Agent Johan Georg Galster

Den farlige Anklage.

Marts 1807 kom han over Hamborg til Danmark. I København indkrævede han, som han plejede, hos Isenkræmmerne, hvad de skyldte hans Firma, det store Handelshus i Jern- og Staalvarer. Han foretog Rejser til Christiania og Gøteborg i Firmaets Interesse, og til Aalborg i egne. I Juni kom han tilbage, og næste Maaned oplevede han Freden i Tilsit mellem Frankrig, Rusland og Preussen. Nu var Fastlandsspærringen uden for Norden bleven fuldstændig.
     Denne Udvikling var Aarsag til en Revolution i den unge Galsters Tilværelse. Han, Tyskeren i engelsk Tjeneste, besluttede at slaa sig ned i Danmark. Han havde, som han snart efter skrev paa sit foreløbig noget mangelfulde Dansk, "været Vidne til de skønne og lykkelige Dage, som Deres Majestæts Undersaatter nød under saa mildeste, viiseste og bedste Regering", og mente, at han, nu hele Fastlandet var krigshærget og spærret og Udsigterne ogsaa i England derfor saa mørke, her havde de bedste Muligheder for at skabe sig en Fremtid.
     I Juli stillede han da paa Københavns Raadstue for at opnaa dansk Borgerskab.
     Da skete der det særlig for ham farlige, at den engelske Flaade lagde sig for København. - Han søgte om Fritagelse for at indlemmes i Borgervæbningen (3. August) og anførte som Grund sine svage Øjne - dem hører man ellers aldrig noget om senere; men forstaaeligt er det vel, at han ikke ønskede at kæmpe mod England, hvor han havde spist sit Brød de sidste syv Aar. Den tilstedes ham mod en Afgift paa 100 Rd., og 16. Oktober fik han Borgerret.
     Hans Mening var, at han vilde nedsætte sig som Handelskommissionær i København og derfra berejse Landet, Sverige og Norge og bruge sine Forbindelser. Samtidig kunde han kraftig arbejde Fabriken i Aalborg frem.
     I November rejste han til Sverige og Norge, Gøteborg, Stockholm, Christiania, Bergen, Trondhjem, for at anbefale sine Aalborg Fabrikata. Han havde Udbytte af Rejsen, syntes han. Men da han, 12. Marts 1808, kom tilbage, var det netop, som Krigen mellem Danmark og Sverige udbrød.
     Nu var Sverige ogsaa lukket, og Adgangen til Norge spærret. Der var foreløbig ingen Udsigt til at gøre Forretninger i København, og der var dyrt; derfor besluttede han at begive sig til Aalborg, hvor hans Broder, der jo ingen Handelsuddannelse havde, trængte til hans Raad og Vejledning.
     Men imidlertid var Uvejret trukket op omkring ham - der var Tordenluft i København efter det engelske Overfald. - Nogle Isenkræmmere, som han havde krævet Penge ind hos til sit Firma, forklagede ham til Redaktøren af PolitiVennen, Litteraten K.H. Seidelin. - Denne angav ham for Politimester Haagen:

Et Par Dage derefter fik Redaktøren et Brev fra en Isenkræmmer, O. C. Lassen, Kaptajn i Borgerartilleriet.
     "Nedenstaaende anmodes De om at indrykke i første PolitiVen, dog uden at anføre mit Navn, med mindre det fra Rettens Side maatte blive fordret:

Hans Majestæt Kongen tilegnet.

Nærværende Omstændigheder udkræve et meget aarvaagent Øje med alle fremmede Personer, som opholde sig her i Byen, og det bliver sikkert enhver velsindet Borgers Pligt at gøre Regeringen opmærksom paa enhver saadan, som maatte synes mistænkelig. Man tror altsaa ikkuns at handle efter Pligt, naar man som saadan mistænkelig anmelder Johan Georg Galster, en Erfurter af Fødsel, men som i flere Aar har rejst som Kommissionær for Handelshuset Boulton, Walkers og Collins i Birmingham.
     Uagtet han altsaa kunde henregnes til at staa i nøje Forbindelse med Landets bitreste Fjender, blev han dog i Efteraaret under Urolighederne meddelt dansk Borgerret, saa han slap for at blive hæftet. Ved Kancelli Resolution blev han endogsaa imod at betale 100 Rd. fritaget for sin Værnepligt. Naturligvis har hverken Kancelliet eller Magistraten været underrettet om den rette Sammenhæng med denne Person, da disse Bevillinger bleve ham meddelte. Rigtigheden af denne Anmeldelse kan alle Isenkræmmere og sikkert ogsaa en del Klædekræmmere tilligemed D'Hr. Henriqves og Købmand Christiani bevidne. Efter at Kapitulationen var sluttet, gik han omkring til nogle af de Handlende, som stode i Debet til hans Principaler, og forsøgte at overtale dem til at udståede Beviser til ham derfore. Som gode Borgere vilde man ikke opfylde dette hans Forlangende, og han indstævnede desaarsag een af dem for Forligelses Kommissionen. Om det er lykkedes ham hos andre, ved Indsenderen ikke. Da endelig Engellænderne forlode Byen, rejste han ogsaa bort og er for faa Dage siden kommet tilbage.
     Da man altsaa ser, at han har villet overtale Borgerne til at handle mod Ed og Pligt, saa burde vel ikke Aflæggelsen af den Ed, som for andre Fremmede, der her have Borgerskab, er fastsat, fritage ham for personlig Arrest, saalænge indtil han kan blive sendt ud af Landet.
     Særdeles mærkeligt er det: at han opholdt sig her i Aprils Dagene 1801, under Belejringen i forrige Efteraar, og er nu kommet igen, da vi huer Dag kan vente Fiendernes Ankomst, og han for nærværende Tid ikke kan undskylde sit Ophold her ved Handelsforretninger."

Seidelin sendte ogsaa denne Skrivelse til Politimesteren (2. April). Men den var for saa vidt overflødig, Politiet havde allerede skredet ind.

Netop som Galster forberedte sin Afrejse til Aalborg, blev han, som han selv siger, overfaldet af det københavnske Politi (29. Marts). De kom tidligt paa Morgenen, gennemsøgte hans Seng og hele Værelset og tog hans Papirer. Derpaa maatte han følge med paa Politikammeret og udholde et langt Forhør. Mistanken om, at han havde staaet i Forbindelse med engelsk Militær, kunde han let fjerne. Farligere var det, at en af Isenkræmmerne anklagede ham for, at han havde forlangt det engelske Handelshus' Tilgodehavende hos ham udbetalt til sig, skønt al engelsk Ejendom var konfiskeret (ved Plakat af 9. September 1807).
     Men Sagen var den, sagde Galster, at han havde krævet ham "under Kapitulations Tiden" (5. September), da det ikke var nogen Forbrydelse. Og det drejede sig kun om en Ubetydelighed: Anklageren havde i 1806 bedt ham om gennem sit Firma at skaffe ham et Dusin Straahatte, og han havde gjort ham den Tjeneste. Sommeren 1807 havde Klageren haft den "Uartighed" at tilbyde ham 5½ Rd. pr. £, skønt Kursen var 6 Rd., og Gælden (19¾ £) var derfor blevet staaende.
     Nu maatte han skaffe Kaution, ellers beholdt de ham i Arrest, og først om Aftenen kom han ud; men sine Papirer fik han ikke, dem fik han først 14 Dage derefter samt Pas.
     Resultatet af Forhøret var, at der ingen Beviser var mod ham for at have foretaget noget landsforræderisk eller lovstridigt, men Politimesteren henstillede til Kongen - Tiderne var farlige - at "han, hvis Forhold fortjener Opmærksomhed, uagtet strengt Bevis ikke er tilstede for de ham inputerede Handlinger, forbliver paa fri Fod, imod at Politiet holder et særdeles vaagent Øje med hans Foretagender for Fremtiden" - og i Overensstemmelse hermed resolveredes der 8. April.

Den 22. April kom han saa til Aalborg. - Skulde Fabriken holdes i Drift, nu Forbindelsen med København og Norge var besværliggjort eller lukket af Englænderne, maatte han foretage en Rejse til Holsten og Hamborg for at skaffe Varerne Afsætning, mente han. Men da han stillede paa Politikontoret i Aalborg, blev dette ham nægtet, man havde fra København modtaget følgende: "J.G. Galster har taget Pas her, for at rejse til Aalborg; men da han har gjort sig mistænkt for at staa i Forbindelse med Landets Fjender, saa er han i Følge kgl. Resolution sat under Politiets Opsyn." - Forarget udbryder han - i sit Bønskrift til Kongen af 6. Maj 1808, der ogsaa er benyttet ovenfor:

"I min Bevidsthed om min Uskyld følte jeg det Ubehagelige, det Trykkende af Politikammerets Behandlingsmaade imod mig. I en Tid, da jeg gør mig Umage for at medvirke til Deres Majestæts Behag og hele Landets Ønske at give Fabriquerne Drift og at opmuntre Industriet - det høje General Land Øconomie og Commerce Collegio har behageligst under 16. April overdraget mig at virke til hint Øjemed ved min Rejse, at anskaffe et Antal Dugmagersvende til Danemark - møder jeg Hindringer paa en uhørt Maade. Jeg føler det meget krænkende i mit Forhold, som en af D. M.s tro Undersaatter, at blive mistænkt og behandlet som en Forbryder, at min Frihed i Udøvelse af mine borgerlige Forretninger indskrænkes, og det alene, fordi jeg forhen var i Forbindelse med Mr. Boultons^note1 Hus, en Mand, som har gjort sig saa fortjent af sit Fædreland ved egne Opfindelser og ved Opmuntring til Opfindelser ved andre, en Mand, som har skaffet Danemark Dampe Machiner, en Mønte Machine, og for hvis Aarsag D. M.s høje Embedsmænd endnu staar i Forbindelse med ham."
     Men det var haarde Tider. 21. Maj 1808 resolverede Kongen atter, at Galster "indtil videre fremdeles maa forblive under Politiets nøje Opsyn".

