| Jon Galster |  |
Døbt:
Død:
Begravet:
03.01.1992 i Svebølle
Døbt:
Død:
Begravet:
Søren Hald (født Galster, navneændring 1964), konservator, mag. art., født 1955 i Rødby, gift 1982 i Oslo med Gudrun Lello, født 1952 i Levanger i Norge. - Barn: Astrid Lello Hald, født 1985
Moder Hanne Astrid Laurell, født 20.04.1898 og død 11.12.1954.
Døbt:
Død:
Begravet:
Inger Margrete Galster (kaldet Grete), cand. ling. merc., kgl. edsvoren translatør, født 18. oktober 1963 på Frederiksberg (Solbjerg Sogn), gift 1993 i Kgs. Lyngby med Morten Pryds Pedersen, civilingeniør, født 1962. - Barn: Edith Marie, født 1994
ninger:
Jon boede hos os op til krigens slutning den 5. maj 1945. - Han var frihedskæmper og havde behov for at være "under jorden", og jeg husker endnu, hvordan hans grå kedeldragt med de allieredes kendte runde mærke og armbindet i farverne rød, hvid og blå hængte ude i vores gang sammen med hans gevær og andet. Det ventede bare på, at besættelsen skulle få ende - men vilkårene var ved at tage livet af min mor. - Hun var hunderæd, og hver gang det ringede på døren turde hun knap åbne af frygt for, at det skulle være tyskerne, der kom for at hente os og Jon. - Det endte da også med et længere sygehusophold på Bispebjerg som følge af "bassedow".
- Den 4. maj 1945 står specielt stærkt i mine erindringer. - Vi boede på en fjerde sal, og oppe på loftet havde vi et loftrum, hvor også et skab indeholdt våben og andet af Jons ting. - Om aftenen den 4. maj var Jon og jeg oppe på loftet - som jeg husker det, for at rydde op i skabet. - Vi hørte hver aften udsendelserne fra London, og gennem etageadskillelsen kunne vi høre, at far havde tændt for radioen - og vi hørte det kendte trommesignal, så det var tid at komme ned og lytte. - Ved udsendelsens slutning kom så budskabet om tyskernes kapitulation - og jeg husker, at Jon løb ind til vinduet ud mod den lukkede firkantede gård - åbnede det og med hele overkroppen hængende ud ad vinduet skreg han om frihed om meget mere. - De sorte rullegardiner blev revet ned, og nede i gårdens sandkasse blev de brændt af ved et kæmpe bål - ikke blot vores - men hele ejendommens! - Efterfølgende var far og Jon inde i Københavns centrum. - De fortalte senere om turen med sporvognen med folk i, uden på og oppe på taget af vognen.
- Jeg husker senere at have set Jon i uniformen - den grå kedeldragt, men vist kun for at hente noget. - Han boede vist ikke siden hos os. - Mor blev indlagt på sygehuset, og jeg blev sendt over til morfar i Brønderslev. - Jeg erindrer i øvrigt kun lidt om familiens samspil med Jon efter den tid.
Af Jon Galsters bog "Den 9. april 1940 - En sand myte!" fremgår vedr. straffesagen "Det offentlige mod cand. mag. & jur. Jon Galster for æresfornærmelse og bagvaskelse". Ved underrettens dom af 26. juli 1957 idømtes Galster en straf til fængsel i 4 måneder, og straffen forhøjedes ved landsrettens dom af 21. februar 1958 til fængsel i 8 måneder. Galster løslodes betinget ved juletid 1958.
Galster dømtes for "at have beskyldt de daværende ministre Th. Stauning, Vilh. Buhl og Alsing Andersen for 'højforræderi' derved, at de pågældende gennem udenrigsminister P. Munch forud for den 9. april 1940 traf hemmelig aftale med den tyske regering om tysk besættelse af Danmark, og derved, at de pågældende i tiden indtil besættelsen forberedte og lettede denne ved forræderiske handlinger og undladelser, alt uagtet tiltalte har savnet rimelig grund til at anse sigtelserne for sande."
Mens Jon Galster afsonede sin fængselsstraf søgte anklagemyndigheden - angiveligt på vink fra den daværende justitsminister - at samle materiale til en sag, hvorved man kunne få Galster erklæret for sindssyg! Siden har han været underkastet de facto Berufsverbot.
