dog større chancer for at overleve end husmandsbørnene. Husmændene havde deres væsentligste indtjening som daglejere på de store gårde. De levede som nævnt på et eksistensminimum. Der var således væsentlige forskelle i landbefolkningens levevilkår, men for folk i byerne var bønderne slet og ret almue, og det var også kun dem, der skulle springe soldat. Bønderne var en laverestående race, som man følte sig højt hævet over.

Danmark før 1830
     Der er ikke mange lande, hvor demokratiet står så fast som i Danmark. Det danske demokrati kan derfor opfattes som noget selvfølgeligt, men det kostede kamp at nå frem til et frit folkestyre, og det er først inden for de sidste hundrede år, at bønderne og arbejderne har opnået politisk magt i et samfund, hvor bourgeoisi og godsejere oprindelig var enerådende! - Det gik ikke af uden modstand. - Overklassen gik ikke uden videre med til, at bønder og arbejdere fik del i magten, så i en skildring af vor nyeste historie skal også belyses, hvorledes bønderne og arbejderne organiserede sig politisk og fagligt og gennem de sidste 150 års politik - skridt for skridt fik tvunget demokratiet igennem.
     Udviklingen tog sin begyndelse på de store landboreformers tid, da man skabte en selvejende bondestand - i en tid, hvor folkestyre var et ukendt begreb. Tiden før 1800 var en periode, der er helt forskellig fra vor egen - et aristokratisk samfund uden maskinindustri og virkelige storbyer, og et landbrugersamfund styret af embedsmænd og godsejere. Det kan synes, som om der ikke er megen forbindelse mellem en så fjern fortid og det samfund, der nu består, men så langt må man tilbage for at finde udgangspunktet.

Før 1830 styredes Danmark enevældigt, og al magt i staten var lagt i hænderne på kongen, som det stod skrevet i den gamle "Kongelov" af 1665: "Kongen skulle "af alle Undersåtterne holdes og agtes for det ypperste og højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". - Ham alene tilkom det at "gøre Love og forordninger - efter sin egen gode Vilje og Velbehag". Kongens ministre og embedsmænd styrede landet, uden at nogen havde ret til at kritisere eller begrænse deres magt.
     Det ledende erhverv var landbruget, som beskæftigede langt den største del af befolkningen, og sådan havde det været i umindelige tider. - Langt op mod vor tid har bondens arbejde skabt de fleste af de værdier, vi har her i landet. Af vore nuværende provinsbyer var der i 1830 ingen, der havde over 10,000 indbyggere. København havde en del handel og håndværk, og her var også tropper, hoffet og centraladministrationen. Hovedstaden talte derfor ca. 120.000. - Det egentlige kongerige Danmark havde ialt ca. 1.220.000 indbyggere på denne tid. - Sønderjylland og Holsten havde tilsammen ca. 800.000.
     Det var et samfund med skarpe klasseskel. I byerne var det de velstående borgere, især købmænd, der havde ledelsen; moderne industri fandtes ikke, og håndværkerne, der var organiserer i lav, var ikke særlig velstående. - Ude på lander havde godsejerne magten. - Den øvrige del af landbefolkningen - bønder, landarbejdere - stod som underklasse.

De embedsmænd, der regerede landet i kongens navn, kom fra borgerstanden og godsejerne. Overklassen havde magten, politisk såvel som økonomisk. - Embedsmænd og ministre dannede et bureaukratisk system, som kongerne personligt sjældent havde evne eller vilje til at bryde igennem. - Men ser man på, hvordan disse embedsmænd styrede, skal det siges, at de i reglen brugte deres magt med varsomhed og omtanke. - De passede især nøje på at bevare selve det politiske system usvækket. De var interesserede i at sikre staten og hele det politiske apparat, som deres magt byggede på.
     Den danske enevælde egner sig ikke til at stilles op som mønsterstat i modsætning til nutiden. - Men når der skille være enevælde i Danmark, kunde den have taget langt værre former, end den gjorde. Enevælden gennemførte en skolelov, der ville have hele folket oplært til at læse og skrive (1814), den anerkendte også statens pligt til at sørge for dem, der ikke kunde klare sig selv, og den søgte at skabe et ordendligt fattigvæsen. - Og så er der enevældens største indsats: Landboreformerne.