Fabrikentreprenøren.

Den 22. April 1808 kom Galster altsaa til Aalborg, og her paa Pladsen skulde hans Virkefelt blive hele Resten af hans Liv. Han stod med gode Forudsætninger: fra sin Fødeby og vel ogsaa fra England kendte han forskellige Grene af Tekstilindustri, og som mangeaarig Medarbejder ved det store engelske Handelshus var han inde i moderne Handelsteknik. Desuden havde han utvivlsomt et charmerende Væsen og let ved at omgaas Folk og vinde dem.
     Foreløbig havde han sin Strømpefabrik, som han jo havde anlagt 1805 og drev sammen med Broderen Johan Michael. Der var 7 Vævestole, og 6 nye var bestilt i Sachsen. Der var ikke mindre end 70 Spindere og ved Aarets Slutning omtrent 100, næsten lige saa mange som der var i samtlige Fabriker i Byen; Aalborg var ikke nogen Fabriksby.
     Men det havde den unge Galster Planer om, at den skulde blive. - 29. September 1808 skrev han:

"Skade er det, at Aalborgs fortræffelige Beliggenhed hidindtil er blevet saa lidet benyttet, da ingen Stad i begge Rigerne frembyder saa fordelagtig Lejlighed som den, til at anlægge Fabriker: Levnetsmidler ere her i let Pris og altsaa Arbejdslønnen billig; Omegnen leverer i Overflødighed Uld, Skind og Huder af den bedste Slags, og naar disse Produkter først blive forædlede her paa Stedet, da vilde den megen Kommunion, som Aalborg dels har med alle Danmarks Provinser, dels med Norge og mange udenlandske Stæder, bidrage betydelig til at lette Afsætningen.
     Garverier, Fellberederier, Handskefabriker, Uldmanufaktur og Væverier kunne her anlægges med Fordel og bringes til en høj Grad af Fuldkommenhed. Derom er jeg fuldkommen overbevist og har derfor besluttet at anlægge disse Fabriker her i Byen lidt efter lidt... Hensigtmæssigst fremfor alle andre Fabriker forekommer mig Anlægget af et Fellberederi og en Handskefabrik, begge paa fransk Maade; det første skulde da berede baade hvidt og farvet Læder til Handskefabrikens Brug, hvilken sidste vilde bidrage meget til at befordre Læderets Afsætning ved selv at forarbejde det og derved holde Fellberederiet i Drift; Handskefabriken kunde beskæftige en del fruentimmer, dels af Middelstanden, dels Fattige, i deres egne Huse, og saaledes skaffe dem noget at fortjene. At de Fattige især skulde bruges dertil, behøver jeg vel ikke at forsikre om."

Han opfordrer sine Medborgere til at støtte ham ved at tegne Aktier i hans Foretagender, og Byens Magistrat anbefaler ham til Købmandslauget ved følgende Pro memoria (1. Okt. 1808):

"Hervedlagte fra Hr. Johann Georg Galster til os indleverede Forslag, sigtende til at se nogle af Landets vigtigste, nu i raa Tilstand udførende Produkter forædlede og derved saavel ny Næringskilder for den arbejdende Klasse af Byens Indvaanere aabnede, som Handels Balansen for Byen og Omegnen forbedret, kunne vi ikke andet end paa det allerbedste anbefale til Byens ærede Købmandslav, ej paatvivlende, at det jo hos samme vil finde den beredvillige og virksomme Yndest og Understøttelse, som det saa vel fortjener; allerhelst de rigtige, ved Erfaring bekræftede Grundsætninger og Plan, hvorefter disse Fabriker agtes anlagte, er Borgen for sammes heldige Iværksættelse og suksessive Udvidelse."

Men som han sad der i sin store Virksomhed, pinte det ham det nedværdigende i, at han stadig gik med den sorte Kokarde ved at være under Politiopsyn, og 3. Dec. 1809 fornyede han sin Ansøgning til Kongen:

"Saa smerteligt det ogsaa maatte være mig at anses og behandles som en Forbryder, da jeg aldrig havde gjort mig skyldig i noget, hvorved jeg kunde fortjene denne tunge Skæbne, saa fandt jeg mig dog rolig deri. Jeg vilde ikke, om jeg end havde kunnet, forlade en Stad, hvis Indvaanere kender mig, ynder og agter mig, og hvor jeg kan gavne og virke meget og tillige kan vente at finde et anstændigt Udkomme.
     Jeg er dansk Borger, skønt jeg er kommen som Fremmed her i Landet, jeg tror ogsaa at være en nyttig Borger . . . .
     Jeg kunde bringe de mest agtede af mine Medborgere som Vidner, at siden min Ophold jeg har levet saaledes iblandt dem, at jeg tilvandt mig deres Yndest og deres Agtelse. Gid min Konge maatte kende mig som disse! D. M. vilde ikke taale, at jeg længere skulde være underkastet Politiets Opsyn, men befale, at saadan Indskrænkning i Udøvelse af mine borgerlige Forretninger maatte ophæves."

Magistraten støttede ham ved at skrive:

"Vi kunne overensstemmende med Sandhed bevidne, at Købmand Galster under hans Ophold ikke alene stedse har udvist en retskaffen og agtværdig Opførsel og intet, os bekendt, foretaget, som kunde gøre ham mistænkt for middelbar eller umiddelbar Forbindelse med nogen af Landets Fjender, men at han meget mere, saa vel ved den Strømpefabrik, som han har anlagt, som ved de øvrige Vindskibeligheds Anlæg, han dels har iværksat, dels har lagt Planen til, har vist sig og lover fremdeles at blive en patriotisk og nyttig Mand for Aalborg By, ja for hele Provinsen, som højlig trænger til slige Fabrik Anlæg, for at faa sine vigtigste Produkter, som hidtil for største Delen i raa Tilstand ere udførte af Landet, her forædlede, allerhelst man af Mandens rigtige og solide Fremgangsmaade med hans Strømpefabrik, som blev begyndt uden Forskud og i det smaa, men siden stedse mere og mere udvidet, i Forhold til Afsatsen og Efterspørgselen efter Fabrikaterne, kan love sig en lige heldig Udførelse, Fremvækst og Vedvarenhed af hans øvrige begyndte og projekterede Vindskibeligheds Anlæg."

Og Kommercekollegiet støttede ham, og 26. Maj befriede Kongen ham for Politiopsynet.

Strømpefabrikken, der ogsaa tilvirkede Undertøj, udvidedes. Andre lignende Fabriker havde intet Spinderi, men forarbejdede engelsk Bomuldsgarn. Fabriken i Aalborg derimod havde sit eget Spinderi og brugte jysk eller eiderstädtsk Uld eller en Blanding af begge Dele, og den var jo stadig at faa. Ulden udleveredes til Spindersker, der tog den med hjem - vi er her paa Husindustriens Stadium. Karakteristisk er en Annonce i Jyske Efterretninger (28. Okt. 1808):

Til Efterretning for de Fattige her i Byen, eller de, som have Tjenestefolk, hvilke de ønsker beskæftiget i deres ledige Timer, bekendtgøres herved, at Undertegnede vil til alle og enhver levere Uld til at spindes imod almindelig Spindeløn; dog maatte de, som ikke ere os bekendt, skaffe os en vederhæftig Mands Kaution for Uldens Værdi.

1809 var der 124 Spindersker og 15 Svende.
     1809 oprettede han et Lærredsvæveri og et Fellberederi, 1810 en Hattefabrik, 1811 en Handskefabrik, og han var langt fremme med Planer om en Klædefabrik.
     Den Fabrik, der blev den anseeligste, var Handskefabriken. Det havde været Skik, at Svendene baade tilskar og syede Handskerne. Men Galster indkaldte fra Udlandet en dygtig Skrædder, som lærte Kvinderne at sy Handskerne. I 1813 var ikke mindre end 126 beskæftigede. Lærredsvæveriet, Hattefabriken og Fellberederiet beskæftigede 1812 kun faa, 17 i alt.
     Det var Højkonjunkturer. Udenlandske Varer kunde ikke indføres. Fastlandsspærringen, der i 1807 havde ødelagt Galsters Stilling som Rejsende, var nu i disse Aar en væsentlig Betingelse for hans rivende Fremgang; engelske Varer eksisterede ikke paa Markedet.

Til Fabrikanlægene behøvede han naturligvis mere og mere Plads. 1809 købte han Huset paa Algade ved Østeraa ved Ladebroen (Matr. 404), 1811 Matr. 403, 1812 Matr. 393, 1815 Matr. 406, saa han ejede Husene fra Løveapoteket til et Stykke ud paa Boulevarden samt Hjørneejendommen Syd for Algade.

Foruden ved selve Indretningen af Fabriken søgte Galster paa to Maader at fremme Industrien i Aalborg.