Man må spørge sig selv i dag: Hvis Galster fra starten har faret med løgn, hvorfor har "det offentlige" så udfoldet så store anstrengelser for at knække Galster? Nægtet ham en fair proces, som dommer Hjalmar Richter udtrykker det i januar 1960: "Det er beklageligt, at en åben drøftelse at de derhen hørende problemer ikke kan finde sted i vort demokratiske land. Det tjener hverken de store københavnske blade eller danske politikere til ære".
Nu fremlægger Galster for første gang sit omfattende materiale "om forræderiet om Danmarks besaettelse". Der offentliggeres vidneudsagn, som aldrig før har været offentliggjort eller blev undertrykt ved retssagerne samt dokumenter, som siden er "forsvundet" yed domstolene. De burde samlet føre til fornyede undersøgelser om Rostock-mødernes art og indhold. Selv ønsker forfatteren blot følgende trykt på omslaget: "Det begyndte den 17. marts 1940 og er ikke afsluttet endnu. Hamlet har sagt det: 'Der er noget råddent i Danmarks rige'".
Af hjemmesiden besættelsestiden fremgår om Jon Galster:
Jon Galster var det, man i vore dage ville kalde en konspirationsteoretiker. Han så det som sin opgave at afsløre diverse forræderiske hemmeligeheder, særligt fra krigens tid. - Mest kendt blev han i 50'erne for sin vedvarende råben op om det såkaldte Rostock-møde, hvor besættelsen af Danmark påstodes aftalt mellem Munch og Heinrich Himler. De fleste af hans kilder var dog enten blevet gendrevet, uden at Galster ville indrømme dette, eller han nægtede at afsløre, hvem de var. De vedvarende beskyldninger, som Galster udsendte fra eget forlag, førte til sidst til et sagsanlæg, og Galster måtte i fængsel for ondsindet bagvaskelse.
På hjemmesiden Fyldepennen skriver Erik Haaest artiklen om "9. april 1940, Rostock-myten og Galster-affæren", og efterfølgende indlæg er en kommentar til artiklen:
- Cand.mag. Jon Galster (i historie, dansk og fransk) i 1941 og cand.jur. i 1954 fik af skæbnen, kan man måske sige, den opgave at holde fast i sandheden om baggrunden for Danmarks besættelse. En af mine første artikler som journalist var for Skolebladet GARRRULITAS, vist i 1954, om Galsters kamp for at få en fair retssag i forhold til den Parlamentariske Kommission. Men på det tidspunkt var SANDHEDEN ILDE HØRT og han fik ikke en fair retssag.
Siden traf jeg mange år senere omkring 1990 Jon Galster i Radio Nordsjælland, hvor han i en lang række udsendelser fortalte om alt, hvad han vidste og havde forsket sig frem til, og der havde jeg også lejlighed til at interviewe ham.
I en kaffepause fortalte han mig om, hvordan ingen af hans kolleger fra Sorø Akademi efter hans afsked ville hilse på ham overhovedet.
Det var gældende helt til hans død. Det var forbudt lærere at omtale, at besættelsen kunne være et resultat af en forhandling med nazisterne. Galster nægtede at gå ind på sådan et forbud. Han var frosset ud til sin død. Hans kolleger vendte sig om, når de så ham i farvandet og undgik at hilse. Det er et godt eksempel på, at hvis sandheden råder, så er der plads til alle. Råder løgnen derimod, er der ikke eksistensberettigelse for alle. Da jeg hørte det, sagde jeg til ham, at jeg i hvert fald kendte en kollega en dygtig faghistoriker (http://hjem.get2net.dk/DetAabneAkademi/) og tidligere rektor, der i hvert fald ikke ville være bange for at tale med ham. Han sagde han ikke troede på det. Jeg ringede min kollega Henrik Bertelsen op og han var villig til at udveksle nogle betragtninger i telefonen med Jon Galster. Det var en ganske usædvanlig begivenhed, at to cand.mag'er i historie kunne tale kollegialt sammen, fordi den ene var Jon Galster, der havde beviser for historieforfalskning.