En revolution i landbruget
     Dansk landbrug var gammeldags og slet organiseret. Omtrent al jorden ejedes af godsejerne, der anvendte en del af den som herregårdsmarker og overlod resten til bønderne i fæste, mod at de betalte afgifter og ydede hoveriarbejde på herregården. For at hjælpe godsejeren, så han til enhver tid kunde råde over rigelig og billig arbejdskraft, havde regeringen indført "Stavnsbånd", hvilket betød, at bønderne ikke måtte forlade deres hjemstavn, og at godsejeren derfor kunne tvinge en bonde til at overtage en fæstegård, selv om han ikke ønskede det.
     Bønderne boede sammen i landsbyer og dyrkede deres fæstejord i fællesskab efter en metode, der havde været brugt lige fra det 12. århundrede. Hoveriet tyngede hårdt på bønderne og betød, at de fik ikke tid til at passe deres fæstegårde ordentligt, og de fik heller ikke meget ud af dem. Bønderne savnede teknisk dygtighed og oplysning, og de savnede simpelthen fremdrift. - Det gav de sindige bønder en vis tryghed at stå sammen i driften af jorden, og det tilvante og nedarvede ønskede de ikke lavet om på, selv om det var nok så forældet.

Det var dette sammenhængende system af hårdhændet klasseundertrykkelse og elendige produktionsmetoder, regeringen fik afskaffet. Det blev muligt, fordi priserne på landbrugsvarerne steg, og landbrugerne fik derved så mange penge mellem hænder, som en sådan reform måtte krævede. - Regeringen regulerede forholdet mellem godsejer og bonde og fik fællesskabet opløst, og hver bonde fik herefter sin bestemte jordlod. - Det var det, man kalder "Udskiftningen". - En stor del af bønderne kunde købe sig fri for hoveri og endda hyppigt opnå selveje. Bønderne blev samtidigt uafhængige af godsejernes tvangsmidler, og Stavnsbåndet blev ophævet i 1788.
     Enevælden ønskede ikke at modarbejde godsejerne, men regeringen mente, at herremændene ikke kunde have interesse i at køre videre med en så elendig arbejdskraft, som bøndernes tvungne hoveri under ridefogedens pisk måtte være. - Hvis bønderne kunde give en ordentlig afløsningssum for hoveriet, betalte det sig at opgive den gamle tvang og slippe dem fri. Arbejdet på herregårdene kunne herefter udføres af lønnede daglejere - de dele af landbefolkningen, der stod under gårdmændene - af husmænd og fattige landarbejdere. - Samtidigt fandt man, at det var af værdi for staten at have en bred og velstående bondestand i landet, der kunde betale skatter og betale de militære byrder.
     - Regeringen opretholdt derfor også et gammelt forbud mod, at godsejerne nedlagde gårde og lagde bondejord ind under herregårdsmarken uden særlig tilladelse, og det er måske noget af det vigtigste, der er sket i dansk historie. For hvis regeringen havde tilladt godsejerne at nedlægge bondegårde under de gode landbrugskonjunkturer, ville det måske være gået, som det gik i England, hvor godserne slugte bondegårdene.

I årene mellem 1780 og 1814 opstod der en selvejende bondestand i Danmark. Det var ikke til at undgå, at bønderne før eller siden ville gøre sig gældende i den politiske udvikling, selv om der stadig bestod en del hoveri, selvom over 1/3 af gårdene endnu var fæstegårde, og selv om godsejerne drog store fordele af omlægningen og stadig kunde hævde den ledende stilling i landbruget. - Der gik dog et stykke tid, før bønderne fik noget at sige med hensyn til landets styre.