1. Han var ikke tilfreds med Arbejdskraften herhjemme, de var langsomme og ligegyldige, syntes han. I Tyskland var Industrien langt mere fremskreden, og det var derfor naturligt, at han søgte at faa dygtige Svende derfra, og det lykkedes, for Forholdene var ikke lystelige dernede.
        Hans Fødeby Erlangen f. Eks. var i 1807 sammen med Fyrstendømmet Ansbach kommet under Napoleon. Tilførslen af Bomuld fra England var jo forbudt, hvorfor Strømpefabrikationen var standset og Tallet paa Arbejdsløse blevet stort. Ogsaa Hatte- og Kattunfabrikerne var lammet, saa Nøden var stor. Indbyggerantallet var i 1808 dalet fra 10.000 til 8.797. Hernedefra indkaldte han tre Fættre, Strømpevæver Heinrich Staudt og Brødrene Floridon, Fellbereder og Handskemager, samt Handskemager Wührmann, der senere blev hans Svoger. Af andre Mestre, han indforskrev, var der Bomuldsvæver Præg fra Kristiansfeld og en Handskemager fra Hamborg.
2. Den anden Maade, Galster søgte at faa egnet Arbejdskraft paa, var ved at uddanne Lærlinge. - I Indberetning om Fabriken i Aalborg 1811 skriver han:

   "Fabrikernes Fremme i en Egn saa langt bortliggende fra andre Fabrik Steder, uagtet de Fordele samme ellers tilbyder, hindres meget derved, at Anskaffelsen af duelige Arbejdere er saa saare vanskelig. Naar man ogsaa forskriver udenlands fra de behøvende Arbejdere, saa har dog disse sjælden Lyst til at blive længe; man har store Bekostninger med slige Folk uden synderlig Nytte. At ønske var det derfor, at H.M. vilde tillade Drenge af Bondestanden at gaa i Lære ved visse Fabriker (hvormange kunde bestemmes) med Løfte om at blive fritagen for Militær Tjenesten, dersom de vedbliver, deres Læretid og længere, deres Arbejde og beflitter dem at blive duelige Folk. Derved vilde Landmanden opmuntres til at sætte sin Søn ved Fabriker; disse vilde have den største Gavn deraf, saasom de kunde oplære sig Folk, som ej letteligen vilde forlade dem, de vilde være betrygget for Folke Mangel, og Fabrikentreprenøren kunde gladere gaa de Vanskeligheder i Møde, som han nu i høj Grad føler."

   Allerede 1809 (25. Maj, Jyske Efterretninger) havde han begyndt at prøve at skaffe sig saadanne Læredrenge:

   I vor Strømpefabrik antages endnu nogle Læredrenge af omtrent 13 til 15 Aars Alder, paa følgende Vilkaar:

   1. Hver af Drengene staar 7 Aar i Lære, beholder, medens den varer, sit Livs Ophold med alle derhenhørende Fornødenheder af os.
   2. For at bestride Drengens Paaklædning oprettes en Kasse, hvortil af os betales en ugentlig Bidrag af en Mark Drengens hele Læretid igennem.
   3. For at opmuntre Drengen til Flid erholder han
      1. det første Aar Halvparten af alt, hvad han fortjener over 8 Mark dansk,
      2. det andet og paafølgende Aar Halvparten af alt, hvad han fortjener over 10 Mark.
   4. De bør opføre sig lydig og følgsom og aldrig uden vores Vidende blive fra Hus og Arbejde; handler han derimod, saa skal han første Gang bøde ved at staa ¼ Aar længere end som ovenmeldt i Lære, for anden Gang l/2 Aar, og 3die Gang bliver han aldeles kasseret, saa han aldrig kan udgive sig for en Strømpevæver.
   5. I Fald Drengen bliver syg, saa at han behøver en Læge, maa han ikke, saalænge Sygdommen varer, blive i Hus hos os, men han skal til sin Forplejning ugentlig erholde af den oprettede Sygekasse en Rigsdaler dansk Courant, hvorimod han er pligtig til Kassen selv ugentlig at give sit Bidrag ligesom Svendene, hvilket ugentlige Bidrag betales første Aar af os selv og de paafølgende Aar af Drengens egen Fortjeneste.
   6. Opfører han sig lydig og følgsom, saa ingen Klage finder Sted, og udmærker han sig tillige med Flid og Orden, saa skal han til Belønning derfor blive eftergiven et helt Aar af hans Læretid. Men Drengen maa ikke vente denne Belønning, dersom han ikke ved Flid og Orden, Lydighed og Følgsomhed gør sig fortjent deraf. Drengen, som ej har staaet til Konfirmation, faar til at forberede sig til dette vigtige Foretagende, den fornødne Tid.
      
      Brødrene Galster
   Men der meldte sig ikke mange. Naar man skulde staa i Lære, skulde det være hos en Haandværksmester. Industrien var endnu ikke kommet til Aalborg.

Som Kuriosum fra Galsters Fabrikørtid skal nævnes . .
hans Pengesedler.

"Ser jeg mig beføjet at lade de af mig udstædte Pengebilletter endnu i nogen Tid forblive i Cirkulation, efterdi jeg ikke ser mig i Stand til at erholde saa stort et Parti Skillemønt Banktegn, som jeg til mine daglige Udgifter behøver. Mine Billetter have aldrig været indkaldte, som Rygtet har gaaet, men paa Forlangende ere en Del deraf blevne indløste, hvilket og herefter stedse vil ske, endog stykkevis, saa at Besidderne let og hurtigt kan, naar han ønsker det, blive dem kvit, og det fra Morgen til Aften alle Dage i Ugen."

Det hedder sig, at der "hos de lavere og mindre dannede Handlende i Aalborg viste sig meget Had og Misundelse mod Galster selv, som derved udsattes for mange Chikaner". Dette har nok været en af dem.
     Men snart skulde han komme ud for en ganske anden Modgang. Dette var kun lidt Blæst, snart skulde det blive Storm.

Galster købte Juni 1813 en Gaard i Nørresundby af Knud Flensted og Juni 1814 en til af samme (i alt 4 Td. Hartkorn).
     Foretagsom - og vel ogsaa noget smart - som han var, har han nok allerede paa dette Tidspunkt tænkt paa det fordelagtige ved, om han kunde faa "Bondehandel" i Nørre Sundby til sine Fabriker, maatte han jo købe saa meget Uld, Huder og Skind af Bønderne.

I 1814 fik han et Brev (dateret 21. April) fra sit gamle Firma i Soho ved Birmingham, hvor Chefen Boulton jun. tilbød "at afstaa aldeles til ham hans under Firma Boulton, Walker's og Collins førte udenlandske Handel" - det vil vel sige i Danmark, Norge og Sverige. Kapital var ikke nødvendig, da Fabrikanterne i Almindelighed gav en Kredit paa 3-12 Maaneder, og alle Kommissioner modtoges efter Prøver.
     Det var jo et meget smigrende og fordelagtigt Tilbud, fandt han. - Om hvad der saa skete, fortæller han selv (i 1832):
     "Længe kunde jeg ingen Beslutning fatte af Frygt for, i Fald jeg modtog Hr. Boultons Tilbud, mine skønne Anlæg igen vilde blive til intet. Jeg rejste derfor til København, fremviste for Etatsraad Bertelsen^note2 Brevet. Denne Herre, der havde været i Aalborg og set mine Fabriker, vilde nødig, at jeg skulde forlade samme, og opmuntrede mig til at fremsige et Ønske, jeg kunde have. Saaledes fandt jeg paa den Idé, at dersom jeg kunde erholde Privilegium til at drive Bondehandel i Nørre Sundby, vilde jeg forblive i Aalborg. Denne Idé var næppe ytret, saa blev den ved Commercekollegiets første Møde, en Mandag, refereret i Collegiumet, endda forinden jeg havde indgiven Ansøgning om Sundby Handelens Bevilling. Justitsraad Lawætz, Kontorchef i Collegiumet, fik da det Hverv at være mig behjælpelig med samme Eftermiddag at skrive Udkast til Ansøgningen."
     Saa lavede da, 9. Juli, Fabrikøren og Kontorchefen følgende Ansøgning. - Efter at have gengivet Boultons Tilbud - det var vedlagt i Oversættelse - siger han:

"Der er vist ingen Tvivl, at hver anden i min Stilling med Glæde vilde modtage Hr. Boultons gode Tilbud, men da jeg med megen Flid og med store Opofrelser har anlagd forskellige Industri Grene i Aalborg, hvis heldige Fremgang har kronet mine Bestræbelser, saa har jeg hidtil ej kunnet fatte nogen Beslutning, der maatte sigte til at forlade disse skønne og nyttige Anlæg, som kuns mangler Midler til kraftigere og mere udvidet Drift, for at gøre belønnendes til mig selv.
     At ansøge om Penge Understøttelser til at kunne udvide Fabrikerne tør jeg i denne Tid ej vove, men dersom Hans Majestæt vilde forunde mig Rettighed til at drive Bondehandel i Nørre Sundby, hvor jeg ejer en Gaard ..... saa vilde samme medføre Fordele, der kunde gavne mig og mine Fabriker."

Denne Ansøgning maatte straks renskrives, saa den Dagen efter kunde refereres i Kancelliet. Det skete. Trediedagen kom den for i General Toldkammeret, og Fredagen derefter, alt i samme Uge, kom den for i Statsraadet og blev af Hans Majestæt allernaadigst bevilget (15. Juli).
     Og saa havde Galster sit Privilegium paa at drive Bondehandel i Sundby, "nemlig: at sælge til Landmanden Jern og grove Jernvarer, Hamp, Hør, Tjære, Salt, Trælast, Stenkul og indenlandske Alenvarer, og derimod at købe Skind, Huder, Uld etc. til Forædling ved sine Fabriker".
     Hermed havde Galster faaet en mægtig Hjælp til at staa de svære Tider igennem, som han vidste vilde komme. Den Hurtighed, hvormed Sagen var fremmet (paa 6 Dage frem gennem to Kollegier og Statsraadet!) viser, hvor højt man skattede ham og hans Bestræbelser i Regeringen. Men naar han skildrer det, som om han har været saa godt som passiv, er det vist ikke helt rigtigt, han har ganske sikkert i Forvejen lagt sin Slagplan for at naa det gunstige Resultat og arbejdet energisk for det.

Men hvad sagde hans Kolleger i Handelslauget i Aalborg, da det pludselig rygtedes, hvad der var sket. De vedtog (31. Aug.), at "Laugsbrødrene ville med en Skrivelse til Overkøbmanden frembringe deres Besværinger over de store Fornærmelser, ej alene Købmandslauget men samtlige Indvaanere lider derved, og skal den saaledes forfattes at samme in originale med Overkøbmandens Ansøgning til Kongen kan indsendes. Til at opsætte det Lokale om Hr. Galsters Fabriker, hvilket Brevet skal indeholde, blev .... udnævnt. Videre blev vedtaget, at Købmandslauget i det Hele fælles vil virke i denne Sag."
     De opnaaede intet.

