Kummerlige vilkår

Husmanden - og tiden før landboreformerne
En dansk landsby var i tiden før de store landboreformer af langt større udstrækning end tilfældet er nu om dage. - Alt, hvad byen ejede af menneskeboliger, måske dog med undtagelse af herregårdene, lå samlet i klump og klynge i landsbyen. Af disse landsbyens bosteder var den lerklinede firlængede gård den dominerende og alt beherskende, men indeklemt mellem disse og næsten som søgende ly bag de krøgede længers fang lå enkelte huse - ikke husmandsteder af den hyggelige art, som i 1900-tallet pyntede op i det danske landskab. - Det var små uanseelige våningshuse, der som regel ved gavl eller på siden var tilhæftet et anneks, som gav bolig for, ko, gris og andre husdyr.
     De fleste af disse huse samt de lerklinede gårde forsvandt i slutningen af 1800-tallet. Men lang tid efter kunne man stadig se de firkantede tofter og vænger som et levende vidnesbyrd om, hvor disse fortidens bosteder en gang lå. - I dag må vi søge disse minder på gamle kort.

I fællesskabets tid - som nævnt før de store landboreformer - brugte man betegnelsen husmand om en ejer eller lejer (fæster) af et hus uden jord eller med et beskedent jordtilliggende. Husene lå almindeligvis på landsbyens fælles gadejord, heraf navnet gadehuse og gadehusmænd. De hørte under en godsejer og blev bortfæstet ligesom landsbyens gårde. På den enkelte gårds jord - gerne det uopdyrkede areal bag gården - toften - kunne ligeledes ligge huse, som fæstebonden med godsejerens tilladelse havde lov til at udleje til såkaldte indsiddere. Disse indsidderhuse var ofte mindre end gadehusene.
     Til de fleste huse hørte kun en kålgård; enkelte husmænd havde et lille vænge eller en jordlod i bymarken. Uden for landsbyen lå yderst få husmandsbrug, i skovbygder, på overdrev eller ved hovedgårdenes marker.
     Husmændene ernærede sig primært ved forefaldende daglejerarbejde hos bønder og godsejere, af hvem de var økonomisk og socialt afhængige. Flere af landsbyens gadehusmænd drev landhåndværk - i kystegne fiskeri og i skovbygderne skovarbejde, ligesom tørvegravning og teglbrænding var typisk husmandsarbejde. - Havebrug, evt. lidt agerdyrkning samt et beskedent husdyrhold med en ko, nogle får og lidt fjerkræ supplerede familiens udkomme.
     Husmændene havde fra gammel tid haft tilgang til landsbyens ressourcer gennem græsningsrettigheder på fællesjorden. Det bortfaldt ved jordens udskiftning. I forordningerne fra staten tilskyndedes godsejer og bønder kun i vage vendinger til at yde husmændene kompensation i form af jord for deres mistede rettigheder. - Resultatet blev, at kun 2/3 af husene fik tillagt et mindre jordstykke - i gennemsnit en ha - af overvejende dårlig jord, så husmandsfamilien stadig kunne stå til rådighed med sin arbejdskraft. - Ofte blev de udstykkede jordlodder lagt på et samlet sted i udkanten af landsbyens ejerlav. Mange husmænd flyttede senere ud på deres jordlod, og på den måde opstod de første husmandskolonier i det åbne landskab.

Landboreformernes forordning om hoveriafløsning tilgodeså kun fæstebønderne, hvorfor husmændene måtte overtage deres hoveriarbejde på godserne. Det medførte, at et stigende antal huse blev oprettet; samtidig skete en kraftig befolkningstilvækst i landbobefolkningens nederste sociale lag, hvilket øgede presset på huse og jord. I 1805 fandtes således 55.000 gårde og ca. 60.000 husmandshuse, men i løbet af 1800-tallet steg husenes antal til ca. 200.000. Heraf var flertallet dog helt eller delvis jordløse.

Tiden efter udskiftningen
     NN's by blev udskiftet efter 17??, men det kom næppe til at betyde noget for NN. NN var og blev en jordløs husmand, der tjente sit brød som daglejer eller tyende. - En stand der ikke havde nogen rettigheder. - En stand der var under husmændene, som stadig var underkastet tugt og revselsesret. Husmændene blev betragtet og behandlet som tyende. Daglejerne på landet havde det om muligt endnu vanskeligere.
     Efter udskiftningen ændredes gårdbefolkningens mentalitet. - De blev sig selv nok. - Den hidtidige solidaritet med nære og fjerne dårligstillede slægtninge forsvandt næsten helt.

Fattigdom og elendighed - og de første fattiglove
     Hver gang vinteren havde været hård og lang, udbrød der "vårhunger" i landet. Småbønderne havde spist hele deres forråd. Nu skulle de vælge mellem at sulte eller forgribe sig på den udsæd, der skulle sikre føden til næste år.
     Landboreformerne havde skabt en nogenlunde velaflagt stand af gårdejere og et stort proletariat af husmænd med for lidt jord, daglejere uden jord og omstrejfende flokke af tiggere. Det var dem der sultede. På fattiggården, hvor sognets enlige, gamle og andre uarbejdsdygtige var samlet, var nøden værst.. Ofte levede man længe på kartofler eller brødskorper i "klarsovs", dvs. i kogevandet.
     I hovedstaden var forholdene på mange måder værre. I en samtidig beskrivelse af et fattigkvarter fortælles bl.a: "Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se de usle huller, som flere af dem bebor. Man finder gårde uden luft, beboelsessteder uden højde, trapper og værelser uden vinduer.
     Djævelske dunster og stank forpester luften og svækker beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden, eller skranter i en alder, der skulle være virksomhedens. Børnene ligner skygger".
     I et forsøg på at komme nøden til livs gennemførte kronprinsens styre i 1799 og 1803 en række fattiglove. I hver by og hvert landsogn blev der nedsat en fattigkommission, der fik en - meget beskeden - fattigkasse at administrere. De, der modtog hjælp fra den, kaldtes fattiglemmer. Det drejede sig om hver sekstende indbygger i købstæderne og hver fireogtyvende i landsognene.
     Til gengæld blev alle former for tiggeri forbudt og skulle straffes hårdt., i gentagne tilfælde med fængsel eller forbedringshus i op til flere år. Det fik dog hverken vårhungeren eller tiggerne til at forsvinde. Dertil var fattigkassernes midler for små og fængselskapasiteten for lille. Der skulle gå ca. hundrede år, før hele det danske folk nåede op i sikker afstand fra sultegrænsen.

Kilde bl.a.: Landstingsmand P. Jeppesen - Husmandsbevægelsens historie gennem 25 år - Gyldendal 1927.