Frihedsideer, Stænderforsamlinger og Enevældens fald i marts 1948
     Det enevældige system var solidt. Der fandtes før 1830 ikke noget politisk liv i den Forstand, som vi nu har det. Regeringen var klar over, at situationen kunne forandre sig, for i udlandet var enevælden på retur. Mange regeringer havde måttet bøje sig for kravet om, at folket skulle have del i styrelsen. - Således var det gået under den franske Revolution i årene før 1800, og frihedsideerne fra Frankrig gik hele Europa over. - Folket skulle have ret til at vælge en forsamling, der fik lovgivende og skattebevilgende magt og kunne gennemføre folkets vilje over for regeringen.
     Godsejerne havde ikke interesse i en politisk revolution. Bønderne holdt også på den enevælde, der havde givet landboreformerne. Men Borgerstanden i København begyndte at interessere sig for det, der skete i udlandet. Det samme gjaldt den tyske befolkning i Holsten. Den stod nærmere ved Tyskland, hvor den liberale bevægelse havde grebet om sig.
     Da der efter Julirevolutionen i Frankrig 1830 viste sig tegn til uro, foretrak regeringen at komme udviklingen i forkøbet og knytte de mest velstående dele af folket til sig ved at give dem politiske rettigheder. Den oprettede nogle folkevalgte forsamlinger, såkaldte "Stænder". Der var ikke Tale om, at kong Frederik 6. (1808-39) ville opgive sin enevælde rent formelt, så man nøjedes med at give Stænderne rådgivende magt. Men selv om regeringen forbeholdt sig den endelige afgørelse, var det en begyndelse til friere styreformer.
     1835 begyndte de rådgivende Stænder deres Virksomhed, og det gik godt. Der var plads for borgere, godsejere og endda bønder i forsamlingerne, og i de første år enedes de med regeringen om ganske frisindede love og reformer. Især opnåede man, at der blev oprettet folkevalgte kommunalråd - byråd, amtsråd og sogneråd - der skulle stå ved siden af de hidtil almægtige embedsmænd. Der kom en afgørende forbedring af statens pengesager, og i det hele taget var årene her mellem 1830 og 1848 fremgangsår.
     - En lang og hård landbrugskrise (1818-28) var afløst af opgående konjunkturer, og det mærkedes både i landbrug og byerhverv. Der kom endda lidt industri i København, og i 1847 anlagdes den første begyndelse til jernbanenettet i Danmark, banen København-Roskilde.

Krisen, der tog den sidste smule grund bort under fødderne på regeringen, begyndte i januar 1848, da Christian 8. døde og efterfulgtes af sin svage og uselvstændige søn Frederik 7. (1848-63), men det egentlig fældende stød kom udefra.
     Februar 1848 rejste pariserne sig og styrtede kongedømmet i Frankrig. Revolutionen gik så sin sejrsgang over mellemeuropa og Italien. - I Tyskland var der begejstring blandt borgerne, nu syntes endelig frihedsbevægelsen at sejre, og i hertugdømmerne bestemte Slesvigholstenerne sig til at tvinge deres krav igennem. - Lederne mødtes i Rendsborg 18. marts og sendte en deputation til København med et ultimatum. Slesvig og Holsten skulle samles i én fælles stat og knyttes til det nye Tyskland, der syntes at skulle opstå nu.
     De nationalliberale i København ville for enhver pris forhindre det, og de tog derfor den beslutning at styrte regeringen. - De havde ikke tillid til de gamle, enevældige ministre i denne sag. - De ville selv have magten for at gennemføre en fri forfatning og sætte hårdt mod hårdt i kampen om Sønderjylland.
     Der kom voldsom agitation i pressen, massemøder i København og et mægtigt, men fredeligt gennemført folketog til Christiansborg den 21. marts. - Frederik 7. ville ikke slås med sine borgere i hovedstaden, så han kom sine danske undersåtter i møde, fjernede de gamle ministre og tog 22. marts 1848 et overvejendende nationalliberalt ministerium.
     Ledelsen tilfaldt folk som højesteretssagfører Orla Lehmann, en fremragende taler, der var uhyre populær i København, og teologen D.G. Monrad. De stod som førende mænd blandt de nationalliberale, skønt ingen af dem var fyldt 40 år. Førsteminister var grev A.W. Moltke, der tilhørte den gamle regeringskreds.