13. Maj 1815 giftede han sig med den smukke 18-aarige Charlotte Castonier, Datter af Oberst Castonier, der da var Garnisonschef i Aalborg. - 31. Juli samme Aar nød han den Naade at blive udnævnt til kgl. Agent og hans Kone altsaa Frue. Men saa -

Lige ved Fallitten.

Galster havde hidtil haft Held, de nye Fabriker blomstrede, han stod i Gunst hos de ledende. Konjunkturerne var gunstige, da Konkurrence fra Udlandet var udelukket.
     Men Statens Kræfter blev overanstrengt ved Krigen med England, Pengeforholdene blev urolige, og i 1813 kom Statsbankerotten. I 1814 sluttedes der Fred, og den haarde Konkurrence med de engelske Varer begyndte. Ingen turde vove noget, man krævede Sikkerhed og var mistroisk. Overkøbmanden i Aalborg Jacob Kjellerup karakteriserer (4./12.1817) Forholdene her saaledes:

Denne Deflationstid var saa uheldig som vel mulig for Galsters nye Virksomhed.
     Sammen med Etatsraad Quist, der ogsaa drev flere Virksomheder, havde han planlagt en Klædefabrik. Men Maskinerne blev altfor sent færdige, og da Quist døde i 1815 og hans Enke ikke var i Stand til at fortsætte Driften, maatte han trække sig ud af Interessentskabet uden mindste Erstatning for sine store Udgifter. - Handelen i Sundby var dyr at faa startet, og Indtægterne var til at begynde med forholdsvis smaa.
     For at søge Udveje til at drive Fabrikerne og Handelen maatte han - paa Grund af den store Mangel paa Penge og ringe Kredit i Landet - søge Laan i Udlandet, "som desværre har haft endnu tungere Indflydelse paa min Pengeforfatning, da Kursen siden bestandig har vedblevet at holde sig slettere".
     Herved har han lidt et Tab paa 50.000 Rd. (1816) og maattet blotte sig saaledes for Penge, "at jeg, dersom mine Kreditorer, som de have gjort Mine til, samtligen storme ind paa mig og jeg af den Aarsag nødsages til hovedkulds at realisere mine Ejendele, vilde blive en ødelagt og ulykkelig Mand".
     Saaledes skriver han i en Ansøgning til Kongen (3./11.1816). Det, han ønsker, er, at der maa udnævnes to Kommissarier - og han foreslaar Byskriver Brorson og Hospitalsforstander Schou - der kan sørge for den rolige Realisation.
     Men hans Ønsker gaar videre:

Denne Ansøgning, der var anbefalet af Stiftamtmand og Magistrat, blev bevilget af Kongen.

Nu kæmpede Galster for sig og sit.
     Fra oven mødte han saa megen Forstaaelse, at Kommercekollegiet og General Toldkammeret garanterede for hans Gæld til Staten. - Men ellers var det svært at faa en Ordning med Kreditorerne.
     Da han saa helt manglede Kredit, kunde han ikke drive Fabrikerne. Endnu 1817 drev han Fellberederiet og Handskefabriken, medens Strømpefabriken, Væveriet og Hattefabriken blev drevet af Mester Heinrich Staudt, Peter Præg og Martin Floridon for egen Regning. Men 1818 stod de helt stille.
     Et ikke ubetydeligt Forsøg paa at skabe Industri i Aalborg var mislykkedes, og i de fattige Aartier, der nu kom, blev det ikke forsøgt igen.
     I April 1818 saa det imidlertid ud til, at Galster skulde komme til en Ordning med sine Kreditorer. Alle - undtagen tre - gik de ind paa hans Forslag om en Accord, saaledes at deres Fordringer blev betalt successive i 8 Aar med 15% aarlig.
     Kommissarierne fandt det ikke forsvarligt "for tre omtvistede Fordringers Skyld" længere at beholde Boet under Behandling. De reserverede de 3 Kreditorer deres formentlige Ret og overdrog Agent Galster Boet til fri Raadighed og egen Disposition (21. April 1818). - Men paa det Tidspunkt var ingen af hans mange Ejendomme solgt og næsten intet af hans udestaaende Fordringer var kommet ind. Han kom saaledes i saa yderlig Forlegenhed, at han ikke kunde klare den første Termin.
     I. August 1818 tilbyder han saa i Cirkulærbreve sine Kreditorer at ville lade sig sætte under Administration, saaledes at han overgav sine Ejendomme og udestaaende Fordringer og drev Handelen videre under Tilsyn.
     Almindelig Tavshed.
     11. September gentog han sit Forslag.
     Kun 11 svarede.
     I Februar 1819 fik han saa et Møde i Stand, men Forsamlingen gik fra hinanden uden at ville tage nogen Beslutning.

Der var nu Fare for, at han maatte blive tvungen til at overgive sit Bo til Skifterettens Behandling, "udsat med Familie for Nød og Elendighed, ej alene nu, men ogsaa for mit hele Levetid".
     Han skriver da (26. Marts 1819) en Ansøgning til Kongen om, at han, medens hans Bo behandles, maa overlade sin Handel, som han jo har Privilegium paa, til en anden, Grosserer Kay Christiani, "da kan jeg vente, at han, mod at nyde dens Fordele, vil skaffe mig og Familie Husly og Livsophold, og da kan jeg forvisses om den vedvarende Søgning, som alene kan vedligeholde Handelen . . ., saa at jeg, naar engang mit Bo bliver opgjort, da igen kan paatage mig samme, med det smigrende Haab ved ufortrøden Arbejde at naa det forønskede Maal: at holde mine Kreditorer skadesløse for deres nulidende Tab".
     Da Magistraten i Aalborg fik denne Ansøgning til Erklæring, havde de mange rosende Ord om Galsters Person, men de kunde ikke anbefale den, da Forholdene var, som de var: "Handelen her paa Stedet er i en saa sørgelig Aftagende, og der gives mange Familier, der forhen ved Handelen havde rigelig og tilstrækkelig Udkomme og nu ved denne Næringsvej ikke kunne fortjene det tørre Brød."
     Skrappere var Købmandslaugets Betænkning (17. April). Nu var Øjeblikket kommet til at slaa Konkurrenten derovre i Sundby ned, de vilde hans Ruin.
     Ejendomme i Aalborg er usælgelige for Tiden, hedder det, og i hvert Fald er det ganske utænkeligt, at der skulde blive Dækning; hans Varelager i Fabrikerne havde nu ingen som helst Værdi.
     Derpaa fortsættes der: "Af denne sande Skildring over Supplikantens Stilling ses tydeligt, at han ikke vil kunne betale 20% af hans Gæld, at han, enten hans Bo opgives til Skifterettens eller Kommissariers Behandling, aldrig kan begynde Handel mere, derimod kunde han godt paa anden Maade, som et ellers sprogkyndig og brugbar Menneske, erhverve Udkommet enten inden- eller udenrigs, men aldrig vil han kunne benytte det ham af saa særdeles Kgl. Naade forundede Privilegium paa Eene Handel i Sundby. Ikke heller kan det tænkes, at det vil vorde ham tilladt at købslaa dermed, men det bliver at overlevere til Skiftet. Thi af saadan Natur er slige kgl. Benaadninger ikke, og saa meget mindre som det er til Fornærmelse for Statens Intrader, for Aalborg Bys samtlige Indbyggere, lige fra Øvrigheden indtil den, der anraaber om Almisse, for Færgeløbet og for mange andre offentlige Foranstaltninger .... Supplikantens og hans Køberes Hensigt gaar alene ud paa at tage Brødet fra den gamle flere 100 Aar eksisterede og med saa mange Bekostninger bebyggede By Aalborg og lade dens Indbyggere betale Bygnings- og alle andre kgl. paabudte og kommunale Afgifter."

Tonen er den krasseste og Hensigten den tydeligste. Man er paa Krigsstien - hans Skalp!
     Men Galster gav ikke op, han vidste, hvad det gjaldt: Hjem og Fremtid. I Efteraaret rejste han over til København for at virke for sin Sag. Men det var forgæves.
     Købmandslauget sejrede. Hans Ansøgning kunde ikke imødekommes.

Vi har nogle Breve fra denne Tid, da Galster var i København, hvoraf man kan udlæse hans Stemning i denne Tid, da saa meget stod paa Spil.

"Dit Spørgsmaal angaaendes, min gode Lotte, da kan jeg oprigtig svare dig, at jeg ikke tror, vi kommer til at holde Auktion, men skulde imod denne min Overbevisning dog Tingen komme saa vidt, da kan sligt ej komme dertil, førend efter Dom, og dertil udfordres lang Tid. Altsaa kan du være for det første rolig og tiltro det din Mand, at han vil søge at forekomme sligt." (9. Nov.)
     "Gerne havde jeg i Dag, som du ved er min Geburtsdag^note10, tilbragt i dit kære Selskab, men Skæbnen forbyder det, og vi maa finde os deri som i saa meget andet; naar bare mine Bestræbelser her tager en god Udfald, saa kan man trøste sig, og lever vi, som jeg haaber, længe sammen, saa kan vi glæde os at have tilbagelagt den ulykkelige Tid og nyde den lykkeligere, som vi kan gaa i Møde." (20. Nov.)
     "Du har Ret, min ejegode Kone, at der gaar lang Tid hen, naar man er nødtsagt at søge, men saa længe man har godt Haab - og det har jeg - maa man finde sig i Skæbnen; og vor Velfærd beror jo derpaa; derfor beder jeg dig og at berolige og trøste dig, saa godt du selv bedst kan og maa. Du spørger, min Kone, om Christiani kommer, nej, min Snut, det er forbi, og den anden Plan vil, som jeg haaber, sikkerligen lykkes og berolige dig for Fremtiden. Derfor stræber jeg ogsaa, da jeg holder af dig og gerne saa dig lykkelig og fornøjet." (23. Nov.)
     "Banken har da endelig taget en Beslutning angaaendes det ansøgte Laan, men, desværre, den har skuffet os i vor Forventning, den har nægtet Laanet. Gud være lovet, jeg er rask og haver en god Humeur, ja jeg kan fatte mig og finde mig i alle fejlslagne Forhaabninger, ja med alt det vil og kan jeg være lykkelig, naar bare Himlen skænker os Helbred og giver min Kone Tilfredshed. Min eneste Bekymring er for dig; thi at se dig ulykkelig, min elskte Lotte, dette vilde nedbøje mit Sind og tillige gøre mig meget ulykkelig. Lad mig derfor se, at du finder dig i Standhaftighed i vor ulykkelige Skæbne, og bærer med Taalmodighed, hvad Lidelser den gode Gud maatte finde for godt at paalægge os. Lad os have Tillid til Vor Herre, der ej vil paalægge sværer Byrde, end vi kan taale at bære, og som vil give os blidere og lykkeligere Dage, naar vi bare holde ud den haarde Prøve. Hør og følg mine Formaninger og tro, at de Ord, jeg bruger, ere mit Hjertets Sprog." (27. Nov. 1819.)

Vanskelige Aar.

Som det vil erindres, havde Galster i 1813 købt Knud Flensteds Gaard. Her havde han indrettet sin Købmandshandel "Sundby Bod", og her havde han sit Hjem (hvor nu Skraagade munder ud i Torvet).
     Her levede han altsaa denne vanskelige Tid, for selv om han stadig holdt Stillingen, var det haarde Aar; ofte var der sikkert næsten Nød.
     Det ses blandt andet af, at han i 1826 søgte at komme helt ud af det og blive Postmester i Aalborg. 16. Juni skrev han følgende Ansøgning til Kongen:

"Det er D.M. bekendt, hvor virksom jeg i mine lykkeligere Dage i Aalborg har arbejdet for Fabrikvæsenet, og at min Flid og mine Bestræbelser har været lønnet med Held.
     Ved mit gavnrige Stræben blev jeg et Offer for de ulykkelige Konjunkturer, vi måtte opleve, mistede min Formue og min Velfærd, og nu, nedbøjet af Fattigdom, lever jeg i Sorg og Kummer, da det flader mig vanskeligt at tilvejebringe Underhold til min Familie og (jeg) ikke har Udsigter at kunne give mine fem Børn den opdragelse, jeg skylder dem. I denne ulykkelige Stilling vover jeg at bede D. M. om at forunde mig Postmester Embedet i Aalborg. Da min Vandel altid har været ulastelig, vil det vist ej falde mig vanskeligt der at tilvejebringe den Kaution, som for Embedet skal stilles."

De postale Kvalifikationer spejder man forgæves efter, saa det er ikke underligt, at han fastslaar "Postmesteren i Roskilde er en frygtelig Rival. Formedelst at alle Ekspeditioner ved dette Embede forefalder om Natten, har Manden næsten mistet sit Syn. Retfærdighed og Billighed taler altsaa for Manden" (29. Juli 1826).
     Men det forhindrer ham ikke i at virke energisk for sig selv. "I Gaar var jeg saa lykkelig at faa Audience hos H.M., som beklagede mig, men lod intet Ord falde, som kunde give mig Haab om at faa Embedet. Han sagde, at Castonier^note11 havde talt med ham om mig, og at han kendte min Stilling. Etatsraad Bertelsen sagde mig i Forvejen, at jeg ingen Løvte vilde faa af Kongen, (men) at jeg skulde søge at røre ham, og det lod han til at være, idet han beklagede mig. Haabet er svagt, Haabet er svagt, og det for Roskilde Postmesters Skyld. I Dag gaar jeg til Etatsraad Jessen, paa Mandag til General Biilow og maaske til Konferensraad Monrad. Alle Midler, som staar i min Magt, skal anvendes for at bringe Sagen til et lykkeligt Udfald." (29. Juli.)
     Man forstaar, at "den værdige Olding" Bertelsen sagde til ham: "Nu har De intet mere at manøvrere". Men han manøvrerede videre, hos Kaas, hos Schimmelmann, hos Jessen igen, og han forsøgte ogsaa en Audiens No. 2 hos Kongen. Grev Schimmelmann var forresten noget spydig, spurgte hvor stort Embedet var. - "l000-1500 Rd." svarede Galster. "Det var stort," sagde Greven, og da Galster bemærkede, at det ikke var for meget, naar man havde Kone og Børn, bemærkede han tørt: "Det var ikke saadan ment. Men naar man kunde faa saadan et Embede, uden at have haft noget før, var det stort!"
     Det blev den Roskilde Postmester, Hans Sørensen, og han var ikke svagere paa sine Øjne, end at han sad heroppe i Embedet mere end 30 Aar (til 1857).

Efterhaanden som Aarene gik, bedredes Tiderne. Landbrugskrisen gik til Ende, og Bønderne begyndte atter at komme til Penge, hvad der betød særlig meget i "Bondehandelen" i Sundby.
     Hvad der skabte megen Lykke for Galster var den Børneflok, der efterhaanden voksede op, otte sunde og raske Drenge^note4. "De unge Dyr", "vore Glutter", "vore Englebørn", kalder han dem.

Borgerkrig i Sundby.

I 1831 kom Albrecht Nyegaard, der havde haft Blegkildegaard nogle Aar, tilbage til Nørresundby. Han fik overdraget sin Faders Færge og Færgeret i "Sundet" og blev - som ogsaa hans Fader havde været - Oldermand for Færgelauget.
     Hans Gaard laa paa Hjørnet af Østergade og Torvet, stødte altsaa op til Galsters.
     Mellem de to udviklede der sig et bittert Fjendskab, som det meget tydeligt vil ses af det Brev, Oldermanden (d. 25. Juni 1832) sendte til Agenten:

"Det har altid været Skik og Brug at give Svar paa Tiltale, dette staar jeg til Rest med at besvare Dem paa en Mængde Uartigheder, som De har behaget at overlæsse Boelslejerne med, og forsaavidt jeg, som et Medlem heraf, navnligen i Deres uhøflige Brev af 8. Maj d. A. er udpeget, skal jeg med Mod og Mandshjerte besvare Dem i Dag med mere, for at De deraf kan lære at kende, at der er kommen en Mand til Sundby, som, hvis dette ikke skal frugte" da med Retfærdighedens Sværd at bringe Dem og Deres til Lydighed og uforstyrret Ro i Fremtiden og vil derfor postvis gennemgaa Sagen.
     Foruden en del Trudselsbrev, som De under Maj 1829 skrev Boelslejerne til (der er Fremlagt inden den nærværende Sag, og hvilke jeg paa Deres Vegne skammer mig de deri brugte Udtrykke) har de navnligen udpeget mig i den nævnte Skrivelse af 8. Maj med de Ord, at Boelslejerne lod sig lede af en Mand som A. Nyegaard. Da Aanden i det hele Brev ikke røber nogen god Tænkemaade, saa skal vel det øvrige referere hertil. Dernæst har Deres Krambodskarl Seiger i høj Grad forurettet baade mig og mine Gæstefolk med mange Uhøfligheder, ja endogsaa Grovheder, naar sidstnævnte har været i Deres Bopæl for at købe et og andet, siden den Sag begyndte, hvilket jeg i fornødent Fald skal opklare, i Fald De da over(hovedet) ønsker nogen yderligere Oplysninger.
     Dernæst har jeg med megen Græmmelse Erfaret, at Deres Børn uafbrudt næsten hver Dag dels kaster Stene, dels Kaalstokke, dels Kartøfler m.m. over i min Gaard, nemlig for at hævne dem paa mine smaa Børn. Uagtet jeg personlig har set og advaret navnlig Julius herom at afholde sig herfra, saa har jeg kun havt uartigheder til Svar herpaa. At der endogsaa er sket skade i denne Anledning paa min Gaard, derover haver jeg Bevisligheder i Hænde og skal i fornødent Fald ved Retten bevise saaledes ved Vidner.
     Endelig kommer nu svaret paa den Opførsel, som De selv har vist i mod den salig Bluhme^note5 og mine smaa, uskyldige Børn, paa hvis Vegne jeg som Fader og Forsvarer træder frem.
     Den taabelige indbildske Stolthed og falske Ide af Dem, at det stod i Deres Magt at forbyde den salig afdøde at læse for mine Børn i Forening med Deres, er saa usel, foragtelig, ja latterlig, at i hvor megen Onskab der endogsaa findes i Verden, har jeg dog aldrig før hørt, at en dannet Mand paa denne Maade vilde blotte og staa til skamme for hele det rettænkende Publikum. Jeg ler kun deraf, og Raader Dem at lade slige en flyve Ide, naar den nye Lærer kommer; thi mine Børn vil jeg han skal læse for; og kan Deres Børn ikke taale den borgerlige Lugt, kan jeg intet bedre Raad give dem, end de bliver borte.
     Efter det heranførte forlanger jeg følgende Satisfaktion:
     1) at Seiger beder mig om Forladelse i mine Folks Nærværelse, som han har fornærmet.           2) at Deres Børn bliver Eksemplarisk afstraffede, efter den Myndighed De har som Fader.
     3) at De tilbagekalder de fornærmelser, som De har udøvet saavel mod mig som mine smaa Børn.
     Skulde De finde, at Deres indbildte Stolthed ikke kan nedværdige Dem hertil, da vil efter 8 Dage efterstaaende Klage blive indgivet til vedkommende Politimester.