Første slesvigske krig
     Den nye regering ønskede at føre Ejderpolitik. Slesvigholstenerne svarede med oprør, så snart de havde fået meddelelse om regeringsskiftet i København. Dermed brød den første slesvigske krig ud i marts - april 1848.
     Efter 3 års Krig fik Danmark slået slesvigholstenerne; men det lykkedes rigtig nok kun, fordi de europæiske stormagter ønskede det således, og mens befolkningen i København jublede over sejren, måtte regeringen binde sig til at lystre stormagterne.
     De europæiske stormagter, der afgjorde denne sag, England og Rusland, ville hindre, at Kiel faldt i hænderne på Preussen. Danmark kunne derfor ikke få lov at udskille Holsten og gennemføre Ejdergrænsen. - Stormagterne krævede, at det gamle danske monarki, den dansk-slesvigsk-holstenske helstat, blev opretholdt, og Danmark måtte love ikke at indlemme sønderjylland. Man ville ikke have mere strid om denne farlige sag.
     Danmark bøjede sig, og de ejderdanske nationalliberale trak sig ud af regeringen. Trods sejrene havde vi måttet opgive vor politik. - Efter 3 års blodig kamp var slesvigholstenere og danske endt i det gamle igen, fordi stormagterne ville det således.

Junigrundloven
     Mens denne resultatløse krig stod på, havde Danmark fået en fri forfatning, Grundloven af 5. juni 1849.
     Først lavede regeringen et udkast. Det blev i hovedsagen skrevet af D.G. Monrad. Denne 37-årige teolog var en af de mest fremtrædende i det nationalliberale parti, langt betydeligere end den feterede og beundrede Orla Lehmann, og hans frisindede tanker kom i høj grad til at virke ind på det endelige resultat.
     Regeringens udkast blev overgivet til en "Grund1ovgivende Rigsforsamling", der var valgt ved almindelig Valgret - første gang i vor historie - her blev forslaget nøje behandlet og vedtaget, hvorefter Frederik 7. og ministrene underskrev Grundloven.
     Den grundlæggende politiske tanke hos alle liberale partier i Europa var den, at alle vigtigere regeringshandlinger skulle afgøres af folkets valgte repræsentanter. En folkevalgt forsamling skulde give lovene og bevilge skatterne.
     I Danmark besluttede man at kalde denne Forsamling for Rigsdag. Kongen var ikke enevældig mere. Han var statsoverhoved, men uden ansvar for regeringens førelse; det lå i fremtiden hos ministrene, hvis underskrift er påkrævet under enhver lov og kongelig beslutning. Regeringen sad inde med den udøvende magt, men bundet af rigsdagens lovgivning og pengebevillinger.

Rigsdagen blev delt i to "Kamre". - Det ene, Folketinget, skulle vælges ved almindelig valgret og direkte af vælgerne. - Ved almindelig valgret forstod man dog ikke det samme, som vi gør i vore dage; kvinder havde ikke valgret, og heller ikke de, der "uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold". Valgretsalderen var efter moderne begreber høj: 30 år. - Sammenlignet med den meget begrænsede valgret til de tidligere stænderforsamlinger var dette et mægtigt skridt i demokratisk retning. - Sådan som befolkningen dengang var fordelt mellem land og by, måtte bønderne få en stærk stilling i folketinget. De konservative i forsamlingen var inderligt imod dette. En Del af de nationalliberale var også ilde til mode, men med den vældige folkerejsning i 1848 kunne man ikke godt nægte den jævne mand politiske rettigheder. Man frygtede, hvad bønderne ellers kunde finde på, de var temmelig urolige i forvejen. Folketinget måtte være Folkets Ting.
     Som modvægt skabte de nationalliberale Landstinget. Dette Kammer i Rigsdagen skulle vælges indirekte. - Vælgerne skulde vælge valgmænd, der atter valgte landstingsmedlemmerne. - Og kun den kunde vælges ind i Landstinget, der var fyldt 40 år og sad godt i det. - For at være landstingsmand skulde man betale 200 Rigsdaler i årlig skat til stat eller kommune eller have en årlig indtægt på 1200 Rigsdaler. - 1 Rigsdaler svarer til ca. 5 kroner, og det ser ikke ud af ret meget i vore dage, men det var alvorligt nok i 1849. - I de lavere klasser var der ingen, der havde den indtægt eller skat. - I Landstinget skulde godsejerne og de nationalliberale have magten.
     Folketing og Landsting var ligestillede - med undtagelse af bestemmelsen om finanslovens vedtagelse, hvor det årlige budget, som skal være vedtaget af Rigsdagen, for at skatterne kan opkræves, først skulle forelægges i Folketinget. - Dette fortrin for den mest demokratiske forsamling stod siden fast i den danske Grundlov, og tiden skulle vise, hvor meget dette bctød.
     Borgerne og godsejerne havde således fået visse garantier mod bøndernes talmæssige overmagt. Det svarede ret nøje til de økonomiske forhold i landet. - I byerne havde det velstillede borgerskab ledelsen, og i landbrugsproduktionen stod bønderne på dette tidspunkt tilbage for herremændene. Den danske Grundlov er imidlertid ikke alene en fastlæggelse af den politiske magtfordeling.