"Efter vedlagte Notarialafskrift af Agent Galsters under 4. August 1814 forundte Privilegium indskrænkes hans Handel i Nørre Sundby til følgende Varesorter Jern og grove Jernvarer, Hamp, Hør, Tjære, Salt, Trælast, Stenkul og indenlandske Alenvarer, og derimod at købe Skind, Huder, Uld etc. til Forædling ved sine Fabriker, men da efter hoslagte Regning af 11. Juni fra bemeldte Galster kan ses, at dette Privilegium hver Dag overtrædes, idet han sælger forbudte og utilladelige Varer tillige, saa maa jeg herved erbødig anmode Overauditøren^note6 om snarest muligt at faa bemeldte Agent Galster indkaldt for en Politiret for sin ulovlige og utilladelige Handel som et Indgreb i Færgelaugets Rettigheder, idet Færgepengene gaar bort fra Lauget, naar Køberen af slige forbudte Varer kan ende deres Rejse i Sundby, der ellers maatte købe i Aalborg, samt forøvrigt efter de nærmere vedliggende Paastande til Dom."

Skulde De endnu heller ikke finde, det her fortjener at omtales med mig, saa faar De tage imod Følgerne, thi Færgelauget kan Ligesaa vel stoppe den ulovlige Handel, og en enkelt Interessent kan gøre det med samme Virkning som Købmandslauget i Aalborg.
     Imidlertid vil jeg ikke gøre Dem den Fortræd, naar De eller andre paa Deres Vegne med mig vil bilægge Sagen inden 8 Dage. Jeg skal derved ligge en ædlere Tænkemaade for Dagen, end den De har vist imod mig, naar De for Eftertiden viser mig den Agtelse, som jeg, uden at være ubeskeden, vel kan gøre Fordring paa at have iblandt mine Medborgere. - I Løbet af de 8 Dage skal ingen af Færgeinteressenterne blive gjorte hermed bekendte.

Der hersker Krigstilstand mellem de to Nabogaarde, i Striden deltager ogsaa Tyendet og Børnene - den slemme Julius var 12 Aar. Men Situationen var slet ikke lystelig for Agenten. Han havde solgt Varer, som han ikke var berettiget til at føre, den Sag var klar, men gav han sig over for Nyegaard, var han i sin uforsonlige Fjendes Vold.
     Hurtigt - endnu før Ultimatum'et var udløbet skrev han til Kongen (29. Juni):

"I de 17-18 Aar jeg har afbenyttet det mig forundte Privilegium at drive Handel med Bonden, har jeg bestandig været af den Formening, at jeg Ifølge samme ogsaa var berettiget at sælge tillige Urtekramvare til Landmanden og saaledes handlet med Urtekramvare, uden at nogen Anke derover er bleven ført til denne Dag, hverken fra Købmandslaugets Side eller anden enkelt Handlende i Aalborg.
     Nu derimod trues jeg fra Færgelaugets Side, eller, snarere sagt, en af dens nye Interessenter, ved Navn Nyegaard, der gerne vilde vende alt op og ned, hvorom hans Brev til mig d. 25. ds. vidner, der til fulde karakteriserer Manden, at anklages for ulovlig Handel, under Foregivende, at Færgelauget lider Tab ved den Handel, jeg her driver, saasom mangen en stakkels Bonde, der ellers kun har Raad at købe lidt, vilde tvinges, naar min Handel ikke var, at tage til Aalborg og øde paa Færgelauget den Skilling, han selv er haardt drængende til.
     For at undgaa Ubehageligheder og for ej at anses for at ville drive ulovlig Handel, beder jeg underdanigst, at det maatte behage D.M. ved en Resolution at forklare: "at den Rettighed at sælge Urtekramvare til Landmanden er indbefattet i den mig forundte Privilegium."

Derpaa pakkede han sin Kuffert og rejste sporenstregs til Fredericia, hvor Kongen opholdt sig - og hvor hans Svigerfader nu var kommanderende General, forklarede Majestæten sin Situation og overleverede ham Ansøgningen.
     Det varede dog ikke længe, før han indsaa, at han havde stillet sit Ønske galt op. At andrage om en kgl. Resolution - som han havde gjort det - at man, naar man havde givet ham Lov til at handle med Tjære og Jern, ogsaa havde ment Kaffe og Kandis, var ikke heldigt. Han indsendte da (2. August) en ny Ansøgning til Kongen, hvor han androg om, at hans Privilegium at drive Bondehandel ogsaa maatte omfatte Urtekramvarer.

Samtidig kørte Fjenden frem med de store Kanoner.
     Færgelauget skrev (10. Aug.): Det var egentlig kun ved Varetransporten og de ved Handelen foretagne Rejser, det fik sine Indtægter.
     Men Sundby-Handelen var ikke blot "ødelæggende for dem som Færgeinteressentere, den var ogsaa skadelig for dem som Indvaanere i Sundby: "Det Ophold med Heste og Vogne, som Landmanden absolut her maa tage, medens han personligen foretager Overfarten til Aalborg, afgiver nemligen for os en ikke aldeles uvigtig Indtægt, som Nødvendigheden saa meget mere byder os nu at paase og medtage, da Byens hidtil vigtige Næring, Fiskeriet, er borte, og hvilket saare følelige Tab desuden tillige har til Følge, at Kommunen overordenligen er betynget med Bidrag til næringsløse og forsørgelsesberettigede baade Familier og enkelte Personer."
Til sidst skydes der med skarpt:

Et endnu kraftigere Angreb rettedes af Købmandslauget i Aalborg: Købstæderne havde faaet Eneret paa Købmandshandel, fordi de bar de tungere Byrder. Galster svarede kun ringe Skat, og Ejendommene derovre var billigere. Derfor kunne han sælge til lavere Pris. Vesteraaejendommene vilde forarmes og aldeles ødelægges. Sundby var en aaben Landsby, idet Konsumptionen var blevet ophævet, der var Lejlighed for ham til Smugleri med Varer fra Vesterhavet; "vel sandt, at det ikke er vist, at han vilde benytte sig af dette Middel, men Muligheden kan ikke nægtes." De slutter med følgende:

Galster forsvarede sig^note7. Han vilde ikke ønske, det skulde lykkes "nogle enkelte ondskabsfulde Mennesker", der nu forfølger ham, at berøve ham hans Næring. De ved godt nok, at han faar sine Varer fra Aalborg, hvorfor hans Fortjeneste er stærkt begrænset. Hvad Bonden bringer til Byen til Salg, deraf køber han, hvad Lejligheden byder, det øvrige gaar til Aalborg. Det hænder, at han af en Aalborg Købmand faar i Kommission at købe et Parti Korn; men det er i alt Fald bedre end at "udsende Sjouere, Færgefolk etc. paa Veje og Stier uden for alle Byens Porte og over Fjorden, hvilket er de Handlendes Skik og Brug i Aalborg."

Hvor truet Galster selv følte, at hans Stilling var, fremgaar af, at han skrev følgende Brev - det tredie! - til Centralstyrelsen (15. Oktober). Efter at have henvist til sine to tidligere Ansøgninger (29. Juni og 2. August) hedder det:

"Jeg tillader mig at henlede det høje Collegii Opmærksomhed paa den sørgelige og højst ulykkelige Stilling, jeg med min talrige, uopdragne Børneflok i min høje Alder vilde geraade i, dersom min Bøn ikke blev mig bevilget, hvorfor jeg, for ej at nedstyrtes i den skrækkeligste Armod og Elendighed, der tillige vilde bedrøve mig Midlerne til at give mine mange Sønner en nogenledes Opdragelse, gerne vil underkaste mig hvilken som helst Betingelse eller Kontrol ved min Handel og forbinde mig i Aalborg at købe, ligesom jeg allerede i mange Aar har gjort, de til mit Udsalg behøvende Varer."

Stiftamtmanden - Johan Castenskiold - fik forelagt Sagen til Erklæring, og han udtalte sig helt til Fordel for Galster, gentog hans Argumenter i sin Indstilling til det danske Kancelli, og udtalte sig meget rosende om hans Person.
     Det reddede Galster. D. 7. December 1832 udstedtes der en kgl. Resolution: Privilegiet udvidedes derhen, at han tillige maatte handle med Urtekram- og Farvevarer, dog at han skulde købe disse Varer i Aalborg, og, "saafremt det maatte befindes, at han tager sine Artikler andetsteds fra, skal han have sin Handel forbrudt".
     Der er faldet en Sten fra Agentens Hjerte.
     A. Nyegaard havde sejret paa den mindre Valplads. - Galsters uartige Drenge var blevet taget ud af Skolen og indmeldt i Hr. Stephansens Institut i Aalborg. Men paa den større havde han tabt; han havde villet sin Fjendes Ruin, men opnaaede, at samme fik sit Privilegium udvidet.

Købmandslauget i Aalborg mod Købmanden udenfor.