I lighed med andre landes forfatninger indeholder Grundloven almindelige bestemmelser om statens og borgernes forhold. Her viste Monrad og de øvrige nationalliberale sig fra deres bedste side. - Enevælden var faldet nu, og det gjaldt at sikre sig imod, at en fremtidig regering tog magten tilbage. Det gjaldt om at sikre det enkelte menneskes personlige frihed og ret over for det offentliges magt. - Det var de tanker, der var slået igennem under den store, franske revolution 1789-95.
     Den danske Grundlov fastslår religionsfrihed. Den sikrer trykkefrihed, så det offentlige ikke på forhånd kan censurere, hvad der udkommer på tryk. - Og med visse forbehold giver Grundloven befolkningen ret til at danne foreninger og holde møder.
     Noget af det vigtigste er de bestemmelser, der søger at sikre befolkningen juridisk. - Politiet kan ikke uden videre fængsle folk og holde dem fast. - Enhver, der bliver anholdt, skal inden 24 timer stilles for en dommer, der efter dette "Grundlovsforhør" skal afgive en retskendelse, om det er nødvendigt, at vedkommende holdes arresteret. - Yderligere er dommerne personligt sikret i grundloven, så de ikke behøver at bøje sig for regering eller anden magt. - Man bestemte også, at politiets folk ikke måtte optræde som dommere, men denne så selvfølgelige ting stod i mange år som en uopfyldt "Løfteparagraf", der ikke blev til virkelighed før 1919, da den "dømmende magt" endelig udskiltes fra den "udøvende".
     Mens soldatertjenesten hidtil udelukkende havde hvilet på bønderne, fastslog Junigrundloven almindelig værnepligt. Det var et af de vigtigste lighedsprincipper fra den franske revolution, og den bondevenlige artilleriofficer A.F. Tscherning, krigsminister fra marts til november 1848, mente, at det var en værdifuld garanti for demokratiet: den væbnede magt skulle ligge hos folket selv.
     Lovparagraffer af den art udelukker ikke overgreb og misbrug af magt. Men med henblik på, hvad der siden er sket i dansk historie, tør man vel sige, at disse tørre lovbestemmelser har værdi. I højere grad end i valgbestemmelserne var her den revo1utionære idé blevet den sejrende: Frihed, Lighed, Retssikkerhed for hvert menneske i staten.

De sociale og økonomiske forhold i den nye, frihedsprægede stat sagde Grundloven enkelte væsentlige ting om. Først og fremmest var disse grundlovsgivere, godsejere og bønder, embedsmænd og grosserere, enige om at fastslå ejendomsretten som ukrænkelig. - Offentlighedens overtagelse af privatejendom - ekspropriation - kan kun ske ved særlig lov og mod fuld erstatning. Desuden skrev man, at enhver skulle have fri adgang til at drive det erhverv, han vilde. Det var måske den nye grundlovs mest revolutionære paragraf, for den betød sprængning af de gamle håndværkerlav, der hidtil havde behersket byerne, og fri bane for en maskinindustri.

Grundloven af 5. Juni 1849 står som resultat af samarbejdet mellem borgerpartiet og bønderne. Junigrundloven var typisk for sin tid ved sine borgerlige frihedsideer, foregreb endda udviklingen ved sit efter forholdene vidtgående demokrati. Det skulle ikke vare længe, inden de konservative og moderate elementer fandt den for frisindet; til gengæld holdt de demokratiske partier fast ved den, Junigrundloven kom til at repræsentere folkestyretanken i Danmark.