Det er givet, at Galster lige fra Begyndelsen har solgt langt flere Varer, end Privilegiet hjemlede, ja vist egentlig alle, der kunde sælges (i Kommissariernes Opgørelse over hans Varelager i 1816 findes Poster som Tobak, Rosiner, Silketørklæder, Fløjels- og Silkevarer, og ikke blot uldne Strømpebaand, men endogsaa kulørte!). Men der var ikke blevet sagt noget til det, han manglede jo Kapital og var altsaa nødt til at købe paa Kredit hos Aalborg Handlende.
     Men efterhaanden som Tiderne bedredes og Bondens Velstand steg, kom ogsaa Agenten mere og mere ovenpaa, fik Kapital og kunde gøre sig uafhængig.
     Vi mærker, hvorledes man allerede i 1832 havde godt Nenne til ham, og 1843 gjorde man et stort Forsøg paa at komme ham til Livs.
     Købmandslauget tilskrev først Stiftamtet og ansøgte om, at Galster maatte blive tiltalt til at have sin Handel forbrudt samt til at lide Straf for uberettiget Næringsbrug. Men Stiftamtet svarede, at man ikke saa nogen Grund dertil.
     Galster tilbød at betale 20 Rd. i Mulkt "endskønt han tillige bestemt benægter at have overtraadt sine Privilegier". Det gik Købmandslauget selvfølgelig ikke ind paa, og Processen begyndte.
     De anklagede ham for at sælge Huder etc. videre til København, skønt han kun maatte købe den til sine Fabriker (der ikke eksisterede), ja for endog at handle med Korn og Smør, og "hvorledes skulde slige Fedevarer tænkes som Genstand for Fabrik Forælding?" Endvidere for at købe Varer udenom Lauget i Sæby, Blokhus, Skive etc., ja i København, Hamborg og St. Petersborg. "I Sandhed! Det var paa høje Tid, at man søgte at raade Bod paa eller hæmme saa betydelige, i den lovlige Orden og Velvære indgribende og forstyrrende Retsbrud, og ved at kaste et Blik over de mangfoldige og betydelige Lovovertrædelser, Agent Galster i en lang Aarrække har tilladt sig at udøve, maa man ej alene højligen forundres over, at saadant upaatalt er bleven taalt. paa en Tid da den vækkede Almenaand hos Borgeren har bragt ham til Erkendelse af, at han kan og bør paatale sine Interesser eller Rettigheder, hvorsomhelst disse krænkes; men man bringes tillige til den Formening, at Hans Majestæt aldrig vilde have meddelt de her omhandlede Privilegier, hvis han havde kunnet forudse, at dermed raktes Haand til Misbrug og Forstyrrelse af den lovmæssige Orden og Krænkelse af statsborgerlige Rettigheder" (18. Januar 1844).
     Samtidig statuerede man et Eksempel: Købmand Bernhard Rée i Aalborg havde købt 65 Td. Korn af Galster(!) De var sejlet over til Aalborg i dennes Kaag og derpaa paa Rées Vogne kørt til dennes Lofter. Her var man i fuldt Arbejde, da Overkøbmand Hassing indfandt sig med Politimesteren. Denne rettede forskellige Spørgsmaal til Kaagføreren og Handelshusets Folk og forbød saa at røre ved Kornet, som blev beslaglagt.
     Sagen blev ført helt op til Højesteret og stod paa i omtrent tre Aar. Ved alle tre Domstole lød Kendelsen paa en Mulkt paa 200 Rd. Sølv, hvorimod Agenten ellers bør fri at være.

Der er ingen Tvivl om, at Galster gav sine Lærlinge en god Uddannelse. Postmester Klitgaard fortæller, at hans Farfar, der lærte Handelen 1815-26, fik en fortrinlig Uddannelse hos ham, saa han baade i Kundskaber og Politur stod langt over de andre Skudehandlere paa Vestkysten, der almindeligvis var Bondesønner uden Handelsuddannelse. Men Handelslauget benyttede alligevel det Kampmiddel, at de ikke vilde anerkende hans Lærlinge og Handelsbetjente som berettigede til at eksamineres af Lauget. Galster havde imidlertid været Medlem og havde ikke opsagt sit Borgerskab i Aalborg og var vedbleven at svare Næringsskat til Aalborg, saa Lauget maatte opgive sin Modstand, og bl. a. antage hans to ældste Sønner, Julius og Lorentz til Eksamen.

Efter Højesteretsdommen (1846) indgav Galster Ansøgning om Tilladelse til at handle med alle Artikler, og han opnaaede Aaret efter Tilladelse til at føre den vigtige Artikel Brændevin.
     Agenten var atter faldet opad.
     Samme Aar lod han sine to Sønner, de unge Købmænd Julius og Lorentz nedsætte sig i Aalborg, og han har derpaa utvivlsomt overholdt Privilegiets Bestemmelse, at han skulde købe sine Varer hos Købmænd i Aalborg.

Personen.

Det er ikke lidt af Historien, man gennem Undersøgelse af en Mand som Johan Georg Galster faar Indtryk af: Englands Overlegenhed med Hensyn til Industri og Handel, Fastlandsspærringens Indgriben, Paniken herhjemme efter 1807, de ivrige Bestræbelser for at grundlægge en Industri ved Fabrikation {"Forædling") af indenlandske Produkter, de gale Pengeaar, Landbrugskrisen og Indvirkningen deraf, Kampen mellem Laugstvang og Tendenserne mod Næringsfrihed, Opgangen mod de gode Tider.

Søger man nu ud fra det, vi ved om ham, at danne sig et Billede af Personen Johan Georg Galster, maa det straks siges, at hans religiøse, nationale og politiske interesser var smaa. Aandspræg i det 18. Aarhundrede; religiøst var han Rationalist, nationalt ikke tysk, ikke engelsk, og dansk kun for saa vidt han var kongetro Patriot, der havde valgt Danmark ud fra Grundsætningen: "Patria est ubiqumque est bene"; Stridighederne mellem dansk og tysk, der blev stadig bitrere i 1830' og 40'erne, har han holdt sig borte fra, og han har heller ikke haft Interesse for de politiske Bevægelser, der førte til Friheden, men været Enevældens Mand.
     Nogen boglig Dannelse eller Interesse kan heller ikke spores.
     Han var helt det praktiske Livs Mand, driftig, interesseret, idérig, fuld af Udveje (maaske noget smart).
     Han kom fra et stort Handelshus, havde rejst meget, var vel noget af en Verdensmand (sprogkyndig), livlig, charmerende, forstod at skaffe sig Venner og Velyndere, der - trods hans Modgang - bevarede Tilliden til ham og blev ved at støtte ham.

I sit Hjem synes han at have været lykkelig. I Brevene tiltaler han sin Kone med Kælenavne som "min Engel", "min fortabte Kælling", "søde Snut", "min rare Kælling", "din søde Sjæl", "min søde Kælling", og en varm Hengivenhed og Omsorg kommer ofte frem: "Du er dog min rare, søde Kone og skriver mig saa flittig og meget, inderlig takker jeg dig derfor, thi det glæder mig saa meget at høre fra dig og læse dine ømme, kærlige Breve, som sandelig er kun en ringe Erstatning for Savnet af en sød, højt elsket, god Kone" (23. Juni 1818). "Meget beklager jeg at høre, at du ej befinder dig vel, og at du har maattet tage Medicin. Tak, min velsignede Kone, fordi du bruger noget, og haaber jeg, at du vil stræbe at efterkomme Lægens Forskrifter, saa at din Mand ved hans Hjemkomst kan have den Glæde at finde sin elskede Lotte rask, munter og fornøjet" (4. Sept. 1819). "Jeg hilser dig i Dag med Glæde og fuld af den ømmeste Kærlighed, min gode Kone. Det er din Fødselsdag, den Dag, jeg har at takke for min kære Lotte. Glad og fornøjet hilser jeg denne Dag, hvor du igen begynder et af dine Leveaar, (den Algode forlænge dem indtil en høj Alder, skænke dig Lykke og Glæde og bortfjerne Kummer og Sorg fra dig), efter at have tilbagelagt det sidste Aar, hvilket var dog, om du ikke altid følte dig glad og fornøjet, et lykkelig tilbagelagt Aar, som i disse kummerfulde Tider opfordrer os mere at takke Gud for alt godt, han har tildelt os, ved at skænke os og vore kære Smaa den bedste Helbred, mange Glæder, og om ikke et rundelig, dog et sparsommelig Udkomme" (21. Maj 1825).
     Dette Indtryk forstærkes ved Ord fra Svigermoder Castonier, der lader til at have været en gæv Kvinde: da hendes Datter havde faaet sit tredje Barn, og det atter var en Dreng, skrev hun: "Det glæder os alle at erfare, at hun Gudskelov er rask og flink med sin lille Dreng; kuns skade, at det blev denne Gang en Monsieur, De agter vel ej, min gode Galster, at have en lille Pige, siden De Samler saa meget af di Krabater, ved Militairen Siger de: Om igen! er det ikke saa, min gode Ven?" Hun skriver (16. Nov. 1821): "Jeg vil ikke undlade i dette Brev at indflette alle vores Gratulationer til den 20. November^note10, den Dato er for mig uforglemmelig, elskelig Søn. Gud, hvilken en Lykke for min gode Lotte, der kan sige det, som faa kan, at Himlen har skænket hende en God og Velsignet Mand, og Fader til sine kære Smaa. Vær overbevist, min gode Galster, at dette ikke er sagt af tomme ord. Nej, men af et sand, oprigtig Hjerte, thi De er ofte en Genstand i vores Samtale, og De ved nok, at Gamle Mutter holder inderlig af sin Sviger Søn."
     Hans Kone var aabenbart et noget nervøst Gemyt, og Gang paa Gang kommer han med Opmuntringer, ja ogsaa Formaninger og Bebrejdelser. Han kan ogsaa blive utaalmodig over hendes hustruelige Omsorg og Ængstelse: "Ja, freilide: min Nattrøje har jeg paa, siden du vil, jeg absolut skriftlig skal bekræfte det." (20./11.1819.)

Dette Hjem har hans otte raske Drenge, der efterhaanden blev lovende unge Mænd, givet yderligere Liv og Indhold.
     Naar det lykkedes for ham at bevare dette Hjem for sig og sine, skyldtes det - foruden hans Dygtighed - Egenskaber som Sindsligevægt, Nøjsomhed og Optimisme. Han skriver for Eksempel paa et Tidspunkt, da det slet ikke saa godt ud (21. Maj 1825): "Lad os takke Gud for et sparsommeligt Udkomme og sætte vor Tillid i hans vise Bestyrelse af alt, saa vil Sorg og Kummer svinde; Tilfredshed med vor ringe Kaar vil gør os glade og fornøjet og give os Styrke at møde Genvordigheder. Vi vil se igen lykkeligere og blidere Dage, lad os med Taalmodighed bie, indtil det gefalder Gud at skænke os dem."

En og anden vil sikkert nævne hos ham som Diskvalifikation, at han overtraadte Privilegiet ved at sælge flere Varesorter, end der var Hjemmel for. Han havde unægtelig staaet mere uangribelig, hvis det ikke var sket. Men til hans Undskyldning kan siges, at han jo faktisk de første 10-12 Aar levede med Kniven for Struben, økonomisk set, og at der i de Aar ikke var nogen, der gjorde Indsigelse, og det er vel tvivlsomt, om der var mange af hans Modstandere i Købmandslauget i Aalborg, der i hans Sted havde staaet mere standhaftig over for Fristelsen end han. Ejendommeligt er det jo ogsaa, at Resultatet af de Vanskeligheder, hans Fjender skaffede ham paa Halsen, var, at hans Privilegium udvidedes (baade 1832 og 47).

I November 1808 strandede Englænderen James Macdonald paa Jyllands Vestkyst og blev bragt til Aalborg som Fange. Medens han opholdt sig der, led den engelske Fregat The Crescent Skibbrud ved Lønstrup. Af de 274 Mand, der var ombord, reddedes kun 37. De kom til Aalborg, et sørgeligt Syn: nogle af dem havde hverken Hat eller Sko, nogle én Støvle og een Sko, andre kun een Sko, nogle gik med deres egne Trøjer, andre med danske Trøjer eller Kapper, som Bønderne eller Soldaterne havde laant dem af Medlidenhed. Alle saa de magre, udtærede og sammensunkne ud.
     Om hvad han oplevede og saa i Danmark skrev James Macdonald: Travel through Denmark during thi winter and spring of the present year 1808 (1809): Han fortæller fra sit ophold i Aalborg: "En Herre, som har opholdt sig nogle Aar i England, har oprettet en Strømpefabrik. Jeg vilde nævne denne Herres Navn, hvis jeg havde Tilladelse dertil, fordi han har vist de overlevende fra Fregatten Crescent megen venlighed og betydelige Velgerninger, siden de kom hertil, og fordi han frembyder et mærkeligt Eksempel paa noget, vi med Glæde iagttage: Fædrelandskærlighed, udvist i et fremmed Land, virksom og beskeden Godgørenhed i den mest uinteresserede Form. Han forsynede de nævnte Folk med forskellige Klædningsstykker og vilde ikke modtage nogensomhelst Betaling derfor, skønt han ikke har Udsigt til nogensinde at se dem igen. Naar vi er Fanger i Fjendeland, føler vi fuldt ud Værdien af slige Karakterer; Kendskabet til dem formindsker den Græmmelse, som altid følger med Følelsen af Ulykke, og gør Tabet af Friheden mindre tung."
     Mellem Besætningen var der en, der nu tre Gange i fire Aar havde mistet al sin Ejendom. Nu var han kommet ind til Kysten med Livet i Behold, men ellers kun 7 sh. Macdonald fortsætter: "Jeg var meget glad ved en Udtalelse af denne Baadsmand, som, da han talte om denne Gentleman, udbrød: "Jeg er for nylig blevet placeret paa Luvardsiden, men jeg begynder at tro, at min nye Udrigning fra Mr. G*** vil bringe mig over paa Læsiden igen."
     Denne Meddelelse giver os Besked om hans Hjælpsomhed, Medfølelse og gode Hjerte.

Af mindre tiltalende Egenskaber hos ham kan man notere en vis noget monoton Lyst til at formane; dernæst at han havde noget spidse Albuer, maaske var lidt for god til at "manøvrere"; og endelig, at der i hans Ansøgninger kan komme en noget ynkelig Tone, der ikke lyder godt.

Senere og sidste Aar.

Det er altid fra de bevægede Aar, der er flest og udførligst Efterretninger (saaledes her fra 1832 og 1843-46), men det er farligt at lade Indtryk herfra dominere Helhedsbilledet alt for meget. Der er ingen Tvivl om, at de sidste c. 20 Aar fra c. 1828 er af en helt anden Karakter end Perioden 1814-28, da Galster - som Cæsar - kunde sige: "Jeg har før kæmpet for Sejren; nu kæmper jeg for Livet."
     I et Brev fra 1829 (28. Aug.) til "Madame! Min kære Lotte!" faar vi et lille Glimt af Fremgangen: "Mørk er ankommen og har medbragt hollandsk Lærred .... jeg vil kunne faa 12 fine Skjorter for 16 Specier, saa jeg endelig ej mere eller for det første faar ej mere dine pinagtige Klagemaal at høre. Du vil sige. Gud ske Lov, nu faar dog min G. igen nogle fine Skjorter, og jeg faar noget at le over din Forfængelighed, naar du siger og tror, at din gamle Mand dog er en pæn Mand."
     Bondens Velstand var hans Velstand, han fik efterhaanden Raad til langt mere end fine Skjorter.
     Hans virksomme, eksperimenterende Aand fandt noget Afløb ved Arbejde paa Landbrugets og Havedyrkningens Omraade - han ejede jo en hel Bondegaard (4 Td. Hartkorn). Paa sine Marker dyrkede han Kartofler (der lige var kommet til Nordjylland; før spiste man Grønkaal), Linser, Ærter, Hamp, Hør og Kommen, i sin Have Sellerier, Hvidkaal, Løg, Radiser, Agurker, Salat og Gulerødder. Han var utvivlsom en Foregangsmand paa dette Omraade^note8.
     Man ser ogsaa hans Interesse af de Instrukser han giver sin Kone, naar han er bortrejst: "Du siger mig slet intet, din slemme Kone, om og hvad Folkene bestiller. Er der bleven tærsket noget Rug? Har Folkene slaaet Kløveren paa Uttrup Mark? Og i Heden? der maa den være tjenlig. Kilen ved Milepælsjorden skulde pløjes og besaas med Vinterrug. Hampen er vel nær ved at være tjenlig til at høstes? Derfor skulde der vel være Plads i Laden for at kunne bringe Hampen ud i. Lad Christen vide mit Ønske, saa han kan rette sig derefter." (9. Sept. 1826.)
     Og medens hans Velstand blev større og større, havde han den Glæde, at "vores Englebørn" voksede til og udviklede sig godt, de to ældste traadte i hans fodpor og arbejdede sammen med ham.
(En stor Sorg havde han i disse sidste Aar, at hans Søn Georg, der var Styrmand, døde 1845, kun 22 Aar gammel^note9.

Der er ingen Tvivl om, at han var agtet og æret i det lille Samfund, han levede i.
     Manden fra det store Handelshus i Birmingham, Storfabrikøren fra Aalborg var blevet Købmand i Sundby, men der er intet, der tyder paa Utilfredshed med Skæbnen - selv i de værste Trængselsaar kommer han aldrig med en Klage - alt tyder paa, at hans sidste Aar er forløbet i overvejende Ro og Harmoni - trods Færgelaug og Købmandslaug.

23. September 1848, kort Tid før han fyldte 72, blev han, som han gik og arbejdede i sin Have, ramt af et Hjerteslag.

Ved hans Begravelse udtalte Stedets Præst, Tryde, disse Mindeord:

Det er nok en Begravelsestale. Men man har det Indtryk, at det er det Eftermæle, han fik i den Kreds, der kendte ham bedst. Et begivenhedsrigt, omskifteligt Liv var afsluttet, et virksomt, idérigt Menneske havde naaet sine Dages Maal.

Til sidst kun et Par Ord om Handelens senere Skæbne. Da Galster var død, rykkede Købmandslauget straks frem med et Andragende til Justitsministeriet: Privilegiet var givet til Galster personlig ("denne Udlænding, der i ingen Henseender havde gjort sig fortjent til nogen Gunstbevisning"), og burde nu ophæves. Men Privilegiet overdroges til hans Enke, Fru Charlotte Galster. Og Laugets Kamp fortsattes!
     1856 fik Nørre Sundby imidlertid Handelsret, og 1857 kom Loven om Næringsfrihed.
     "Boden" nedreves samme Aar, og en ny flot Købmandsgaard opførtes paa Stedet. Men saa kom Pengekrisen, og hun maatte gøre Opbud 1859 (hun døde 1860). Den nye Købmandsgaard overtoges af Lorentz Galster, der søgte at føre Handelen videre under de nye Forhold. Saa kom Krigen og bragte ham saa betydelige Tab, at han maatte afstaa Gaarden til Diskonto-, Laane- og Sparekassen i Aalborg, og da den store Brand i 1865 havde lagt den i Aske, var det Banken, der fik den store Assurancesum udbetalt (46.650 Rd.) Handelen var ophørt.

KILDER

• Selmer: Nekrologiske Samlinger 1849.
• Petresch Christensen: Nørresundbys Historie 1701-1850. (1924.)
• C. Klitgaard: Aalborg Købmænd gennem 500 Aar. (1931.)

• Dokumenter ang. Urolighederne med de Engelske og Svenske, No. 939.
• Danske Kancellis Brevbog 1810, No. 988.
• Danske Kancellis 3 Dept. Reg. 4. Aug. 1814, No. 498.
• Danske Kancellis 3 Dept. 1816, No. 1018.
• Danske Kancellis 3 Dept. Brevbog 1819, No. 1086.
• Danske Kancellis 3 Dept. Reg. 1832, No. 1392.
• Bilag til Rentekammerets Skade-Journal 1847, No. 968.

• Koncepter til Indberetning om Fabriker i Aalborg 1797-1844.
• J. G. Galsters Opbudsbo 1816-18. (Aalborg Amt.)
• Aalborg Købmandslaugs Deliberationsprotokoller 1750-1840 og 1840 til 65 samt Kopibog 1826-44.

Museumsinspektør Georg Galsters Familiearkiv.
Adskillige Familiebreve m. m.

Forslag og Indbydelse til Fabrikers Anlæg i Aalborg (1808), trykt hos Peder Wandall (eksisterer kun i Afskrift hos statistisk Kontor, Aalborg).